Af Lone Nørgaard
Den 3. marts havde Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF) indbudt til en høring om åndsfrihed og kulturen på universiteterne. Ideen til mødet opstod i kølvandet på V 137 (’om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer), som blev fremsat af de borgerlige partier i Folketinget om vedtaget med støtte fra Socialdemokratiet i sommeren 2021.
Nøgleordet, det store dyr i åbenbaringen, er identitetspolitik, og skulle nogen tro, at debatten desangående, herunder selvcensur, er ovre, så kan de godt tro om igen.
Det demonstrerede de seks oplægsholdere og den efterfølgende (panel)debat med al u-ønskelig tydelighed.
Marianne Stidsen
Marianne Stidsen, lektor emeritus, dr.phil. i nordisk litteratur, åbnede ballet efter Dahl & Messerschmidts introduktion til høringen med overskriften ”Om kulturen i akademia og den offentlige debat”.
Stidsen er for nyligt blevet presset til at sige sin lektorstilling op, og hun beskrev baggrunden for sin beslutning. I den forbindelse fik hun godt og grundigt gennemhullet myten om, at der ikke er problemer af betydning. Der er kæmpe problemer, og dem har hun taget op løbende i debatten igennem de seneste fire år, bl.a. i en kronik i Politiken Her er fem eksempler på, hvordan cancel culture truer forskningsfriheden.
Ifølge Stidsen har der været tale om et velorganiseret angreb på hendes person og karriere, fordi hun er gået op imod det identitetspolitiske felttog, hvor fakta fuldstændigt bliver ignoreret. (Skulle man endnu ikke vide, hvad identitetspolitik står for, kan en indføring læses her).
Stidsen endte med at få en anklage for plagiering og citatmisbrug på halsen, men argumenterede under høringen overbevisende for, at det i stedet handler om politisk forfølgelse: Hun har de forkerte holdninger.
I parentes bemærket: Når jeg tillader mig at skrive ’overbevisende’ ovenfor, er det fordi, jeg har læst og anmeldt Marianne Stidsens bøger om emnet (læs her og her) og brugt en del tid på at sætte mig ind i de – viste det sig – grundløse plagierings-anklager.
Der ER tale om politisk forfølgelse, og selv om Stidsen fik mange støttemails i sin universitets-indbakke, mens debatten rasede, så trådte afsenderne ikke åbent og solidarisk frem for at imødegå den udskamning, udstødning og defamering, Stidsen har skullet lægge ryg til.
Nicolai Foss
Næste taler var Nicolai Foss, professor i strategi på Copenhagen Business School. Han blev af arrangørerne rost for at skrive om ’cancel culture’ og talte under overskriften: ”Har vi brug for (mere) kulturkamp i forskningen? Og hvorfor”.
Den gamle kontrakt mellem forskning og samfund baserer sig iflg. Foss på en række spilleregler. Kontrakten lød på en god løn og en stor frihed til gengæld for forskning, der følger universelle spilleregler, hvilket er i forskernes egen interesse:
• gennemsigtighed
• anvendelse af videnskabelige metoder
• åbenhed over for andres argumenter
• bøjen sig for god evidens
• respekt for forskellen på ’er’ og ’bør’
• resultater må ikke være givet på forhånd
• gyldig troværdig viden
• rationaliteten i højsædet
• uafhængighed af magtforhold
Sagen er imidlertid den, at der findes meget indflydelsesrig forskning, som systematisk og bevidst bryder spillereglerne, ikke mindst ’Critical Social Justice Studies’ [der kan læses om teorierne her – min kommentar, LN].
Foss nævnte følgende mærkværdigheder:
• Den eneste gruppe, der ikke kan lave gyldig videnskab, er hvide, vestlige mænd
• Personlig erfaring og følelser trumfer konventionel evidens og rationel argumentation – hvilket gør kritik umulig
– og stillede derpå spørgsmålet: Hvor er FORSKERNES protester henne?
Hans enkle svar lød: Det koster på karrieren.
Skal der stilles noget op i forhold til miseren, skal der laves strukturelle tiltag, hvor en dyb faglighed skal kombineres med evne og motivation til at relatere til andre områder. Men det er alt sammen ligegyldigt, hvis ikke forskerne tager den videnskabelige etos på sig – og holder op med at trække på skulderen af dårlig anti-videnskabelig forskning.
Cristian Holst Vigilius
Cristian Holst Vigilius er formand for Konservative Studerende, og han leverede et knivskarpt oplæg om sine erfaringer som studerende. Han er en af de ganske få borgerlige på statskundskab og berettede bl.a. om, hvordan velkomsten til de nye studerende lægger op til, at der vil ske en ensretning af dem. De vil blive kulturradikale og blive rettet ind i forhold til identitetspolitikken. I osteklokken på uni vil de internalisere et verdensbillede, som bliver båret med i deres fremtidige virke inden for staten.
Et enkelt eksempel er synet på køn, hvor det i dag er common sense på bjerget, at kønnet er flydende.
Ifølge Christian Holst Vigilius bliver han opfattet som skør, fordi han abonnerer på, at der er to køn.
Derfor må der rettes en appel til hr. og fru Danmark alias den jævne befolkning, der har en hel del mere jordforbindelse. Det viste sig bl.a. ifm. EU’s barselsdirektiv, der til politikernes overraskelse vakte modstand. Det var alligevel ikke en vindersag, fordi den enkelt familie hellere selv ville bestemme.
Vigilius fandt det absurd, at en forfatters køn og etnicitet er afgørende for den pågældendes forskning, og at normativ videnskab har fået samme status som deskriptiv. Man har på forhånd en ideologi, som forskningen så skal bekræfte.
Sandhedsværdien afgøres altså ikke af empiriske data, hvilket fører til, at universiteterne undergraves. Der er tale om marxisme i nye klæder og ren indoktrinering.
Hans Hauge
Hans Hauge, lektor emeritus i nordisk sprog og litteratur ved Aarhus Universitet, er kendt for sin brug af begrebet ’senil ulydighed’. Og det levede han op til i sit foredrag, der skulle besvare spørgsmålet: Hvorfor er det gået så galt?
Hans tese er, at når universitetets struktur skifter, så skifter indholdet. Filosofikum blev afskaffet i 1971, fordi der var for mange studerende til for få lokaler. Masseuniversitetet havde gjort sit indtog.
Hauge lavede en gennemgang af universiteternes udvikling under skiftende undervisningsministre og påpegede, at det, der sker nu, minder frygteligt meget om 70’erne. Dengang handlede det om kapitallogik og bevidstgørelse, i dag hedder det ’woke’.
Tværfaglighed afspejles i nye navne på institutter, et emne som Marianne Stidsen også behandler i sin bog KØN OG IDENTITET. Et spadestik dybere.
Der kan fx ikke mere undervises i Kingo, fordi der ikke kommer nogen studerende. De opsøger i stedet et kursus i amerikanske tv-studier.
Anden halvdel af Hauges foredrag koncentrerede sig om de mange nye ord, vi skal tilegne os: Ageism, man-splaining, critical race theory, trigger warnings, snowflake, LBGT+ m.fl.
De fleste begreber er dukket op inden for de sidste 5-6 år, så Hauge er helt enig i, at fænomenet / problemet ER kommet til Danmark.
Race har erstattet klasse, som det, der driver udviklingen frem, og der skal arbejdes mod fx ’white supremacy’. Alt er iflg. tankegangen gennemsyret af racisme, og Hauge gav nogle eksempler på den såkaldte ’microaggresion’. Man skal fx ikke spørge om: ’Hvor kommer du fra? Du taler godt dansk’.
Det er undertrykkende og nedladende.
Efter sin gennemgang af de mange nye ord i vokabulariet rundede Hauge af med, at Ukraine kan gå hen og ændre foretagendet: Kvinder og børn flygter og skjuler sig, mænd kæmper. Voila, tilbage til at verden rummer to køn.
Morten Hesseldahl
Morten Hesseldahl er adm. direktør på Gyldendal og lagde i sit indlæg ud med at konstatere, at hver gang identitetspolitikken bliver kritiseret, er der et fast hold, der rykker ud og proklamerer, at nej – identitetspolitikken eksisterer ikke og er slet ikke et problem.
Hesseldahl er uenig og fokuserede på, at individet vælges fra til fordel for gruppen. Både Martin Luther King og Grundtvig gik stik imod identitetspolitikken, jf. Kings berømte ord fra hans “I Have A Dream-tale: “I have a dream that one day my four little children will one day live in a nation where they will not be judged by the color of their skin but by the content of their character.”
Enhver har ret til sin mening, men ikke til at vælge egne fakta.
Prisen, man aktuelt betaler, er afviklingen af det fælles til fordel for identitetspolitiske særinteresser. Bevægelsen er dybt reaktionær, og venstre og højre burde arbejde sammen om at bekæmpe den, for der uddannes i hundredvis i ideologien, og de vandrer bagefter ud i institutionerne.
Eva Gregersen
Eva Gregersen, cand.polit. & samfundsdebattør, sluttede oplægsrunden med et indlæg om voldsmandens veto ifm. visning af Muhammed-tegningerne i undervisningen.
Hun understregede, at hun kunne tale frit, fordi hun ikke er ansat i uddannelsessystemet og refererede så underviser Charlottes historie [kan læses her på Trykkefrihedsselskabets hjemmeside – LN]
Den skæbne, der er blevet Charlotte til del (truet, chikaneret, lagt for had – også af kolleger, ikke kun islamister), har haft sin effekt. Undervisere tager bestik af situationen og tør ikke træde frem som enkeltindivider.
Gregersen langede ud efter Jakob Skovgaard-Petersen, der bagatelliserer Charlotte-historien. Han hævder, at han ikke selv har haft problemer. Det har lektor Tim Jensen heller ikke.
Men det er kun fordi de to herrer retter ind i forhold til instruksen om, at der findes en acceptabel måde at undervise på i Muhammed-tegningerne og en u-acceptabel. Og hvor er solidariteten henne, og hvorfor er der tale om et massivt fravær af opbakning til en lærer som Charlotte?
Gregersen opfordrede på den baggrund til, at man skal træde frem og bakke op i et forsvar for demokratiet.
Paneldebat og spørgsmål fra salen
Så fulgte en paneldebat, hvor Marianne Stidsen bl.a. foreslog, at vi skulle rette blikket mod Frankrig, der har erkendt, at identitetspolitikken ikke er et ideologisk, men demokratisk problem.
Universitetslederne må træde i karakter og tage ansvaret på sig (jf. kronikken af rektor Jens Ringsmose SDU igangsætter værdiarbejde om akademisk frihed). Og så skal bestyrelsen på de enkelte institutioner holde ryggen på de ledere, der med stor sandsynlighed vil blive udsat for shit-storme.
Morten Hesseldahl erklærede sig enig og understregede, at vi skal blive ved med at tale om problemerne. Han gentog, at der skal laves en fælles alliance mellem højre og venstre, dog uden at højre og venstre blev specificeret. Et synspunkt Henrik Dahl bakkede op om i sine afsluttende bemærkninger.
Nicolai Foss gav udtryk for, at de fleste universitetsforskere er fornuftige mennesker, der er imod identitetspolitikken, men også at universitetet er blevet en karriere som alle andre. Derfor er det godt med høringer.
Eva Gregersen slog til lyd for, at værdigrundlaget skulle gøres tydeligt for de (universitets)studerende: Her kan du risikere at blive stødt.
Ligesom klager skal afvises i døren, så læreren ikke skal ind og stå skoleret.
En uhyre interessant høring
Summa summarum: En vældigt interessant høring med særdeles kvalificerede og velargumenterende oplæg, der kortlagde en pæn del af den identitetspolitiske slagmark. Og tydeliggjorde, hvorfor Marianne Stidsen bør æres for at have taget en heroisk kamp i den akademiske sump.
’Hvad vi gør ved problemet’ fremstod noget mere spagt og vagt, men et af mange skridt er selvfølgelig at få bredere ud, præcist hvori problemet består.
Det har høringen forhåbentligt bidraget til.
