|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Sofi Oksanen: SAMME FLOD TO GANGE – PUTINS KRIG MOD KVINDER. Oversætter Birgitta Bonde Hansen. Hæftet med flapper. Forlaget Lindhardt og Ringhof. 300 sider. Vejl. pris 219,95 kr. Udkommet d. 19. august 2024.
**** fire stjerner ud af seks
Først den lidt besynderlige titels første halvdel ’Samme flod to gange’, der refererer til et citat af den græske filosof Heraklit:
”Vi går ud i og går ikke ud i den samme flod to gange. Flodens navn forbliver jo det samme, men vandet er løbet væk.”
Andendelens ”Putins krig mod kvinder” er ikke til at tage fejl af.
Forfatteren til, hvad der genremæssigt bliver betegnet som et litterært essay, hedder Sofi Oksanen. Hun er født i 1977 og af finsk-estisk afstamning.
Af pressematerialet fremgår, at Sofi Oksanen i april 2023 deltog i Svenska Akadamiens konference ”Truth and thought under pressure” med en tale om krigen i Ukraine. I sin bog uddyber hun indlægget i en sønderlemmende kritik af først og fremmest Putin, som hun anklager for bevidst at svække kvinders rettigheder med desinformation, propaganda, accept af seksuel vold i krig og autoritær lovgivning. Kogt ind til benet har Rusland instrumentaliseret kvindehad.
Perspektivet vides ud til at omfatte dokumentation for, hvordan kvindehad er et fast våben for diktatorer og imperialister.
Oksanen trækker i alle sine bøger på egen familiehistorie. En særlig markant passage optræder i indledningen til 1. kapitel ” Seksuel vold som våben”, fordi den med få ord indkapsler, hvilke konsekvenser overgreb på kvinder i lande under den sovjetiske besættelsesmagt kan få for ofrene:
”Min grandtante blev ikke født stum (…) hun [blev] hentet i sit hjem og ført til et forhør, der varede hele natten, og efter det holdt hun op med at tale (…) Hun blev aldrig gift, fik ikke børn, havde ingen romantiske forhold. Hun boede resten af sit liv alene sammen med en aldrende mor.” (s. 13)
OPBYGNING
Bogen er bygget op med en indledning, fem kapitler og en epilog. Kapiteloverskrifterne signalerer ærindet:
I – Seksuel vold som våben [voldtægt som krigstaktik]
II – Fra soldater til krigsforbrydere
III – Homo Putinicus [målet er et ’rent’ Rusland – Vesten stemplet som en degenereret lastens hule (jf. s. 197)]
IV – Hurtig indføring i Ruslands kolonialisme
V – Et eksportprodukt [hvor produktet er kvindehad og feminisme forbundet med en vestlig dagsorden, der er fjendtligt indstillet over for traditionelle russiske værdier, misogyni som redskab for imperialisme]
CITATMOSAIK
Her følger i to afdelinger en række citater der giver et indblik i temaer og sprogstil. I den første sætter jeg ingen spørgsmålstegn ved udsagnene, i den anden fremsætter jeg nogle kritiske kommentarer.
I
[FSB] (…) kendt som Donbas’ Dachau, hvor fangerne blandt andet blev pint ved at lemlæste deres kønsdele. Torturen var ikke en del af afhøringerne, men af vagternes tidsfordriv.” (s. 43)
”Ruslands forfatning og straffelov kriminaliserer ofrene for den russiske hærs forbrydelser, hvis ikke de tier om deres oplevelser.” (s. 65)
”Rusland er forbrydelse uden straf og straf uden forbrydelse tiår efter tiår.” (s. 67)
”I foråret 2022 ringede den 27-årige soldat i den russiske hær, Roman Bykovskij, fra fronten hjem til sin hustru, Olga Bykovskaja. Det fremgår af den opsnappede samtale, at hustruen giver sin mand lov til at voldtage ukrainske kvinder, så længe han bruger kondom.” (s. 107)
”Ifølge Tatjana er ukrainere ikke mennesker.” (s. 108)
”Nedbrydelsen af ligestillingen er sket i takt med genetableringen af Ruslands ”storhed”. (s. 116)
”Stalin ”løste” kvindespørgsmålet endegyldigt ved at erklære Sovjetunionen for ligestillet. Alting forbundet med familie og partnervold blev fjernet fra strafferetten, for det var blevet overflødigt.” (s. 129)
”Det hjælper, hvis folks hjem forvandles til svinestier, og man beslaglægger deres ejendele. Det gør det nemmere at slå ihjel og udføre massedrab.” (s. 137)
”I de russiske fængsler er tortur og voldtægt meget udbredt. Det sker med personalets stiltiende accept, og vagterne kan også enten direkte eller indirekte være medvirkende til den.” (s. 151)
”At se 1990’erne som en bundløs afgrund er ifølge forsker Gulnaz Sharafutdinova putinismens centrale traume, der tjener Putins styre på flere måder.” (s. 160)
”I fortællingen om Rusland som enestående finder man underkategorier som myten om den russiske sjæl og den ofte gentagede frase om, at Rusland er uforståeligt.” (s. 174)
”Rusland har en lav tærskel, når det kommer til at begå krigsforbrydelser. Det skyldes blandt andet traditionen med straffrihed, statens bevidste manipulation af moralen, støtten fra hjemmefronten og umenneskeliggørelse af ukrainerne i Ruslands statsstyrede medier.” (s. 235-36)
”Forbindelsen mellem kolonialisme og den sovjetiske besættelse lader til at være uklar for dem, der bor uden for Østeuropa og Baltikum.” (s. 242)
II
”I april 2022 tildelte Putin d. 64. særlige motoriserede infanteribrigade, der deltog i grusomhederne i Butja, en hæderstitel.” (s. 59)
Kommentar: Oksanen holder sig alene til den officielle fremstilling, der ifølge en række andre kilder er ukorrekt, jf. fx her)
”(…) fordi Rusland hævder at forsvare sine landsmænd i Ukraine og forhindre en rehabilitering af nazismen.” (s. 64)
Kommentar: Det er ikke blot en påstand, jf. fx her og her.
”Hvordan fjendebilleder opbygges (…) Der er dog én ting, vi alle har tilfælles: Vi er ikke russere, og dermed er vi set fra et russisk synspunkt fascister og nazister.” (s. 76)
Kommentar i form af et spørgsmål: Er denne generalisering korrekt?
VURDERING
Sofi Oksanens forfatterskab, såvel fiktion som non-fiktion, kan ikke lade nogen læser uberørt. Hun ser trolden lige i øjnene og formidler de grusomheder, hun oplever og får kendskab til uden at besmykke eller pakke ind.
For så vidt angår essayet står det hurtigt klart, at der ikke er tale om tilstræbt og afbalanceret journalistik, men om et partsindlæg, hvor først og fremmest Rusland udnævnes til det store dyr i åbenbaringen. Forfatteren er meget tæt på den velkendte, vestlige dikotomi, der forvrænger virkeligheden via udeladelser, selektion og propaganda: Rusland-Putin-ond versus Ukraine-Zelensky-god.
Ret skal være ret: Oksanen er helt på det rene med, at voldtægt og tortur og fratagelse af sprog og kultur ikke ’bare’ er en del af det russiske krigsrepertoire, men yndlingsredskaber i en besættelsesmagts værktøjskasse.
På den anden side er det problematisk, at bogen kolporterer den ensidige fortælling om Rusland og Ukraine, der er blevet blåstemplet i den statskontrollerede konsensus-presse i Vesten. At bilde sig ind, at de vestlige lande har en fri presse kan kun tilskrives uvidenhed. Blikket skal ikke løftes særligt højt for at få øje på andre analyser og fortolkninger, jf. fx her og her.
Så det er ikke kun Putin, der er en skidt knægt. Det er ALLE magthavere i verden, der brutalt og skruppelløst dehumaniserer andre mennesker. Gør dem til ikke-mennesker.
Forfatteren sætter også til dels kikkerten for det blinde øje med sin ukritiske opbakning til en feminisme, der har udviklet MeToo-terrorbevægelsen som en del af identitetspolitikken. I øvrigt er det ikke kun kvinder, der er ofre (i krig).
Med de forbehold kan det ”kun” blive til fire stjerner.
Tilbage står, at ”Samme flod to gange – Putins krig mod kvinder” er pligtlæsning, fordi Oksanen bedre end nogen begrunder og dokumenterer nødvendigheden af ikke at tie og følgelig aldrig opgive kampen for at stille de skyldige til ansvar.
FAKTABOKS
Sofi Oksanen (f. 1977) er prisbelønnet finsk-estisk forfatter. Hun debuterede med romanen ”Stalins køer” (2003) og har endvidere skrevet ”Da duernes forsvandt”, ”Baby Jane”, ”Norma” og Hundeparken”. Hun debuterede på dansk med sin tredje roman ”Renselse”, der vandt Nordisk Råds Litteraturpris 2010.
Alle bøgerne behandler estisk historie og nedarvede traumer.
