Skole ved Køge: Elever har voldtaget og truet andre elever gennem to år – tavshed om, hvem gerningsmændene er

Getting your Trinity Audio player ready...

Flere forældre fik sig noget af et chok, da deres børn kom hjem i sidste uge og fortalte, at der var blevet indført tissemakkere i indskolingen. Børnene havde angiveligt fået at vide, at det var for at sikre, at der ikke blev smurt lort og tis på væggene, at de skulle gå to og to, når de skulle på toilettet. Men siden har Borup Skole været på den anden ende, for tissemakkerne skulle sikre meget mere end det.

 

Sådan skrev Sjællandske Nyheder torsdag. Og så begyndte lavinen at rulle.

 

I dag har TV2 taget sagen op. Og TV2 kan fortælle om trusler, vold og voldtægt overfor små børn i indskolingen.

 

Volden er især begået af ældre elever. Og den har stået på i to år, fortæller TV2.

 

På skolen har børn mellem 6-11 år været udsat for seksuelle overgreb og andre overgreb af en gruppe jævnaldrende børn fra skolen, skriver TV 2.

 

Der er ikke oplysninger om hvem gerningsmændene er. Hvem er de elever, der begår så grove overgreb mod mindre elever? Det får vi intet at vide om.

 

Det skal man jo vide for at være i stand til at gøre noget ved dette meget alvorlige problem.

 

En niårig elev er i mere end et år er blevet udsat for voldtægter af en jævnaldrende elev.

 

Der er også foregået trusler på livet, trusler med kniv og slag med jernrør. Et barn er derudover blevet tvunget til at slå andre for selv at undgå flere tæsk, meddeler TV 2, der har set lægejournaler og kommunikation på Aula, og som har interviewet en stribe forældre.

 

Oprørte, vrede og bange forældre

75 forældre har derfor sendt et fælles brev til ledelsen, hvor de udtrykker bekymring for deres børns sikkerhed, og hvor de kræver, at skolen skal handle.

 

Det skræmmer flere af de forældre, at børnene stadig går på skolen.

 

– Jeg er bange for at sende mit barn i skole hver dag. For gruppen af børn, der begår overgreb, går der jo stadig. Og jeg er bange for, om de vil udsætte mit barn for noget, siger en anonym forælder til TV 2.

 

Flere forældre har også rettet kritik af skoleledelsens håndtering af sagen, og flere fortæller anonymt, at de ikke føler, sagerne er blevet taget alvorligt.

 

Det har blandt andet ført til, at 60 forældre i starten af måneden mødtes i Køge og formulerede et brev med kritik af ledelsen.

 

Som svar på kritikken lyder det blandt andet i et skriftligt svar fra Lars Nedergaard, der er skole- og dagtilbudschef i Køge Kommune:

 

‘Ledelse og medarbejdere på skolen er i samarbejde med familiecentret i fuld gang med at gøre alt, hvad de kan for at støtte de berørte børn og familier. Det er et stort arbejde, som jeg oplever, at skolen løfter rigtig flot,’ udtaler han til TV 2.

 

TV2, Politiken og andre medier har uden held forsøgt at få en kommentar fra skoleleder Jakob Dalgas.

 

Der går omkring 600 elever på Borup Skole. Skolen skriver selv på deres hjemmeside under afsnittet ’Anti – mobbepolitik’, at skolen selv har ansvaret for en god kultur blandt børnene på skolen, skriver Politiken.

 

Midt- og Vestsjællands Politi er informeret om sagerne, men fordi børnene er så små, er det en opgave for de sociale myndigheder, oplyser TV 2.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…