|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Der er som bekendt valg til EU-parlamentet den 9. juni i år.
Danmark har 15 af de nu 720 pladser, lidt mere end to procent. Det er nu ikke så meget den stort set ikke-eksisterende danske repræsentation, der gør mig til modstander (ja, modstander, ikke bare skeptiker) af unionen.
Det gør i stedet de to grundforhold, at modstanderne tilbage i 1972 i det store og hele havde ret, og at EU i disse år bevæger sig med syvmileskridt henimod mere føderalisme, mindre ytringsfrihed og en udlændingepolitik, der vil lægge i hvert fald Vesteuropa i det multietniske helvedes grav, hvis udviklingen fortsætter.
Som det helt korrekt blev påpeget i en netartikel på UnHerd, ”Europe faces death by decadence Respecting voters is now seen as a sign of weakness” (”Europa dør af dekadence. Det ses som et svaghedstegn at respektere vælgernes ønsker”), er eliterne i Vesteuropa i stigende grad optaget af at gøre stort set det modsatte af, hvad vælgerne ønsker, i stil med en Joe Biden, der har ladet USA’s grænser stå pivåbne og tilladt mindst 6-7 millioner illegale at komme ind på bare lidt over tre år.
EU-systemet har netop vedtaget (på trods af Ungarns og Polens protester), at landene med fælles retspolitik skal tage imod et antal ”flygtninge”, som EU-kommissionen bestemmer, uanset om disse lande ønsker det eller ej. Vil de ikke det, så skal de i stedet betale et stort beløb.
Et større og større antal af europæere er bekymrede over udviklingen, der forandrer især de vesteuropæiske byer til ukendelighed. Gå rundt i London, Paris, Berlin med alt for mange flere, og man ved ikke, om man etnisk er i Afrika eller Stormellemøsten, i mange tilfælde i en blanding af disse to kulturer, hvis indbyggere som grupper betragtet har vist sig helt uvillige, og formentlig ikke i stand til, at tilpasse sig europæiske normer. Alligevel skal vi tage flere, i fremtiden givetvis i stigende grad fra Afrika syd for Sahara, hvor fødselsraterne fortsat, om end faldende, ligger på et forfærdende højt niveau.
EU-kommissionen og flertallet i EU-parlamentet er tilsyneladende helt ligeglade med den virkelighed, der forandres med høj hastighed for almindelige mennesker, helt tiden til det værre.
Indtil videre er der kun ét dansk parti, der ønsker et opgør med den udvikling, og det er Dansk Folkeparti, der i sin spidskandidat Anders Vistisen har en mand, der er vokset flot med opgaven og virkelig er i stand til at give igen i debatterne. Sagligt set sætter han gang på gang sine modstandere på plads.
Desværre er tilhængerne af EU og af de facto alt for åbne grænser, hvad man kunne kalde ideologisk besatte. De bekræfter denne efterhånden halvgamle skribent (netop fyldt 60 år) i, at fornuft og logik er forbeholdt de få og ikke de mange. Der er ingen saglige argumenter for at føre en EU-udlændingepolitik, hvor man tillader, hvad der reelt bliver til indvandrere, der i gennemsnit klarer sig meget ringe i skolen, og følgelig er langt svagere repræsenteret på uddannelserne og arbejdsmarkedet (selv, når de formelt er højtuddannede, som f.eks. læger, er de reelt alt for ofte blandt de ringest kvalificerede læger på sygehusene og andre steder). Til gengæld er en stribe af de ikke-vestlige grupper voldsomt overrepræsenterede i statistikkerne over kriminalitet, især grov vold og voldtægt, altså de virkeligt hæslige forbrydelser.
Jeg har mistet enhver tillid til det EU, som kunne være blevet populært, men som insisterer på at ødelægge europæernes livsform. Jeg stemmer derfor kun på modstandere af hele butikken.
