Hvorfor er individuel dannelse, ytringsfrihed og kunsten som et særligt domæne betydningsfuld? Marianne Stidsen giver fyndige og kloge svar i ny essaysamling.
Marianne Stidsen: DA ARIADNE LÆRTE THESEUS AT DANSE. En moderne dannelsesbog. Hæftet med flapper. Forlaget Arabesk. 466 sider. Vejl. pris 249 kr. Udkommet d. 23.09.2022.
***** fem stjerner ud af seks
Litteraten Marianne Stidsen vil være et velkendt navn for mange af Den Korte Avis’ læsere. Hun har igennem de seneste år begavet samfundsdebatten med en række vigtige bøger, artikler og kronikker, bl.a. DEN NORDISKE METOO-REVOLUTION 2018 – og dens omkostninger, Fem eksempler på hvordan cancel-culture truer forskningsfriheden og KØN OG IDENTITET. Et spadestik dybere.
Senest er Stidsen aktuel med en antologi stykket sammen af 31 essays om litteratur, kunst og eksistens, der tilsammen er tænkt som en moderne dannelsesbog. Teksterne er blevet til i tidsrummet 1998-2022 med vægten lagt på nyere bidrag.
Et forsvarsskrift
Forfatteren betegner selv samlingen som et forsvarsskrift for dét, den frie kunst kan – når kunsten vel at mærke ikke spændes for en bestemt ideologisk / politisk vogn eller skal fungere som interessebestemt nytteprojekt.
Det omfangsrige værk er delt op i fire dele:
- Menneskets æstetiske genopdragelse – (med fokus på at litteratur og kunst skal være fri / autonom)
- Forfattere og værker – (med nærlæsning af udvalgte digtere og værker fra slutningen af 1700-tallet frem til i dag, bl.a. Jens Baggesen, J.P. Jacobsen, Hans-Jørgen Nielsen, Klaus Høeck og svenske Horace Engdahl)
- Kritiske og teoretiske perspektiver – (med fokus på den overordnede, idémæssige ramme for Ariadne-bogen)
- Med kunstens røde tråd gennem livet – (hvordan kan kunsten / den æstetisk-litterære refleksion komme i spil i forhold til tilværelsens konkrete, eksistentielle udfordringer / problemer.
Hovedparten af artiklerne har tidligere været offentliggjort, men er her sat sammen på en måde, der lægger op til en helhedsbetragtning.
Titlen
Titlen ”Da Ariadne lærte Theseus at danse” kræver en forklaring, hvilket Stidsen er på det rene med:
”På samme måde som Ariadnes garntråd får Theseus til på frimodig vis at bevæge sig ind i labyrinten, som var det en elegant ballet, han var i gang med, får kunsten os til at turde være i den kringlede eksistentielle labyrint, som livet er, med en sikkerhed og en ro og forankring, som gør, at vi ikke får lyst til at stikke af fra det hele eller lukke øjnene for det, der er foran eller nedenunder os.”
Jeg supplerer med et link til Wikipedia, der giver nok et par trædesten. Med andre ord: Kunsten kan ses som en slags garnnøgle i form af en rød tråd, der kan bistå med at lede os igennem tilværelsen. For hvordan kan man som (sen)moderne menneske overhovedet ’være i livet’?
Citatmosaik
Følgende citater hentet i alle fire dele skulle gerne give en idé om Stidsens position og intentioner:
”Læs en bog – før du bliver syg! (…)
For der er ingen tvivl om, at bøger og litteratur virkelig kan noget exceptionelt, når det gælder den menneskelige psyke.” (s. 53)
Citat hentet hos Camilla Paglia:
”Et samfund, der ikke respekterer hverken religion eller kunst, kan ikke kaldes en civilisation.” (s. 94)
”Kunsten er en del af livet. Men den skal ikke forveksles med livet. Selvom den givetvis godt kan bruges til at retlede livet med, når dette er kommet for meget på afveje.” (s. 183-184)
”Kunst er det sted, hvor vi kan komme i kontakt med livsgrundlaget. I moderne ikke-idealistisk, ikke-opbyggelig, ikke-snusfornuftig forstand vel at mærke.
(…)
Slet og ret for at holde melankolien stangen. Slet og ret for at være i kontakt med ’det egentlige’. Om så blot for et kort øjeblik i fantasiens rige. Slet og ret for ikke at miste følingen med den naturlige, rå tilskyndelse og den umiddelbare, rå, instinktive og intuitive fornemmelse for tingene.
(…)
Følelsen af dem, vi nu engang er.” (s. 207)
Citat hentet hos Suzanne Brøgger alias hendes fru Z:
”Jeg tog fejl, da jeg i begyndelsen, for snart fyrre år siden, foreslog, at man skulle afskaffe privatlivet. Nu er det afskaffet gennem alle mulige statslige og private Facebooks. Vi har selv, frivilligt, frigjort os fra en af den vestlige civilisations allervigtigste gevinster inden for menneskerettigheder, vi har afskaffet retten til et privatliv.” (s. 246)
”Erkendelsen af, at vi både må konfrontere os med, men også acceptere modernitetens dobbelthed af fare og mulighed, hvis vi skal være andet end nikkedukker i andre menneskers eller systemets kram, er også noget mange sociologer [ikke bare digtere!] i dag er kommet frem til.” (s. 278)
”Angsten for friheden og åbenheden er noget, vi kender til bevidstløshed i dag.” (s. 282) – fra kapitlet med den sigende overskrift: ”Frihedens janushoved. Arven fra det moderne gennembruds førerskikkelse [Georg Brandes] i dag.”
”Et demokratisk samfund, der vil være troværdigt, må give plads til kritiske instanser, der konstant kan minde os om kulturgrundlaget. Ellers kan det ende med at ligne de totalitære stater, som det nødigst vil ligne.” (s. 307)
Jf. også Poul Henningsens ’uenighedens vitamin er styrkende medicin’. (s. 307)
Citat af litteraten Thomas Bredsdorff: ”Litteraturen giver form til en følelse.” (s. 333)
”For mig [Stidsen] er noget af det bedste og vigtigste, et fakultet som humaniora kan bidrage med i nutiden, styrkelsen af den enkelte samfundsborgers jeg- eller selvidentitet gennem bl.a. dannelse i form af en grundig, solid og levende indføring i kulturarven.” (s. 379)
”At være frie, selvstændigt tænkende og selvstændigt og ansvarligt handlende individer – uden dermed at hvile på laurbærrene – det er og bliver vel vores hovedopgave i det moderne samfund. Det må det nødvendigvis være. Og dét kan den frie eksistentielle kunst og litteratur støtte os i. Fordi vi herigennem kan lære os selv bedre at kende. Med alt, hvad vi nu engang rummer indeni af såvel lyst som mørkt.” (s. 429)
Kapiteloverskrift: ”Kunsten lærer os at leve med mennesket, som det er [både godt og ondt]” (s. 433)
”Mit eget favoritudtryk i fremtiden vil dog nok – alt andet lige – være æstetisk dannelse. Det er på en måde forudsætningen for, at alt det andet kan realiseres. For gennem kunsten og kulturen kan vi lære at komme overens med os selv som de gustne, uperfekte, snottede individer, vi nu engang er – og med verden i det hele taget. Sådan at vi ikke konstant ser alting som skrupforkert og ad hekkenfeldt til. Som i H.C. Andersens eventyr Snedronningen, hvor troldsplinten i drengens øje gør, at han til sidst ser livet selv som én stor forbrydelse.” (s. 440)
Vurdering
Som det er fremgået af ovenstående citatmosaik står Marianne Stidsen for den position, at kunsten har et dannende potentiale. Da jeg et meget langt stykke ad vejen deler litteratursynet, er det ikke så mærkeligt, at jeg er fornøjet med denne lærde, engagerede, ja passionerede, essaysamling, der boltrer sig i en lang række forskellige genrer, herunder et tillæg til Den Danske Ordbog, et erindringsbillede og en ode til kunsten, glæden og livet.
Især kapitlerne om Horace Engdahl og Bjørn Poulsen har været inspirerende, fordi de stort set ramte et hul min litterære viden. Hvilket nu heller ikke er særligt svært!
At Marianne Stidsen har set lyset i den i sin tid forkætrede Aage Henriksen trækker bestemt heller ikke fra i den samlede vurdering. Flere begavede og åndfulde fritænkere af hans slags, tak.
Det har ikke været noget helt nemt værk at komme igennem. Dels er bogen lang, dels fordrer forfatteren flere steder meget af sin læser. Så der skal læses langsomt og flere gange!
Men selv da går den ikke uden en vis portion litterære, sociologiske og filosofiske forudsætninger. Men det kan enhver ikke-analfabet heldigvis tilegne sig, hvis han/hun da ellers vil det. Fx ved først at læse nogle af de romaner, noveller og digtsamlinger, der refereres til, for så efterfølgende at dykke ned i Stidsens analyser, fortolkninger og kommentarer.
Har jeg slet ingen indvendinger?
Jo, jeg deler ikke begejstringen for Thomas Vinterbergs film ”Druk”. Ej heller at den venstreorienterede identitetspolitik kun kan kritiseres, hvis fiktionen ’højreorienteret nationalisme’ partout og pr. automatik bliver nævnt i samme åndedrag.
De hår i suppen skal dog ikke skygge for, at ”Da Ariadne lærte Theseus at danse” er en betydningsfuld bog, der demonstrerer, hvordan et statsfinansieret universitet kan undfange en ægte, kompromisløs akademiker, hvis forskning er kommet samfundet og skatteborgerne til gode.
Så meget mere fatalt er det, at Stidsens feje modstandere havde held med skridt for skridt og ved ’dirty tricks’ at presse hende til at opsige sin lektorstilling på Københavns Universitet.
Stakkels alle dé studerende, der nu skal undvære hendes faglige kvalifikationer og engagerende undervisning og i stedet nøjes med små dikkende politisk korrekte underviser-lammehaler parate til at bukke begge ender sammen på sig selv for ikke at komme i fedtefadet hos permanent krænkelsesparate feminister og identitetspolitik-robot-studerende.
For disse universitetslærere er ’Kæmp for alt, hvad du har kært’ – herunder sandhedsbegrebet – begravet i Langtbortistan. En god bekendt kalder i øvrigt flere af humanioras institutioner for ’galeanstalterne’, fordi de er gået ’woke’.
Så jeg kipper med flaget for en myreflittig, dygtig, dedikeret og engageret litteraturforsker med et centralt forfatterskab bag sig. Der kalder på flere værker og artikler i en forhåbentligt ikke for fjern fremtid.
Faktaboks
Marianne Stidsen (f. 1962) er lektor emeritus, dr.phil. og medlem af Det Danske Akademi. Hun modtog Kulturministeriets faglitterære pris i 2018.
Har siden sin debut redigeret og udgivet en lang række bøger om litteratur, kunst og identitet. Ud over de ovenfor nævnte bl.a. ”Hovedsporet. Dansk litteraturs historie” (2005) (sammen med Knud Wentzel m.fl.), disputatsen ”Den ny mimesis. Virkelighedstolkningen i dansk og nordisk litteratur efter Anden Verdenskrig” (2015) og ”Rilkes engle. Eksistentialismen i går – i dag – i morgen (2016).
