Hvordan er det kommet så vidt med en række samfundsopløsende bevægelser i de vestlige samfund? Marianne Stidsen leverer en imponerende stor del af svaret.
Marianne Stidsen: KØN OG IDENTITET. Et spadestik dybere. Hæftet med flapper. Forlaget Hovedland. 312 sider. Vejl. pris 249,95 kr. Udkommet d. 17. september.
***** fem stjerner ud af seks
Da jeg skulle ind på hjemmesiden Saxo for at hente forlagsdata om ”Køn og identitet”, kunne jeg ikke nære mig for lige at klikke på rubrikken ’Anmeldelser’. Og hvad skuer mit øje: Politikens anmelder har givet værket 2 ud af 6 hjerter under mottoet: ”Bogens hensigt er åbenlyst at skræmme os alle fra vid og sans” – mens Jyllands-Posten giver 5 stjerner ud af 6. Så forskelligt kan en bog læses. Jeg lægger mig i JP-slipstrømmen.
Et helikopterperspektiv
Det er en omfangsrig, bredspektret og kaloriemættet tekst lektor på Københavns Universitet, Marianne Stidsen, har skrevet, hvor bagsideteksten heldigvis giver læseren et helikopterperspektiv:
”Betegnelserne svirrer: MeToo, identitetspolitik, transseksualitet, queer-teori. De fleste uden for universitetsbyerne har med god grund taget sig til hovedet, forvirrede over de voldsomme brydninger, der i disse år martrer de vestlige samfund.
I ”Køn og identitet – Et spadestik dybere” tegnes før første gang på dansk et samlet billede af den kønskamp, som finder sted i den vestlige verden.
(…)
en tilbundsgående analyse af, hvordan de tilsyneladende forskelligartede bevægelser og fænomener har deres fælles udspring i 1950’ernes og 60’ernes nyorientering inden for human- og samfundsvidenskaberne i Frankrig og Tyskland og via omvejen omkring USA nu samler sig i en kulturrevolution, der er godt på vej til at omvælte samfundet, som vi kender det.
Bag alle de mange bevægelser og retninger er der en ting, der står fast. Kønnet – hvor naturen kun kender to – er ikke længere en biologisk bestemmelse, men en sociologisk kategori. Noget vi selv vælger!
Og for tiden synes de virkelighedsbenægtende bevægelser at få et vist held med at få deres kønnet-bestemmer-vi-selv holdninger ind i lovgivningen (…)”
Så er rammen lagt og tematikken angivet. Med den ikke uvæsentlige krølle, at forfatteren ikke bliver stikkende i elendigheden, men kommer med forslag til, hvordan besindige mennesker, der endnu er ved deres fornufts brug, kan dæmme op for syndfloden af vanvid.
Opbygning i tre dele
Bogen er bygget op i tre dele.
Første del kortlægger den nye kulturrevolutions forudsætninger under overskriften FRA KLASSEKAMP TIL KØNS- OG IDENTITETSKAMP.
Anden del analyserer UTOPIEN OM DET KØNS- OG IDENTITETSOPLØSTE SAMFUND.
Tredje del blæser til kamp mod galskaben under fanen: NORDISK ALLIANCE MOD NYTOLITARISMEN.
De følgende citater kan forhåbentlig give endnu klarere konturer af det ærinde, Stidsen er ude i.
Citatmosaik
”(…) om vi som samfund i øjeblikket er ved at ofre hævdvundne demokratiske principper så som sandhedssøgen, kritisk debat, retssikkerhed, frihedsrettigheder og deslige på den sociale retfærdigheds ideologiske alter.” (s. 16)
”Affektteorien er dermed den faktor, der er med til at omsætte Judith Butlers socialkonstruktivistiske magtteori til praksis.” (s. 78)
Kommentar: Affekten kommer til udtryk – ikke mindst på de sociale medier – uden nogen form for selvstændig refleksion. Jeg FØLER, jeg er krænket, jeg er såret, og derfor behøver jeg ingen argumenter.
Affektteori og talmagi udøves med manipulatorisk kynisme og drevenhed (jf. s. 113)
”(…) videnskaben, forstået som den klassiske søgen efter sandhed på et fornuftsgrundlag (…) [er afløst af ideologisk aktivisme]” (s. 83-84)
”(…)MeToo er så absolut ikke adskilt fra, men er derimod i lige så høj grad som BLM [Black Lives Matter] en integreret del af identitetspolitikken og det nye social justice-oprør, der vil vælte det moderne borgerlige liberale samfund omkuld og erstatte det med et ensrettet, totalitært regime baseret på en overordnet rød statsideologi og en overordnet rød statsretorik.” (s. 113)
”Siden MeToo og BLM kom til verden, kogt sammen i socialkonstruktivisternes og affektteoretikernes dæmoniske laboratorier og derefter serveret for masserne i form af klik-guf på de sociale medier, der det kun gået én vej – også hos os. Mod det totale forlis, den totale opløsning af den åbne, civiliserede, meritokratiske samfundsmodel (…)” (s. 124)
”(…) aktivistiske universitetsforskere, der manipulerer umodne unge universitetsstuderende til at organisere sig som små hære eller partisangrupper på de sociale medier, diverse NGO-organisationer samt etablerede medier, der har erstattet klassisk journalistik med kampagnejournalistik i kulturrevolutionens tjeneste.” (s. 126)
Karl Popper: ”Utopisme, i sin virkeliggjorte form, og totalitarisme er hinandens tro og ultrafarlige følgesvende.” (s. 133)
Dostojevskij: ”(…) den store masse til slut vil acceptere despotisme til gengæld for sikkerhed og for at slippe for den ansvarsbyrde, friheden uvægerligt pålægger det enkelte individ.” (s. 138)
”Transformationen fra tør, spekulativ socialkonstruktivisme og studérkammer-intersektionalisme til worldwide massebevægelse hjælper Sara Ahmeds affektteori med.” (s. 181)
”(…) afgørende at se regnbueflaget og regnbuesymbolet som det, det ret beset er: Et samlende emblem for den nye ekstremt aggressive og fanatiske og imperialistiske og dygtigt manipulerende venstrefløj.” (s. 247)
”(…) den neomarxistiske køns- og identitetspolitiske dagsorden har fuldstændigt sat sig på hele uddannelsessystemet.” (s. 251)
Marianne Stidsen har skrevet en fabelagtig bog
Hvad så? Nikker jeg i takt med alt, hvad Stidsen skriver. Ja, næsten.
Jeg kan have mine forbehold over for et fællesnordisk modtræk i betragtning af, at Sverige synes fortabt. Her har politikerne med få undtagelser solgt deres sjæl til radikalfeminisme og indvandring fra Mellemøsten.
Og at ’neger’ skulle være et åbenlyst nedladende ord, kan jeg ikke få øje på. (jf. s. 187)
Klippefast står det, at Marianne Stidsen har skrevet en fabelagtig bog, der er en ægte universitetsforsker værdig. Hun gør Akademia ære, og det er der sandt for dyden ikke mange, der pt gør på de humanistiske uddannelser. De dukker sig, gør de.
Og selv om teksten på den sproglige side ikke brillerer, så er indhold og gennemgang af forudsætningerne for den situation, vi står i anno 2021, så gedigen, at jeg lever med underlige punktummer og uortodoks sætningsopbygning.
Mit håb er, at Stidsen vil gå videre med at bore i de eksterne fondsbevillinger, der har været med til at smadre universiteterne. At hun tager endnu et spadestik dybere.
For ad den vej at få be- eller afkræftet om de identitetspolitiske bevægelser fungerer som spydspids og røgslør for The Great Reset og New World Order?
Om forfatteren
Marianne Stidsen (f.1962) lektor, dr.phil., medlem af Det Danske Akademi og stærk samfundsdebattør. Har udgivet en lang række bøger, bl.a. Den nordiske MeToo-revolution 2018.
