Getting your Trinity Audio player ready...
|
***** 5 stjerner ud af 6
Manden bag en ny dokumentar om den hollandsk-svenske musiklegende Cornelis Wreeswijk – er han ukendt for yngre læsere, så begynd gerne i faktaboksen efter anmeldelsen – hedder Magnus Gertten.
Han har stykket et portræt sammen af gammelt og nyopdaget arkivmateriale og hidtil upublicerede interviews. Til disse hører dels lydoptagelser fra et interview, som Cornelis gav kort før sin død i efteråret 1987, da han er indlagt på hospitalet Sophiahemmet i Stockholm. Dels videoklip fra nogle af de optrædener, hvor Cornelis var på toppen af sin karriere.
Titlen på dokumentaren lyder: ”Cornelis Vreeswijk: Nogle går rundt i udtrådte sko”, der peger på Vreeswijks sympati for og kærlighed til mennesker på samfundets bund. En forståelse, der ikke mindst udsprang af hans egne misbrugsproblemer og eksistentielle kvaler. En af de medvirkende udtaler således, at han aldrig rigtigt kunne tro på, at han var elsket.
Synopsis
Cornelis Vreeswijk kommer til Sverige fra Holland, hvor han er født, og skaber her i løbet af 60erne og 70’erne en karriere som poet, sangskriver og samfundskritiker.
Sideløbende med den musikalske opstigning lever Cornelis et til tider kaotisk privatliv med druk, stoffer og kvinder.
Tre ægteskaber og en søn bliver det til, og ingen af ægteskaberne holder på den længere bane pga. Cornelis’ alkoholisme, som han aldrig rigtigt får styr på.
Filmet er sammenstykket af mange forskellige brikker: Musikalske optrædener, sangteksterne Cornelis løbende skriver, interviews med kolleger, venner, kærester og ex-hustruer, og en række naturklip, bl.a. fra de lokaliteter, hvor Cornelis har haft sin gang og levet dele af sit liv.
Flettet ind i denne mosaik optræder en række samtidige optagelser af samfundets tabere og udskud, drankere og narkomaner, ofte med togstationer og perroner som ramme. Cornelis: ”Jeg vil give narkomanerne et ansigt”.
Vurdering
Instruktøren får lov til at få ordet, fordi jeg er enig i hans karakteristik og ikke kan sige det bedre:
”I Sverige er Cornelis Vreeswijk et nationalklenodie, og selv om det nu er næsten 40 år siden, han døde, spilles hans sange stadig – til bryllupper og begravelser og på tværs af generationer. Alle har deres egne favoritsange, deres egen Cornelis.
(…) det spændende ved Cornelis [har] altid været, at han så konsekvent gav en stemme til de mennesker, der befinder sig længst nede i samfundet – og det er her (…) fokus ligger i filmen. Derfor også titlen, ”Nogle går rundt i udtrådte sko”, der også er titlen på en af Cornelis’ mest kendte sange (på svensk: ”Somliga går med trasiga skor”). Den er skrevet i slutningen af 60’erne og udgivet på et af hans bedste album, Tio vackra visor og Personliga Person.
I sangen har Cornelis en opfordring til os: Åbn øjnene og se, hvordan samfundet ser ud. Længst nede er dem, der er kommet på afveje og havnet i skidtet. De fattige, narkomanerne, alkoholikerne og de hjemløse. Dem, vi ikke ser til hverdag, og som vi ikke bryder os synderligt om.
Cornelis brød sig om dem. Gennem hele sit liv skrev han om dem, der befinder sig på samfundets bund. Cornelis så dem og følte samhørighed med dem – og i perioder af sit liv var han også en af dem. Han drak, tog stoffer, kom i fængsel, men det lykkedes ham altid at rejse sig igen og skrive nye, fantastiske sange.
Cornelis var visesangeren og poeten, som gav en stemme til dem, der ikke har én. Allerede fra starten af sin karriere skrev han med et perspektiv ”nedefra”. Og også hans allersidste plade, indspillet i efteråret 1987, mens han var dødssyg, handler om narkomanerne. ”Jeg vil give narkomanerne et ansigt”, siger han i et interview fra sygesengen på hospitalet.
(…)
det er [også] vigtigt, at vi nu og da kigger nærmere på vores ikoner og nationalhelte; undersøger, hvordan de har klaret tidens tand, og gør det med et både kærligt og kritisk blik.
(…)
Cornelis’ sange er tidløse klassikere. Han er en af Sverige mest betydningsfulde sangskrivere nogensinde, på niveau med Bellman og Taube. En strålende poet, der optrådte med et unikt nærvær.
Men samtidig er der ingen tvivl om, at Cornelis var en kompliceret person, som hele sit liv kæmpede med misbrugsproblemer, jalousi og en kaotisk livsstil. Hans syn på verden var præget af, at han var født i 1937. Alt dette har været vigtigt at skildre i filmen. Vi vil også vise de mindre stolte øjeblikke.” (citat klippet fra pressematerialet slut).
Min stjernetildeling taler for sig selv – med to små indvendinger: 1. Visse scener (fx nogle af naturafsnittene og perronscenerne) kunne med fordel have været afkortet, 2. Det er et irritationsmoment, at navnene bag fortællestemmerne (voice-over) flere gange først bliver angivet et stykke inde i klippet. Så hvem er det, der taler nu?
Tilbage står, at Magnus Gertten har lavet et meget smukt, meget rørende og aldeles usentimentalt portræt af en stor kunstner. Det skal han have tak for.
Artiklen fortsætter under videoen med blandt andet en faktaboks om Vreeswijk…
Længde: 105 minutter
- Medvirkende: Cornelis Vreeswijk, hans tre hustruer m.fl.
- Instruktør: Magnus Gertten
- Premieredato: d. 29. februar 2024
CORNELIS VREESWIJK: NOGLE GÅR RUNDT I UDTRÅDTE SKO – i biograferne 29. februar (youtube.com)
FAKTABOKS
OM CORNELIS VREESWIJK
Cornelis Vreeswijk (1937-1987) var en hollandsk-svensk sanger og sangskriver. Han var født i Holland, men flyttede til Sverige med sin familie som 12-årig. Inden han slog igennem som visesanger, arbejdede han bl.a. som sygehjælper på et psykiatrisk hospital.
I starten af 1960’erne blev han en del af det stockholmske visesangsmiljø og skrev fra begyndelsen selv størstedelen af sit repertoire. Allerede hans første lp’er Ballader och oförskämdheter (1964) og Ballader och grimascher (1965) blev store succeser, og i de følgende år udsendte han en lang række album dels med meget personlige tolkninger af bl.a. Bellman og Evert Taube, dels med egne sange, som ofte forenede det skarpt politiske med det poetiske og nænsomme, og som i stigende grad handlede om samfundets outsidere og randeksistenser.
I løbet af 1960’erne og 1970’erne blev han en af Sveriges største og mest sælgende artister – og også i det øvrige Skandinavien havde han et stort publikum. Samtidig levede han et turbulent liv med misbrugsproblemer og et anstrengt forhold til tabloidpressen.
I starten af 1980’erne ramte han bunden af sin karriere og opholdt sig i længere perioder i Danmark og Holland. To år før sin død vendte han tilbage til Sverige og opnåede en form for revival med en sidste vellykket sommerturne i 1987, hvor han bl.a. optrådte på Roskildefestivalen med stor succes.
Han døde af leverkræft på Södersjukhuset i Stockholm i november 1987. Som en af yderst få kulturpersonligheder fik han en livetransmitteret begravelse på svensk TV.
Cornelis Vreeswijk skrev i løbet af sin livstid mere end 500 sange og udgav 38 album. Han var gift tre gange og havde fra sit første ægteskab sønnen Jack Vreeswijk.
Kilder:
https://denstoredanske.lex.dk/Cornelis_Vreeswijk
https://cornelis.se/om-cornelis/