Uroligheder i Frankrig – på vej mod borgerkrig

Foto: Twitter
Getting your Trinity Audio player ready...

Af Alain Destexhe

Alain Destexhe er klummeskribent og politisk kommentator, æressenator i Belgien og forhenværende generalsekretær i Médecins Sans Frontières / Læger Uden Grænser.

 

Efter drabet på en 17-årig dreng er Frankrig nu igen skueplads for uroligheder, der afspejler kløften mellem det traditionelle Frankrig og forstæderne – resultatet af de seneste 40 års indvandring.

 

Nahel Merzouk blev dræbt af politiet. Han var i Paris’ forstadskommune Nanterre blevet jagtet af to politibetjente på en motorcykel for trafikforseelser og for at nægte at standse den bil, han kørte. Da Merzouk blev tvunget til at standse bilen på grund af en trafikprop, nærmede politibetjentene sig hans bil og trak deres våben. Merzouk kørte nu frem, hvorefter en af politibetjentene affyrede sit våben mod bilen og sårede Merzouk dødeligt. Hvis Merzouk havde fulgt politiets ordrer, ville han ikke have været død.

 

Der var i 2021 27.809 tilfælde i Frankrig, hvor man havde nægtet at adlyde politiets ordrer – omkring et tilfælde hvert 20. minut. Som blot 17-årig havde Merzouk allerede 15 kriminelle forhold på sin straffeattest: for oprør mod politibetjente, brug af falske nummerplader (han kørte den dag i en Mercedes i A-klassen med polske plader), kørsel uden forsikring, indtagelse og salg af narko, med videre.

 

Hans død udløste imidlertid en bølge af uroligheder over hele Frankrig og ikke kun i den parisiske forstad Nanterre, hvor begivenhederne fandt sted. Billeder viser krigsscener med molotovcocktails, fyrværkeri og brændende affaldscontainere, biler og bygninger. Butikker blev plyndret, og 269 politistationer blev angrebet. Skoler og kulturhuse blev angrebet, og i nogle tilfælde blev de plyndret og ødelagt. Selv landets andetstørste fængsel, Fresnes, blev angrebet. Der blev sat ild til 1105 bygninger, og 808 politibetjente blev såret.

 

Begivenhederne leder tankerne hen på den franske revolutions begyndelse i 1789.

 

De unge, der skyder mod politiet, ødelægger og plyndrer, siger, at de er vrede over Merzouks død, men det er svært at se, hvordan volden og plyndringerne, der ofte er rettet mod steder, som er til direkte gavn for indbyggerne i disse boligområder – skoler, læskure ved busstoppesteder og sporvogne – skulle kunne “dæmpe deres vrede” eller føre noget godt med sig.

 

Den politibetjent, der skød Merzouk, er blevet sigtet for forsætligt manddrab. Præsident Emmanuel Macron, der skulle stå vagt om institutionerne, så bort fra princippet om, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist og dømte dermed politibetjenten, da han beskrev skyderiet som “uforklarligt og utilgiveligt” på trods af, at efterforskningen stadig var i den indledende fase. Formanden for Nationalforsamlingen opfordrede til at holde et minuts stilhed i anledning af Merzouks død.

 

Disse reaktioner – tilsidesættelse af retssikkerheden på højeste regeringsniveau – viser hvilken frygt, forstæderne indgyder i magthaverne: frygten for en genopblussen af uroen, frygten for endnu et dødsfald, frygten for at miste kontrollen over situation, frygten for ikke at kunne kontrollere urolighederne eller de grundlæggende årsager til dem.

 

Nogle af disse forstæder har længe været lovløse områder, eller snarere områder med et “alternativt retssystem”, hvor narkobaroner og muslimske imamer regerer, og hvor politiet kun lejlighedsvist rykker ind. I nogle områder har narkohandlerne opsat fysiske forhindringer, der vanskeliggør politiets adgang, når de beslutter at rykke ind med magt, og myndighederne vil foregive, at de stadig kontrollerer noget.

 

For få måneder siden var Frankrig berørt af mordet på 11-årige Lola. Mordet blev begået af en algiersk kvinde, der havde fået besked på at forlade landet og som ikke burde have opholdt sig i Frankrig. I lighed med størstedelen af lignende sager (kun 16% af udvisningsdommene håndhæves), hvor regeringen nægtede at udvise en person, berørte den hele Frankrig, men den franske befolkning forblev rolig. Den demonstrerede ikke, den ødelagde ikke noget, der var ikke et minuts stilhed i Nationalforsamlingen, og Macron anså ikke kendsgerningerne for at være “uforklarlige og utilgivelige”.

 

Hvad er forskellen mellem de to situationer? Lola var en lille hvid pige, der blev dræbt af en illegal indvandrer i Frankrig. Venstrefløjen protesterede ikke. Højreorienterede partier var oprørte og så tragedien som et tegn på, at staten havde givet op over for ukontrolleret indvandring.

 

I Nanterre var ofret en ung mand med indvandrerbaggrund, som blev dræbt af en hvid politimand, der forsøgte at standse ham. På trods af hans kriminelle fortid ser unge i forstæderne med indvandrerbaggrund Merzouk som en martyr, der var offer for et racistisk samfund. Det magtfulde venstreekstremistiske parti La France Insoumise (“Det Trodsige Frankrig”) bærer ved til bålet ved at nægte at opfordre til ro, og partiet håber tilsyneladende, at denne tragedie bliver deres “George Floyd øjeblik”, der kan udløse en revolution i Frankrig lige som i 1789.

 

Grundlæggende er kløften mellem de to Frankrige igen et vidnesbyrd om de forgangne 40 års fejlslagne indvandringspolitik med fortsat massiv, ukontrolleret lovlig og illegal indvandring, der resulterer i millioner af unge mennesker, der juridisk set er franskmænd, men som ikke føler sig franske, og som måske ligefrem hader Frankrig.

 

Merzouks død kan på ingen måde retfærdiggøre de seneste dages uroligheder. På kort sigt er den eneste løsning nok at stille dem, der bryder loven, til ansvar. Der er nødt til at være strenge straffe for at begå hærværk, ødelægge ting og såre folk. Franske dommere har dog en tendens til at være slappe (herher og her) og finde undskyldninger for ungdomsforbrydere, som de ofte betragter som “ofre”. Herudover er Macron knap nok begyndt at udbygge kapaciteten til de 15.000 yderligere fængselspladser, som han har lovet.

 

Det er nødvendigt at håndtere årsagen – uforholdsmæssig stor og ukontrolleret indvandring – både lovlig (gennem familiesammenføringer og retten til asyl) og illegal. Når man har en læk i en båd, der er ved at synke, skal man ikke kun øse vand ud, men også stoppe hullet. Det tjener intet formål at undlade at håndtere indvandringsspørgsmålet: De samme årsager vil skabe de samme effekter.

 

Macron har imidlertid altid været tilbageholdende med at håndtere indvandringen. Lad os ikke glemme, at han kommer fra venstrefløjen og var minister under den socialistiske præsident François Hollande. Macrons regering håber tilsyneladende, at situationen vil falde til ro, og i løbet af de kommende måneder vil de nok gøre stadigt mindre for at genetablere ro og orden i disse boligområder, efterhånden som områderne i stigende grad underlægges en alternativ lov. Politiet udsættes for angreb af en hidtil uset voldsomhed, og det vil blive mere tilbageholdende med at gribe ind. Det må derfor frygtes, at der ikke sker nogen grundlæggende forandringer, og at de franske skatteydere ganske nyttesløst kommer til at betale for genopbygningen af alt det, der er blevet ødelagt – indtil den næste opstand. Uromagerne har allerede vundet, og Frankrig er mere splittet end nogensinde før.

 

Der er “to Frankrige”, der står over for hinanden. Det ene er voldeligt, parat til opstand ved først givne lejlighed og opmuntret af politiske partier, der betragter det som et vælgergrundlag. Det andet, der endnu udgør flertallet, er værdigt og fredeligt, rasende over opførslen hos disse unge med indvandrerbaggrund – men det forbliver tavst og gør ingenting.

 

Frankrig ser ud til langsomt at bevæge sig hen imod en borgerkrig.

 

Artiklen er udkommet på Gatestone Institute og den er oversat fra engelsk til dansk af Kirsten Valeur.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…