I anledning af krigen i Ukraine undrer mange sig sikkert over, hvorfor Østeuropa er så vigtig sikkerhedspolitisk for både Vestens og Rusland/Sovjetunionen/Ruslands sikkerhed. Det er der også grund til!
Sagt på en anden måde:
Hvori består truslen mod Vesten – set fra Vestens side – af, at Østeuropa udgør en del af Rusland/Sovjetunionen/Rusland? Og omvendt: Hvori består truslen mod Rusland/Sovjetunionen/Rusland – set fra Rusland/Sovjetunionen/Ruslands side – af, at Østeuropa udgør en del af Vesten? Jeg skriver bevidst ”Rusland/Sovjetunionen/Rusland” for at fremhæve, at betydningen af Østeuropa for den europæiske sikkerhedspolitik ikke er ny, men strækker sig helt tilbage til det førrevolutionære Rusland før VK I 1914 – 1918.
Det klassiske svar på disse spørgsmål gives af den engelske geograf Halford J. Mackinder (1865 – 1947). Hans teori vil jeg skitsere her, da den er god at få forstand af. Skulle jeg anbefale en bog om artiklens emne, som i sin helhed også ”er god at få forstand af”, må det være Fritz Wolder: KAMPEN OM VERDEN – Global geopolitik før og nu[1]. Den er desværre blevet overset, men den rammer lige ned i denne problemstilling.
Halford J. Mackinder
Mackinder holdt den 25. januar 1904 en skælsættende forelæsning i Royal Geographical Society i London med den provokerende titel ”The Geographical Pivot of History”[2] (Historiens Geografiske Nøgleområde/Omdrejningsakse). Ideerne herfra ændrede og udbyggede Mackinder i sin bog Democratic Ideals and Reality, der udkom 1919[3] lige efter VK I, og i en række senere artikler. Mackinder tilpassede her sine tanker til den nye situation, hvor USA med sin deltagelse i VK I fra 1917 samtidigt træder ind som stormagt på den internationale scene og efter VK II (1939 – 1945) endda afløser England som både den dominerede søstormagt og den dominerende verdensmagt.
Mackinders teori er ikke bare vigtig for at forstå Ruslands og Vestens aktuelle kamp om Østeuropa fra hver sin side, hvor Ukraine på grund Ruslands angreb på landet 24. februar 2022 er blevet kampens åbne og krigeriske centrum, men også fordi Mackinders teori, så vidt jeg kan se, giver nøglen til Kinas lancering af planen om den nye silkevej og ikke mindst til USA’s modforholdsregler. Den plan er lige så lidt som Ruslands energinetværk til Vesteuropa blot en handelsforbindelse, men en geopolitisk strategi for Kina til at underlægge sig Vesten. Jeg har allerede behandlet dette perspektiv her i Den Korte Avis https://denkorteavis.dk/2022/rusland-er-i-gang-med-at-tilpasse-sig-kina-europa-vil-vaere-permanent-i-defensiven-i-en-konfliktfyldt-fremtid/ så jeg vil nu nøjes med at henvise til den artikel.
Grundtanken fra 1904 ligger imidlertid fast: Nøglen til herredømme over verden ligger dybt inde i landstormagten Rusland, ikke fordi det er Rusland, men fordi Rusland dominerer den del af den eurasiatiske landmasse, som er utilgængelig for en sømagt, altså i dette tilfælde England o. 1900. Det er altså den eurasiatiske landmasse, der er i centrum for teorien. Det var imidlertid først efter VK II, at hans tanker og overvejelser blev rigtig kendt i Vesten, hvorimod de allerede i 1920’erne og 1930’erne fik stor indflydelse i Tyskland, ikke mindst for nazismen via München-professoren Karl E. Haushofer (1869 – 1946) og dennes teori om Lebensraum.
Halford J. Mackinder drager den magtpolitiske konsekvens af, at kloden omkring år 1900 netop er blevet et lukket system. Der er ikke flere hvide pletter på landkortet og virkningerne af en eksplosion ét sted forplanter sig som ringe i vandet over hele kloden, men netop fordi Jorden er en klode, en kugle, vender virkningerne som en boomerang tilbage og slår tilbage imod det oprindelige eksplosionssted. Mackinder opfattes ofte som geografisk og geopolitisk determinist, men det afviste han selv flere gange[4]. Geografien bestemmer ikke, men giver både muligheder og sætter begrænsninger. Det er de menneskelige handlinger inden for geografiens muligheder og grænser, der bestemmer politikken. Mackinder er m.a.o. ikke geodeterminist, men hvad man i fransk geopolitisk tænkning kalder geopossibilist. Det betyder blot, at geografien leverer muligheder, som det er op til menneskene at udnytte bedst muligt[5].
Det betyder magtpolitisk i dette tilfælde, at den magt, der har magten over dette nøgleområde, som Mackinder i 1904 kalder ’the pivot area’ (nøgleområdet/omdrejningsaksen) og som han i 1919 omdøber til ’the heartland’ (kerneområdet), har potentialet til magten over hele Verden. Det vil sige, at nøgleområdet forbliver af samme betydning for Verden, selv om England som søstormagt skulle blive erstattet af USA som søstormagt og selv om nøgleområdet evt. måtte underlægges en anden magt end Rusland.
Menneskene har igennem historien siden oldtiden sat sine mange og forskelligartede præg på den fysiske jordklode. Det er disse menneskeskabte forhold Mackinder interesserer sig for. Her bryder han grundlæggende og provokerende med geografien som et akademisk studium af klodens naturforhold. Han argumenterer i stedet for, at geografi som et akademisk studium også skal studere, hvad vi kunne kalde kulturgeografi, altså menneskenes udnyttelse af have og floder, deres bosættelsesmønstre, vandringer, erhvervsforhold, pendling, bydannelse, havne, statsdannelse og grænsedragninger o.s.v.. Mackinder kaldte det selv for ’politisk geografi’[6]. 1904-artiklen er dog ikke bare en afhandling inden for politisk geografi. Den grundlægger i stedet en særlig underafdeling af den politiske geografi, som eftertiden har lært at kende som ’geopolitik’. Det ord er imidlertid ikke opfundet af Mackinder, men af den svenske statskundskabsprofessor i Göteborg og Uppsala, Rudolf Kjellén (1864 – 1922), der nogle år senere introducerer det i sin bog Staten Som Lifsform (1916), der også blev oversat til tysk, ligesom mange af hans andre bøger iøvrigt. Da Mackinder i 1904-artiklen og 1919-bogen primært interesserer sig for den sikkerhedspolitiske underafdeling af det, Kjellén kalder geopolitik, foreslog Erling Bjøl, DKs første professor i international politik, i Aarhus på DKs første Institut for Statskundskab, at man simpelthen kaldte det ’sikkerhedsgeografi’ i betydningen ”samtlige geografiske forhold af betydning for et lands ydre sikkerhed”[7]. Ordet er velvalgt og rammende, men da det ikke har kunnet fortrænge ’geopolitik’, bliver Bjøls forslag først og fremmest en supplerende betegnelse. Hvor Rudolf Kjellén var dybt konservativ, for ikke at sige reaktionær, var Mackinder liberalkonservativ og en stor tilhænger af det britiske imperium.
HISTORIENS GEOGRAFISKE NØGLEOMRÅDE
Mackinder definerer sit nøglebegreb ”the pivot of world’s politics”, som ”det kæmpeområde af Euro-Asien[8], som skibe ikke har adgang til, men som i oldtiden lå åben for nomader på hesteryg” og føjer Mackinder til: ”som i dag (dvs. da Mackinder skrev 1904-artiklen) er ved at blive dækket af et netværk af jernbaner”[9]. Sagt på en anden måde, så er nøgleområdet den historiske base for opbygningen af de ressourcer, der er nødvendige for et angreb over land mod vest, angreb der kun kan imødegås af andre landmagter beliggende vestude. Og selv om disse angreb fra kerneområdet måtte kunne true sømagterne, kan disse afvise angriberne, men ikke nedkæmpe dem, da de altid kan trække sig tilbage til hellen i nøgleområdet[10].
Nu får vi brug for nogle af de landkort, som Mackinder viser i 1904-artiklen og 1919-bogen. Her er der formentlig tale om copyrightbelagt materiale, så vi må benytte os af Internet. Både den engelske og tyske Wikipedia-artikel kan her hjælpe os via opslag på Halford Mackinder. Jeg vil anføre de relevante links. Så må læseren selv slå op.
Lad os begynde med det centrale kort fra 1904-artiklen, der findes her https://en.wikipedia.org/wiki/Halford_Mackinder#/media/File:Heartland.png. Det findes i 1904-artiklen s. 435, hvor det har undertitlen THE NATURAL SEATS OF POWER med de forklarende tilføjelser: Pivot area – helt kontinental. Outer crescent – helt oceanisk. Inner crescent – delvis kontinental, delvis oceanisk. ’Crescent’ betyder ”halvmåne”, men har her intet med islam at gøre. Kan her oversættes med ’bue’. Kik på kortet og find eventuelt globussen frem.
Som man ser, omfatter Pivot Area her området på den østlige side af Sortehavet med bl.a. Iran og hele det indre Rusland. Bemærk at det fortsætter mod nord op til og ud i Ishavet. Denne forlængelse er i dag ved at være passé, idet Ishavet på grund af klimaforandringer er ved åbne sig for skibe, en adgang som bliver udvidet i takt med afsmeltningen af isen.
Uden for nøgleområdet markerer Mackinder, hvad han kalder en indre marginal bue, hvis yderste vestlige ende udgøres af De Britiske Øer og hvis yderste østlige ende udgøres af De Indonesiske Øer, Taiwan og De Japanske Øer.
Helt yderst har vi landene i den ydre eller insulære bue med Nord- og Sydamerika, Det Sydlige Afrika, Australien og New Zealand. Den ydre bue er som nævnt helt oceanisk.
Både den indre og ydre bue er forsvarsværker – tænk på en middelalderborg – til at forsvare søstormagten, in casu: USA mod udfald fra nøgleområdet.
Set under ét, så viser kortet https://en.wikipedia.org/wiki/Halford_Mackinder#/media/File:Heartland.png det område på den eurasiatiske landmasse, hvor angreb mod landene i den indre marginale bue eller mod den ydre eller insulære bue kan bygges op uden at disse kan forhindre det, og hvortil den angribende landmagt kan trække sig sikkert tilbage. Kortet viser også, at lykkes det en stat at bygge sin styrke tilstrækkeligt op ud fra ressourcer og sikkerhed i nøgleområdet, kan denne udvikling i sidste ende kun imødegås og modbalanceres af de store sømagter i den ydre, insulære bue. Det lykkedes faktisk for Sovjetunionen[11] at opbygge sin magt til sådanne niveauer, men den kollapsede på højden af sin magt, og Rusland ser nu ud til igen at være i færd med at tilstræbe det samme, og som noget helt nyt tilsyneladende i forståelse med et stærkt Kina[12] og vel at mærke ikke som tidligere et svagt Kina.
Ifølge Mackinder er historien på hele den eurasiatiske landmasses vestre del, Europa, blevet skabt af krigeriske udfald og overfald inde fra Asien, fra nøgleområdet. De klassiske eksempler er hunnerne og mongolerne. Hunnerne og mongolerne blev standset i det område, vi kalder Østeuropa. Den eneste modbevægelse i modsat retning leverede vikingerne. De kom fra Skandinavien, men de når heller ikke længere ind på landmassen end til Østeuropa. Så Østeuropa udgør en særlig historisk barriere både for angreb fra øst og fra vest[13].
I 1919-bogen går han nogle afgørende skridt videre. Hans historiske grundsyn bliver nu eksplicit en permanent kamp mellem sømagter og landmagter. Den historiske scene er nu ikke længere kun Eurasien, men noget meget større, nemlig Verdensøen (World-Island), som omfatter hele Eurasien og Afrika. For det sydlige Afrika, syd for Sahara introducerer Mackinder et andet nøgleområde, the Southern Pivot Area. Det ser i øvrigt ud til at være dette område, Kina og Rusland har i kikkerten som afsæt for at springe over til Sydamerika og derfra videre nordpå mod USA.
Uden om verdensøen svæver som planeter om solen Storbritannien, Nord- og Sydamerika og Australien, Malaysia og Japan. Igen vil jeg henvise til en figur fra 1919-bogen, der viser Mackinders 1919-verdensbillede.
ØSTEUROPA SOM EURASIENS GEOPOLITISKE SVINGDØR
Jeg må indledningsvis slå fast, at Mackinders brug af ’Eurasien’ intet har at gøre med den russiske ’eurasianisme’[14]. Eurasien er hos Mackinder alene et geografisk begreb, mens eurasianisme er en ideologisering af den russiske del af det geografiske Eurasien.
Der er ellers ikke de store forandringer i Mackinders verdensbillede i 1919 sammenlignet med 1904-artiklen med en enkelt og meget vigtig undtagelse. Denne afgørende forandring introduceres overraskende nok uden forklaring med følgende kort:
Som man ser på kortet, er nøgleområdet i det indre Rusland (som her noget forvirrende er hvidt som omgivelserne) her suppleret med et bredt skraveret område, der løber mod nord igennem Sverige, Finland og op til Kola-Halvøen og ned igennem Karelen, De Baltiske Lande, Hviderusland, Ukraine og Tyrkiet. I vest løber det mod syd fra Sverige ned igennem DK og videre ned igennem det østlige Tyskland og videre ned til det tidligere Jugoslavien, hvor det drejer fra mod øst nord om Grækenland, men igennem Ukraine til Tyrkiet og øst for Sortehavet igennem Georgien, Armenien og Aserbajdsjan. Dette område kunne vi kalde det udvidede Østeuropa.
Selv om Mackinder ikke direkte forklarer, hvorfor dette område i 1919 er så vigtigt, er det alligevel ud fra konteksten tydeligt, at området er vigtigt, fordi det er – og her er det tilrådeligt at finde globussen frem – det smalleste sted, hvor sømagten kan forhindre, at landmagten udstrækker sin magt over hele den eurasiatiske landmasse. Følger vi Mackinders definition på pivot area, er dette skraverede område det længst fremskudte østlige grænseområde for sømagtens eventuelle blokering for landmagtens mulighed for at nå helt frem til Atlanten. Det betyder, at hvis det lykkes sømagten at beherske det skraverede område – lad os for nemheds skyld blot kalde det for Østeuropa – kan sømagten blokere for landmagtens erobring af Vesteuropa og dermed besiddelse af hele den eurasiatiske landmasse fra Stillehavet i øst til Atlanterhavet i vest for med Vesteuropa som springbredt at søge ud over Atlanterhavet i vest og Stillehavet i øst med henblik på at underlægge sig Nord- og Sydamerika og dermed underlægge sig hele verden!
Halford J. Mackinder er blevet anset for selv at sammenfatte sin teori i en elegant aristotelisk klassisk syllogisme med 3 præmisser, men uden konklusion:
Who rules East Europe commands the Heartland:
(Den, der hersker over Østeuropa, byder over Kernelandet:)
Who rules the Heartland commands the World-Island:
(Den, der hersker over Kernelandet, byder over Verdensøen:)
Who rules the World-Island commands the World.[15]
(Den, der hersker over Verdensøen, byder over Verden.)
Syllogismen gengives i utallige universitetslærebøger i international politik, men ingen har opdaget, at syllogismen ikke gengiver, hvad Mackinder finder frem til – heller ikke Halford J. Mackinder selv! Syllogismen lader formode, at Mackinders teori er offensiv på grund af verbet ’commands’, men det omvendte er tilfældet. Mackinders teoretiske pointe i både 1904-artiklen og 1919-bogen er af defensiv art. I stedet for ’commands’ burde der have stået ’blocks’. Mackinders teori er ikke en teori om, hvordan man erobrer verdensmagten, det er en teori om, hvad der skal til for at forhindre, at en magt med base i nøgleområdet erobrer verdensmagten.
Her er mit forslag til en omformulering af syllogismen, så den passer med teorien:
Who rules East Europe blocks the Heartland,
Who blocks the Heartland blocks the World-Island,
Who blocks the World-Island blocks the world (power).
SVINGER EUROPA OVER TIL RUSLAND OG KINA ELLER TIL USA?
Lad os vende tilbage til dette kort fra 1919-bogen:
Den vestlige kant af det skraverede område går, som man ser, fra den jyske halvø ned igennem Tyskland og videre ned til Balkan, hvor den strejfer Adriaterhavet. Dermed bliver Tyskland delt i et vestligt Tyskland og østligt Tyskland, en deling der under Den Kolde Krig og bipolariteten blev til to stater, Vesttyskland og Østtyskland. Denne deling har også efter Murens fald i 1989 og Tysklands genforening i 1990 stadig stor betydning for tysk udenrigspolitik, for EU og for NATO. Præsident Bush Sr. støttede tidligt efter Murens fald i oktober 1989 Kansler Kohl i dennes ønske om en tysk genforening (som man da antog ville tage år) under den forudsætning, at Tyskland forblev i NATO og i EF[16]. Mareridtet var en gentagelse af Rapallo Traktaten af 16. april 1922[17] mellem Weimar Republikken og Sovjetunionen, der muliggjorde, at Weimar Republikken kunne omgå nedrustningsbegræsningerne i Versailles Traktaten efter nederlaget i VK I ved i hemmelighed at henlægge en begyndende ny ulovlig tysk oprustning til sovjetisk område[18]. Der går en lige linje fra Rapallo til Hitler – Stalin- Pagten af 23. august 1939 med dens hemmelige tillægsprotokoller, der udslettede Østeuropa og forenede de to landmagter på hver side af Mackinders pivot area i 1919-bogen.
Inden for en Mackinder-forståelseshorisont skulle NATO blokere for, at den landmagt, der hersker over kernelandet, kan underlægge sig Europa og således bruge det som afsats for at springe ud over Atlanten til Nordamerika. Halford J. Mackinder blev sammen med den hollandsk-amerikanske Yale-professor i international politik Nicholas J. Spykman (1893 – 1943)[19] den idemæssige ophavsmand til inddæmningsteorien[20], der ellers er knyttet sammen med diplomaten og historikeren George F. Kennan[21]. NATO (1949) blev fulgt op af SEATO (1954) og ANZUS (1951) og med UK som kernemagt Bagdad Pagt (1955)/CENTO (1959) [22]. Denne gjord af pagter langs kernelandet følger ganske godt Mackinders indre bue, og disse samarbejdsmønstre er USA nu i dag i gang med at retablere, tilpasset den nye virkelighed[23].
Som sagt er Mackinders teori en teori om, hvordan sømagten kan hindre landmagten, der hersker over kernelandet, i at erobre det vestlige Europa og herfra springe over Atlanten til USA.
USA kan alene ikke hamle op med Kina i det lange løb. Her er situationen i dag og i fremtiden fundamentalt anderledes end i 1945 – 1989. Derfor bliver USA om relativt få år nødt til at vælge mellem Europa og Asien, ja Obama-administrationen valgte jo allerede sin pivot-to-Asia-politik i 2011[24]. Den politik løb dog ud i sandet. Det vil et nyt forsøg næppe gøre i fremtiden. Derfor må USA’s nye transatlantiske fokus under præsident Joe Biden formodes at blive ganske kortvarig.
EU og dets forgængere, Kul- og Stålfælleskabet, EURATOM, Fællesmarkedet, EF, der gik forud for EU, voksede op i læ af NATO og Den Kolde Krig, hvor medlemslandene i disse samarbejdsorganisationer, der blev til EU, var mere bange for USSR og dets allierede, end de var for hinanden til trods for de få år, der var gået efter VK II 1939 – 1945. At deres sikkerhed var løftet ud af NATO-staternes individuelle bekymringer og lagt op under NATO, gav dem mulighed for at opbygge tillid til hinanden og stole på hinanden på alle andre områder. Det lyder enkelt og ligetil i dag. Det var det ikke dengang, særligt ikke til Vesttyskland og Italien. Særligt ikke mellem Vesttyskland og Frankrig.
Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab[25] af de 6 medlemslande BENELUX, Italien, Frankrig og Vesttyskland blev etableret allerede i 1952 med henblik på at gøre kul- og stålområdet gennemsigtigt for de tidligere fjender, så ingen kunne starte en ny oprustning i det skjulte. Fællesmarkedet blev forbavsende hurtigt dannet af de samme 6 lande i 1958. Det omfattede også det politisk sprængfarlige landbrugsområde i de 6 oprindelige lande. Sagen var nemlig, at landbrugsproduktion på sigt var alt for stor. Man kunne jo kun spise sig mæt én gang og så lidt ekstra måske! Formålet med at gøre landbrugsproduktionen til et fælleskabsanliggende var groft sagt at sikre den ældre generation på gårdene en indkomst, de kunne leve af, så de ikke blev drevet fra gårdene, men som samtidig var så tilpas lille, at børnene ville fravælge at blive i landbruget til fordel for en langt højere levefod i byerhvervene. Efter min mening er disse to samarbejdsinstitutioner de vigtigste ikke-militære konfliktstyringsmekanismer i efterkrigstidens Vesteuropa sammen med grundlaget for det hele, OEEC[26], der blev dannet i 1948, og som var den organisatoriske ramme om fordelingen af den generøse Marshall-hjælp, som USA stillede til rådighed for Europa til genopbygning. I praksis blev det kun de vesteuropæiske lande, der modtog hjælpen. De kommunistiske lande afslog. OEEC sørgede samtidig for, at arbejdsdelingen landene imellem blev genoprettet, så den internationale handel kunne begynde på ny. Det grundlagde Vesteuropas velstand efter den ødelæggende VK II 1939 – 1945.
HAR ET FREMTIDIGT EU STYRKE TIL BLOKERE FOR RUSLAND/KINA?
Kerneinstitutionerne NATO og EU er på plads og hidtil har NATO været det tag, hvorunder EU kunne konsolidere sig i fred og ro, men forude venter et skæbnesvangert dilemma.
Så vidt jeg kan se, vil de europæiske lande under EU’s ledelse inden for de næste 5 – 10 år, hvis ikke før, af omstændigheder uden for Europa blive tvunget til på egen hånd og med militære midler at forhindre, at Rusland med støtte fra både Kina og den muslimske verden[27] vil forsøge at underlægge sig Vesteuropa, dels ved et konstant militært pres på Vesteuropa, dels ved at sende hundrede tusinder af såkaldte flygtninge fra MENA af konventionsbivejen ind i Vesteuropa. USA vil nemlig have mere end nok at gøre med Kina i Stillehavsområdet. På grund af den bevidste og fuldstændigt uansvarlige indvandring fra Mellemøsten og Nordafrika har Europa bevidst lukket øjnene for konsekvenserne af at balkanisere sig selv, og dermed undermineret den konsensus, som i 1945 – 1980 blev bygget op med afsæt i den fælleseuropæiske glæde over Nazi-Tysklands nederlag og samtidige chok efter afsløringerne af et ufatteligt barbari (die Stunde Null). Dermed har de europæiske ledere også ødelagt den pragmatisk læreproces, der over årtier er foregået mellem de forskellige staters regeringer og bureaukratier indbyrdes og på tværs af landegrænserne p.d.e.s. og p.d.a.s de europæiske landes befolkninger indbyrdes også på tværs af landegrænserne. I dag er de vesteuropæiske befolkninger blandet op med store befolkningsgrupper, der, hvad deres identitet angår, er både anti-europæere og anti-vestlige. Disse MENA-grupper er i dag enten deres hjemlandes sovende agenter i Europa eller deres veto-grupper, der kan obstruere nødvendige beslutninger. Det samme er, hvad William A. Callahan kalder ”overseas Chinese organizations”[28].
Derfor er det så vidt jeg kan se helt uforudsigeligt om de europæiske befolkninger vil samle sig om et stærkt og styrket EU i en europæisk søje i NATO, når USA er nødt til at koncentrere sig om Asien. Eller om EU opløses og Rusland og Kina tager over.
- maj 2022, Henning Duus, Cand. mag. i samfundsfag og idehistorie og næsten bachelor i religionsvidenskab, Pensioneret lektor i statskundskab ved Hærens Officersskole
[1]) Fritz Wolder: KAMPEN OM VERDEN – Global geopolitik før og nu. HELIKON, 2014, 173 ss.
[2] ) “The Geographical Pivot of History” i The Geographical Journal. Vol. XXIII, No. 3, April 1904, ss. 421 – 437 + discussion, ss. 437 – 444.
[3] ) Jeg anvender National Defense University’s udgave fra 1995 med en ny introduktion af Stephen V. Mladineo, der også indeholder de vigtigste senere artikler.
[4] ) The Geographical Pivot of History, s. 422
[5] ) Erling Bjøl: International politik. 2. Udg. Berlingske, 1972 (196ss), ss. 31 – 39.
[6]) H. J. MacKinder:”On the Scope and Methods of Geography” I Proceedings of the Royal Geographical Society and Monthly Record of Geography. New Monthly Series. Vol. 9, No. 3, March 1887, ss. 141 – 174.
[7] ) Erling Bjøl: International politik. 2. Udg. Berlingske, 1972 (196ss), s. 187.
[8] ) Mackinders betegnelse. Se 1904-artiklen, s. 429.
[9]) The Geographical Pivot of History, s. 434 (min oversættelse) og Democratic Ideals and Reality, s.78. (Pivot kaldes her Heartland).
[10] ) Faktisk angreb mongolerne Japan med en styrke på 45.000, men blev nedkæmpet fuldstændigt 15. 8. 1281 af de japanske samuraier. Se René Grosset: The Empire of the Steppes – a History of Central Asia. Rutgers University Press, 1070 (687 ss.), s. 289.
[11]) Paul Kennedy: THE RISE AND FALL OF THE GREAT POWERS – Economic Change and Military Conflict from 1500 – 2000. Radom House, 1987 (676 ss.), s. 364.
[12]) Mayeul Aldebert:”La Russie et la Chine ont-elles vraiment passé un «pacte» ?» i Le Figaro, 13. 5. 2022..
[13]) Se John Haywood: THE PENGUIN HISTORICAL ATLAS OF THE VIKINGS. Penguin, 1995 (144 ss.), ss. 100 – 109 og Jeanette Varberg & Peter Pentz (red.): Togtet – På rejse i vikingernes verden. Nationalmuseet, 2021 (304 ss.), ss. 241 – 256.
[14]) Marlène Laruelle: Russian Eurasianism – An Ideology of Empire. Johns Hopkins University Press, 2012 (276 ss.).
[15]) Halford J. Mackinder: Democratic Ideals and Realities, s. 106.
[16]) Philip Zelikow & Condolizza Rice: GERMANY UNIFIED AND EUROPE TRANSFORMED – A Study In Statecraft. Harvard University Press, 1995 (495 ss.), s. 113 & passim. Gordon Craig gør opmærksom på formuleringerne Bush’s tale på Oklahoma State University 4. 5. 1990 (Gordon Craig:”Europa und der Westen” i Hilmer Hoffmann & Dieter Kramer (Hg.): Der Umbau Europas – Deutsche Einheit und die europäische Integration. Fischer, 1991 (138 ss.), ss. 21 – 29, her s.28.
[17]) Rice & Zelikow, s. 41ff.
[18] ) F. L. Carsten: The Reichswehr and Politics 1918 – 1933. Oxford Clarendon, 1966(427 ss.), s. 139 og den kommenterede udgave Erwin Oberländer (Hg.): Hitler-Stalin-Pakt 1939 – Das Ende Ostmitteleuropas?. Fischer,1989 (149 ss.)
[19]) Nicholas J. Spykman: The Geography of Peace. Harcourt, Brace and Company, 1944 (85ss.) og Nicholas J. Spykman: American Strategy in World Politics. Harcourt, Brace and Company, 1942 (512ss).
[20]) John Lewis Gaddis: THE LONG PEACE – Inquiries into the History of the Cold War. OUP, 1987 (332ss.), ss. 22- 23 og passim.
[21]) George Kennan: “The Sources of Soviet Conduct” i Thomas H. Etzold &John Lewis Gaddis: Containment – Documents on American Policy and Strategy 1945 – 1950. Columbia University Press 1978 (449 ss.), ss. 84 – 90..
[22]) Coral Bell: Magt og alliance – Europa og Amerika i den storpolitiske balance. Berlingske, 1965 (120ss.)..
[23]) Neue Zürcher Zeitung har dækker området omhyggeligt.” Südkorea steigt in die Asien-Strategie von US-Präsident Biden ein” (NZZ, 21. 5. 2022), ”Okinawa – Amerikas Frontposten gegenüber China gewinnt an Bedeutung” (NZZ, 14. 5. 2022), ” Zankapfel Okinawa: Geostrategie kommt vor lokalen Befindlichkeiten” (NZZ. 2. 10. 2018), ”China hat in den Salomonen einen Sieg errungen – für den Westen steht im Pazifik viel auf dem Spiel” (NZZ, 18. 5. 2022), ”Taiwan-Konflikt: US-Präsident Biden sagt militärische Unterstützung im Kriegsfall zu – das Weisse Haus rudert wieder zurück” (NZZ, 23. 5. 2022).” Im Gegensatz zur Ukraine: Biden will Taiwan militärisch verteidigen” (NZZ, 24. 5. 2022)
[24]) John West: ASIAN CENTRURY … ON A KNIFE-EDGE. Palgrave-Macmillan, 2018 (336 ss.), s. 310.
[25]) Martin Sæter: Det politiske Europa – Europeisk integrasjon: Teori, idé og praksis. Universitetsforlaget, 1971 (470ss.)
[26]) H. E. Kastoft: Fra OEEC til OECD. Det Udenrigspolitiske Selskab og Det Danske Forlag, 1962 (68 ss.).
[27]) Geoffrey Kemp: The East Moves West – India, China, and Asia’s Growing Presence in the Middle East. Brookings, 2010 (326 ss.) og Vali Nasr: THE DISPENSABLE NATION – American Foreign Policy in Retreat. Doubleday, 2013 (301 ss.).
[28]) William A. Callahan: CHINA – THE PESSOPTIMIST NATION. OUP, 2010 (266 ss.), ss. 127 – 159. Kapitlet hedder:”Who Is China? (1): Foreign Brothers and Domestic Strangers” og Rush Doshi: THE LONG GAME – China’s Grand Strategy to Displace American Order. OUP, 2021 (419 ss.).
