Jeg begyndte denne artikel lang tid før Putins anden angrebskrig mod Ukraine. Jeg forsøger her at se om bag de aktuelle internationale begivenheder og pege på forhold, kræfter og langsigtede tendenser, der er eller formodes at ville blive resultater af, at Beijing-Kina er på vej til at blive, hvad man lidt populært kunne kalde den nye verdenshersker eller lidt mere beskedent den nye verdensmagt. Den franske historiker Pierre Renouvin kaldte rammende disse dybe, langsomt og på langt sigt virkende kræfter for ”les forces profondes” (de dybe kræfter)[1] [2].
Min tidshorisont er 5 – 15 – 25 år, og derfor er dette ikke en direkte kommentar til den forfærdelige krig i Ukraine. Mange af mine overvejelser og resultater vil nok gå direkte imod læserens opfattelser, og én eller anden vil måske endda ønske, at vedkommende havde et ekstra hoved eller to at tage sig til.
Jeg skal i øvrigt sige, at når jeg nævner Putin eller Xi Jinping, mener jeg ikke kun den nuværende russiske eller kinesiske ledelse, men også kommende russiske og kinesiske ledelser. Jeg forudsætter m.a.o. en stærk systemtvang i både det internationale system af stater og i de interne regimeformer, der i det lange løb mere gør lederne til marionetter end til de dukkeførere, vi tror, de er. Handlefrihed er en større mangelvare for ledere uanset hvor, end man almindeligvis tror!
FRA AMERIKANSK SØVERDENSMAGT TIL KINESISK LANDVERDENSMAGT?
Freden i Utrecht og Rastatt 1713/14 efter den spanske arvefølgekrig 1702 – 1713 etablerede England som verdensmagt. Siden da har kun sømagter været verdensmagter, England i 2 omgange, 1714 – 1815[3] og igen 1815 – 1945, herefter USA 1945 – i dag. USA besejrede udfordreren landmagten Sovjetunionen, der opløstes i juledagene 1991, og blev efterfulgt af landmagten Rusland fra 1. 1. 1992. USA har langtfra tabt hegemonikampen til Kina endnu, selvom man nu om stunder ofte omtaler Kina, som om det allerede var et faktum, at Kina er den nye verdensmagt, men det er dog rigtigt så langt, at Kina er den eneste seriøse udfordrer i horisonten. USA’s økonomi har siden 1872 været verdens største, men det har de sidste 20 år ændret sig drastisk. Lidt forenklet kan man ifølge Börje Ljunggren sige, at målt i købekraft i dag er de amerikanske, europæiske og kinesiske økonomier omtrent lige store med en femtedel af verdensøkonomien til hver. Kinas økonomi er til sammenligning 2,5 gange Indiens og 5 gange Ruslands[4]. Taber USA hegemonikampen, vil det i sandhed være et historisk vendepunkt, hvis rækkevidde det kan være svært at forestille sig i dag for europæere som for ikke-europæere, med overgang fra søverdensmagt til landverdensmagt og dermed også fra liberalisme og demokrati til varierende grader af orientalsk despoti[5].
Men allerede langt inden Kina evt. har besejret USA, foreligger der nu en meget bemærkelsværdig og særdeles konfliktfyldt geopolitisk konstellation på den eurasiatiske landmasses østlige del. Her står 2 nabolandmagter over for hinanden, den nuværende udfordrer Kina og resterne af den besejrede udfordrer USSR. Sidst vi havde en lignende konstellation på den eurasiatiske landmasse, var det på den eurasiatiske landmasses vestlige del og her hed den Hitlers Tyskland mod USSR og gangen før igen, også på den vestlige del Napoleons Frankrig mod Rusland. Det helt nye er, at denne konstellation i moderne tid, d.v.s. siden 1500-tallet aldrig har ligget så langt mød øst, i hvert fald ikke siden den mongolske Gyldne Horde, der opløstes 1502[6]. Østeuropa var dengang som nu den vestlige civilisations grænselande, som den polske historiker Oscar Halecki rammende kalder sin fremragende bog om det østlige Centraleuropas historie – en historie, der stort set er ukendt såvel i EU-bureaukratiet i Bruxelles som i den vestlige offentlighed[7].
HVAD ER KINA OG RUSLAND UDE PÅ?
Hvis man ser på en globus – god idé at finde den frem! – og forestiller sig at være den kinesiske præsident, der kigger mod vest ud over verden fra Beijing, vil man bemærke, at han har ryggen mod Stillehavet. Beijing ligger på 39 grader nordlig bredde, og forestiller man sig, at han kan se langs Jordens krumning, ville han se en enorm landmasse, og helt ude i det fjerne ville han se en pynt og hinsides den at andet stort vand, Atlanterhavet, på hvis anden side han kan skimte det nordamerikanske kontinent. Det er Europa, der er pynten, og landmassen kaldes den eurasiatiske landmasse eller Eurasien. Det er dele af dette enorme landområde, som Kina har store planer for. For at de kan realiseres, må Xi have USA ud af Europa, hvis vestlige del siden 1945 har været USA’s brohoved og bastion på den eurasiatiske landmasse, hvor verdens største sømagt afbalancerer hele landmassen. Med en udsøgt sans for europæernes fortidsdrømmerier har Xi historieromantisk kaldt sine gigantiske infrastrukturplaner for Den Nye Silkevej i ental eller OBOR (One Belt, One Road), men kigger man nærmere efter er Den Nye Silkevej blot en samlebetegnelse for en vifte af forbindelser fra Kina til Europa til lands og til vands[8]. Fra 2018 lancerede Kina endda passagen over Ishavet og Arktis som polarsilkevejen[9]! Og efter Vestens nederlag i Afghanistan, vil Xi glæde sig over, at der er hul igennem hele vejen til Europa over land fra Kinas vestligste Xinjiang-Uyghur Autonome Region, fx gennem Vakhan-Korridoren i Afghanistan eller over grænserne til Tadsjikistan, Kirgisistan eller Kasakhstan. Herfra er det så blot at fortsætte ligeud hele vejen, dels igennem Rusland og Belarus til Polen, dels sønden om Rusland gennem de tidligere sovjetiske randrepublikker[10]. Helt til Moldova, Rumænien, Slovakiet, og Ungarn og videre til Grækenland, Italien, Spanien, Frankrig og ikke mindst til Tyskland, til Trier, Karl Marx’ fødeby, som Kina i øvrigt har foræret en 5,5 m høj bronzestatue af Karl Marx. Den blev afsløret 5. maj 2018 på 200 året for Marx’ fødsel. Xi er en stor beundrer af Karl Marx, siges det. Xi håber formentlig på, at den europæiske venstrefløj forstår generøsiteten på den rigtige måde. Ukraine er sammen med Tyrkiet interessant nok Kinas nøgle til Vesteuropa. Da langt størstedelen af Eurasien er optaget af Rusland, behøver Kina russisk velvilje og samarbejde. Men Rusland er bekymret[11]. Projektet giver Kina en enestående mulighed for via bilaterale aftaler at dominere Rusland og de tidligere sovjetiske randrepublikker og endda spille dem ud mod Rusland og mod hinanden. Derfor kunne det være geopolitisk fornuftigt set fra Moskva at generobre de sydlige, tidligere sovjetiske randrepublikker. Hidtil har Putin etableret forskellige politiske og økonomiske samarbejdsformer, hvor særlig Den Kollektive Sikkerhedspagt bestående af Armenien, Belarus, Kasakhstan, Kirgisistan, Rusland og Tadsjikistan og Den Eurasiatiske Toldunion bør fremhæves[12]. Det ville – set fra Moskva – samle Ruslands håndtering af den kinesiske færden over landmassen på én hånd, Moskvas, og ikke 10 forskellige mere eller mindre selvstændige centrer, inklusive Afghanistan. En tilbageerobring af Ukraine kunne være en strategisk fornuftig begyndelse set fra Moskva. Kina og USA var under Obama dog enige om, at ”Ukrainas integritet och suveränitet måste respekteras i konflikten med Ryssland”[13]. Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at ingen af de sydlige tidligere randrepublikker har godkendt Ruslands anneksion af Krim, men modsat har spredt deres udenrigspolitiske forhold på andre partnere. Georgien mistede allerede i 2008 20 % af sit territorium til Rusland![14]
Rusland er Jordens største land og sådan var det også under Sovjetunionen og også før den bolsjevistiske revolution i oktober/november 1917. Det strækker sig over 11 tidszoner. Det gamle Sovjetunionen havde et areal på 22.402.200 km2 [15], svarende til 15 % af Jordens samlede landareal på 149.450.000 km2, hvorimod nutidens Rusland kun har et areal på 17.098.246 km2. Svarende til 11 %. Sovjetunionen var som sagt verdens dengang største stat, og det siger en hel del om det nutidige Ruslands størrelse, at det i dag stadig er Rusland, som er verdens største stat – og det selv om Ruslands areal kun er på 76 % af Sovjetunionens. Kina, verdens folkerigeste stat, derimod har til sammenligning et areal på 9.596.960 km2, kun lidt mindre end USA’s, og det svarer til 56 % af Ruslands areal. EU’s areal derimod er kun 4.236.351 km2, svarende til 44 % af Kinas areal og 25 % af Rusland.
Det er kun på en globus, man rigtig kan se de korrekte størrelsesforhold, herunder betydningen af de 14 randrepublikker i det gamle Sovjetunionen og betydningen af deres selvstændighed i forbindelse med, at Sovjetunionen opløstes i juledagene 1991.De lå som en gjord af én lang indre voldgrav til beskyttelse af selve Rusland, lidt lignende det vi kender fra middelalderens borge. Xi Jinping vil formentlig i sin spejden ud over landmassen konkludere, at de sydvendte randrepublikker fra og med Ukraine og ud mod øst langs Ruslands sydgrænse er vigtige for Kinas langsigtede verdensmagtstrategi – og for Moskva, tænker Xi, efter at have ladet blikket vandre sydpå fra Moskva. Putin i Moskva vil være helt enig. Men hvor Xi ser én af vejene til kinesisk dominans over den eurasiatiske landmasse, ser Putin de sydlige randrepublikkerne som del af en nødvendig modstand mod Kina. Med Kina som fremtidig verdensmagt og uafrystelig geopolitisk nabo er Rusland truet på sin eksistens som ingen sinde siden den mongolske invasion i 1200-tallet. Det er denne knibe, som jeg skal søge at forestille mig Ruslands svar på.
For Xi udgør Rusland en alvorlig og enorm hindring for Kinas verdensherredømme og for vejen dertil, og derfor må Xi søge en vej til at underlægge sig Rusland, om muligt uden krig. Det kræver en indirekte og langsigtet strategi. Henry Kissinger henleder i sin bog ON CHINA[16] i denne forbindelse opmærksomheden på, at den kinesiske weiqi netop er en sådan langsigtet indirekte strategi, der sigter på omringning af modstanderen med psykologiske, politiske og militære midler m.h.p. at skabe vasalforhold mellem Kina og de dominerede områder baseret på tribut og loyalitet. Weiqi betyder ifølge Kissinger (der staver det wei qui, men jeg følger den tidligere svenske, kinesisk talende Kina-ambassadør og Kinaspecialist Börje Ljunggren i hans imponerende bog Den kinesiska drömmen[17]) en særlige kinesisk form for realpolitik, grundlagt af den kinesiske general Sun Tzus og fremstillet i hans klassiske Krigens Kunst (3. årh. f. Kr). Bogen indgår i øvrigt i pensum i krigshistorie ved Hærens Officersskole. For Putin forholder det sig lige modsat: Både at undgå at blive underlagt Kina og fuldstændig miste sin handlefrihed og samtidig undgå at blive presset ud i en eksistenskrig mod Kina, da de jo begge er a-magter. Rusland har som den på langt sigt svage part kun 2 muligheder[18]. Putin kunne vælge i god tid at søge at skabe en balance mod Kina i form af én eller flere alliancer eller alternativt at tilpasse sig Kinas fremtidige magt. Skulle Putin vælge magtbalance mod Kina på selve den eurasiatiske landmasse, sådan som man iflg. Stephen M. Walt skulle forvente sig af en stormagt[19], har han kun 2 muligheder, der batter noget, at alliere sig med EU eller med USA. Han afviser begge. EU afvises, fordi EU hverken har den fornødne militære styrke – eller selv hvis EU havde denne styrke – mangler EU iflg. Putin, gætter jeg på, viljen til at kæmpe og viljen til at gøre alliancen med Rusland stærk og troværdig. Afstanden fra Vesteuropa til Kina er også alt for stor til at alliancen kunne ses som troværdig. Gevinsten ved i en alvorlig konfliktsituation at hoppe af er for stor for EU. USA er derimod den eneste realistiske alliancemulighed mod Kina. USA har både evnen og viljen, men også denne mulighed afvises af Putin. USA ville stille krav om indenrigspolitiske ændringer i Rusland, ændringer der ville antaste Putins egen magtbase[20]. Det ville være helt uacceptabelt både på det personlige og på eliteplan – og et demokratisk Rusland ville i øvrigt formentlig også provokere Kina til at forsøge et indgreb.
I stedet vælger Putin, gætter jeg på, det, man iflg. international politik teori mindst skulle forvente sig: at lægge sig op ad Kina ved i god tid at tilpasse sig Kinas fremtidige magt samtidig med at man forsøger at styrke sig selv bedst muligt. Og det er netop det, Putin er i færd med, så vidt jeg kan se. Egentlig er det særdeles overraskende, fordi Putin og Rusland har, hvad man i den sikkerhedspolitiske tænkning almindeligvis anser for den ultimative sikkerhedsgaranti, nemlig egne nukleare styrker, endda store. Bandwagoning politik, eller som man siger på dansk, anti-magtbalancepolitik, er en form for sikkerhedspolitik, der i international politik teori ellers anses for at være en typisk småstatspolitik. DK så fx ingen anden udvej end en sådan politik over for Nazi-Tyskland. Putin – og det er min påstand – sigter på at lade sig finlandisere, analogt til den finske politik over for Sovjetunionen efter VK II [21]. Finlandiseringen tillod Finland både at bibeholde sin styreform, et repræsentativt demokrati i vestlig forstand med flere partier, om end med visse indenrigspolitiske bindinger i forhold til Sovjetunionen, og sin markedsøkonomi, men med særlige organisatoriske begrænsninger i forhold til de vestlige økonomiske samarbejdsformer som EFTA og Fællesmarkedet.
Rusland vælger imidlertid kun finlandisering på den eurasiatiske landmasse, men uden for den eurasiatiske landmasse en socialimperialistisk politik. Begrebet ”socialimperialisme” stammer egentlig fra den tyske historiker Hans-Ulrich Wehler, hvor begrebet blev forskerens betegnelse på Bismarcks bestræbelse på at sikre intern status quo ved at aflede de indre spændinger mellem den gamle godsejeradel og det nye fremfusende industriborgerskab udad i kampen for at skaffe Det Tyske Kejserrige kolonier[22]. Opretholdelsen af den interne status quo bragte imidlertid Tyskland på kollisionskurs med kolonimagterne England og Frankrig og ledte frem til VK I. For den russiske ledelse i dag drejer det sig om at lede den uundgåelige stormagtsrivalisering med Kina væk fra Eurasien og ud til andre verdensdele hinsides havene, såsom Afrika og Syd- og Nordamerika med Mellemøsten som en mellemzone. Her som andre steder er Vesten for dem begge fjenden! Bemærk det allestedssynlige Z på det russiske militær i Ukraine. Z står for Zapad. Det betyder vest. Og Vesten står meget svagere i dag end i 1991. Det har tabt både hård (militær styrke) og blød magt (soft power), der, hvad det sidste angår, iflg. Joseph S. Nye, Jr[23] henviser til, at de vestlige samfund påstås at have en stor kulturel tiltrækning på alle andre samfund. Dengang tolkede man overalt Murens fald og USSR’s opløsning som udtryk for, at økonomisk vækst kun var mulig med en demokratisk styreform. I dag har Kina demonstreret, at det langt fra er tilfældet. Derfor er demokrati ikke længere tillokkende uden for Vesten, og alverdens diktatorer går efter egen mening en strålende fremtid i møde.
RUSLANDS 3 KRISER
For bedre at forstå den russiske Kina-strategi kan vi tage udgangspunkt i, hvad jeg ser som Ruslands 3 aktuelle identitetskriser, som ledelsen må forsøge at håndtere på kort, mellemlangt og langt sigt. Den første krise kunne man kalde TRADITIONSKRISEN, fordi den angår spørgsmålet om, hvordan man skal forstå sig selv som stat i forhold til det zaristiske Rusland, der gik under i den kommunistiske oktober-/novemberrevolution i 1917. Det anden krise kunne man kalde ”RUSLAND”-KRISEN, fordi den angår, hvordan man skal forstå sig selv som ”Rusland” i betydningen rum i geografisk, etnisk og kulturel forstand, både i forhold til det zaristiske Rusland og til Sovjetunionen. I denne krise indgår også spørgsmålet om, hvor meget Rusland qua Rusland fylder, hvor stort et område på globussen skal Rusland qua Rusland brede sig over, for at den russiske ledelses og befolknings mentale billede af Rusland stadigvæk stemmer med det faktisk eksisterende Rusland, og ikke mindst også: hvor geografisk stort vil omgivelserne acceptere at Rusland vil være. Og den tredje krise kunne man kalde IDEOLOGIKRISEN.
IDEOLOGIKRISEN
Jeg vil begynde med ideologikrisen, fordi det er her finlandiseringen først bliver tydelig. Identitetskrisen griber delvis ind over traditionskrisen, men får på grund af Kinas nuværende og navnlig fremtidige styrke en mere akut karakter, der også må være særlig delikat for den nuværende russiske ledelse, fyldt som den må være med frustration og misundelse, idet den angår det for den russiske ledelse så sørgelige faktum, at Kina er den i hvert fald indtil videre eneste sandsynlige aftagermagt efter USA’s hegemoni siden 1945 – og det medfaktum særlig, at dette Mao-Kina er rundet af den samme leninistisk-stalinistiske fortid som det opløste Sovjetunionen. Forskellen er især, at Kina klarede at reformere sig økonomisk i tide, noget Stalin forkastede med afvisningen af NEP-politikken (1921 – 1928)[24], og nu står foran det globalpolitiske gennembrud, som kunne have været Sovjetunionens – og som formentlig iflg. Putin og den russiske ledelse også burde have været Sovjetunionens. Det Putin’ske styres stadig mere autoritære karakter[25] ser jeg umiddelbart som et udtryk for en tilpasningspolitik til det maoistisk-Xi-Jinpingske styre à la Finlands til Sovjetunionen under Den Kolde Krig omend af helt andet indhold. Det er formentlig også et aktivt forsøg på både at melde sig under den fremtidige kinesiske udenrigspolitik og at få status som privilegeret administrator af den gren af det kinesiske projekt Den Nye Silkevej, der over land retter sig mod Europa, mens Beijing og Moskva konkurrerer og rivaliserer om kontrollen over den anden gren, der peger ned over Mellemøsten og Afrika[26] og videre ud mod Sydamerika ude i det fjerne, hinsides det sydlige Atlanterhav. I det perspektiv sigter den gren af Den Nye Silkevej, som Rusland har ansvaret for, på at afkoble Europa fra USA, mens den anden gren, hvor Kina og Moskva konkurrerer og rivaliserer, sigter imod at indkredse USA, dels sydfra fra Sydamerika og op igennem Mexico og nordpå, dels østfra over Stillehavet ved den kinesiske og den russiske flåde – og nordfra fra Grønland og Arktis i takt med, at Ishavet bliver mere og mere isfri på grund af den globale opvarmning. Kig nok engang på globussen[27].
Er det for vidtløftigt? Så vil jeg bare minde om, at 8. marts 1421 sejlede verdens største flåde fra Kina med befaling fra kejser Zhu Di at fortsætte til enden af verden. Flåden opdagede Amerika 70 år før Columbus og nåede også at sejle om Australien og omkring Grønland[28], men Kina fortsatte ikke med at udforske verden. I stedet trak man sig ind i sig selv. Det råder Xi Jinping nu bod på, idet han lægger sin plan om Den Nye Silkevej i direkte forlængelse af Zhu Dis flådes opdagelser[29]. Og for Ruslands vedkommende satte Peter den Store (1672 – 1725) danskeren Vitus Bering[30] fra Horsens i spidsen for en ekspedition i 1724 med den formål at finde ud af om Asien var landfast med Amerika, og zarerne gik endnu videre, idet de i 1700- og 1800-talet påbegyndte opbygningen af et russisk Stillehavsimperium fra Alaska i nord til Ildlandet i syd[31]. Fort Rossija[32], Det Russisk-Amerikanske Kompagnis sydligste udpost i Californien blev indviet 1812, mens Californien endnu hørte under Spanien, og det var de spanske myndigheder, der i 1855 forlangte Fort Rossija, eller som det også kaldtes Fort Ross, lukket. Det skete og 1850 blev Californien en delstat i USA. Den første russiske bosættelse i Alaska fandt sted i 1804, idet Det Russisk-Amerikanske Kompagni 1799 pr. kejserligt dekret fik monopol på handlen med Alaska. 1867 købte USA Alaska af Rusland, og Rusland var nu ude af de amerikanske kontinenter[33].
Det var på baggrund af russernes aktiviteter langs Nordamerikas Stillehavskyst og dannelsen af Den Hellige Alliance 26. 9. 1815, der blev til på Zar Alexander Is initiativ, men medunderskrevet af den østrigske kejser og den preussiske konge, at USA ved Præsident James Monroe 2. 12. 1823[34] udstedte en ensidig erklæring, kendt som Monroe Doktrinen, hvoraf det fremgik, at USA erklærede sig som beskytter af Den Vestlige Hemisfære. Zar Alexanders I’s dekret i 1821, hvorved udenlandske skibe udelukkedes fra kysten nord for San Francisco foruroligede både den engelske og amerikanske regering, der i fællesskab havde besat store landområder dér. Monroe Doktrinen slog også fast, at USA ikke ville blande sig i Europas interne anliggende, men forlangte at europæernes heller ikke blandede sig i begge Amerikas anliggender. Monroe talte kun på USA’s vegne, og USA bestod på det tidspunkt kun af omtrent 20 østlige stater og var langt fra den kontinentalmagt, det blev i slutningen af 1800-tallet, og endnu mindre det USA, vi kender i dag. Når doktrinen trods alt ikke var tomme ord, skyldtes det, at engelske Royal Navy sørgede for at sætte magt bag ordene[35].
Den 18.november 2013 bekendtgjorde den amerikanske udenrigsminister John Kerry i en tale til Organisation of American States (OAS), at ”(t)he era of the Monroe Doctrine is over”[36]. Det lyder flot og idealistisk, og han blev da også mødt med klapsalver fra tilhørerne. Det skabte umiddelbart et magttomrum dér, og talen var således indirekte en invitation til Rusland og Kina og alle mulige andre om, at de omkostningsfrit kunne blande sig i OAS-landenes indre anliggende. Ophævelsen af Monroe Doktrinen vedrører i allerhøjeste grad også DK, idet den vedrører Grønland, der siden VK II har ligget under Monroe Doktrinens beskyttelse[37]. Den beskyttelse var nu puf væk! Præsident Trump forsøgte i august 2019 at afbøde skaderne på USA af Obama administrationens ophævelse af Monroe Doktrinen ved at udtrykke ønske om at købe Grønland[38], ligesom man havde købt De Danske Vestindiske Øer i 1917. Det blev afvist af statsminister Mette Frederiksen. Grønland var ikke til salg!
”RUSLAND”KRISEN
En så kraftig omlægning af den russiske udenrigspolitik i retning af en finlandisering kræver folkelig opbakning. Mange tror fejlagtigt, at autoritære styrer er ligeglade med befolkningens opfattelse. Det er de ikke, men de bejler til den på en anden måde, end demokratier gør.
Anførelsestegnene om Rusland skal angive at problemstillingen drejer sig om det mentale billede af Rusland hos ledelse og befolkning.
Tilnærmelsen til Kina bliver lettere at acceptere, hvis den russiske ledelse kan fremhæve dybere kulturelle forbindelser mellem Rusland og Kina. Her har Putin fået intellektuel hjælp fra den såkaldte eurasianisme og neo-eurasianisme.
Hvor den hidtidige identitetsdiskussion i Rusland – og det vil sige siden midten af 1800-tallet – mellem zapadnikier og slavofile har drejet sig om, hvorvidt Rusland skulle vælge en vestlig udviklingsvej, som zapadnikierne forfægtede, eller en russisk vej efter forbillede af det sande Rusland fra tiden før Peter den Store (1672 – 1725), som de slavofile mente, er diskussionen siden 1990’erne drejet over til en diskussion, hvor Vesten forkastes helt, men med en fortsat diskussion mellem eurasianismen og den slavofile fløj.
EURASIANISME
Eurasianisme blev til som tankeretning blandt akademiske emigranter fra Rusland efter den russiske revolution i 1917. De var emigreret, dels på grund af den russiske revolution i 1917, dels på grund af den efterfølgende borgerkrig i Rusland (1917 – 1922) mellem De Røde og De Hvide. Eurasianisterne var alle Hvide – mere eller mindre – og de slog sig ned i hovedstæder i det nye Østeuropa, der var blevet til som resultat af fredsslutningerne efter VK I, såsom Prag og Sofia. Senere flyttede de til vesteuropæiske hovedstæder, særligt Paris. De fik også en betydelig indflydelse i mellemkrigstidens Tyskland, hvor de havde koblinger til den såkaldte nationalbolsjevisme[39].
Iflg. den fremtrædende historiker Nicholas V. Riasanovsky fødtes eurasianismen formelt og officielt i 1921, da 4 unge russiske intellektuelle i Sofia publicerede et fælles bind med titlen “Iskhod k Vostoku”, der betyder “Udvandring til Østen”[40].
De 4 var Prins Nikolay S. Trubetskoy, en berømt linguist, Pyotr N. Savitsky, en geograf og økonom og meget mere, som Riasanovky skriver, Pyotr P. Suchinsky, en begavet musikkritiker og mangesidet intellektuel og Georgy V. Florovsky, teolog og idehistoriker med en bemærkelsesværdig bred viden.
Selv om eurasianismen ikke var nogen homogen bevægelse, kan man dog udlede disse fælles grundopfattelser: (a) Rusland er hverken et europæisk eller et asiatisk land. Det er noget helt andet og unikt og enestående. Det er et eurasisk land, (b) Eurasien er en GEOPOLITISK uafhængig og selvstændig størrelse, (c) Ortodoks kristendom er DEN eurasiske religion, selv om eurasianismen hævder, at Eurasien også er et territorium med plads til andre religioner, (d) Eurasianisterne ser ikke, som de slavofile gør, det slaviske sprog som et eurasisk sprog. De fremhæver i stedet de såkaldte turaniske sprog, altså tyrkisk-ugriske sprog herunder også de finsk-ugriske sprog, som de virkelige eurasiatiske sprog, da de er ældre i Eurasien end de slaviske sprog, (d) Eurasianisterne er stærkt anti-vestlige. De er derfor også imod den russiske revolution, da de betragter den som en følge af europæisk marxisme, (e) Eurasianisterne er stærkt anti-katolske og anti-lutheranske, (f) Eurasianisterne var thirdworldists længe før begrebet blev dannet senere under bipolariteten 1945 – 1991, (g) Eurasianisterne er stærkt pro-asiatiske, (h) Eurasianismen afviger fra de 2 brede strømninger i russisk intellektuel historie: Vestlingerne (zapadnikierne) og de slavofile, (i) Vestlingerne hævder, at Rusland er og skal være et europæisk land og derfor bør udvikle sig i den retning. Vestlingernes helt er Zar Peter den Store (1682 – 1725), mens eurasiaternes helte er mongolerne og deres khaner, (j) De slavofile fokuserer på de slavisk talende folkeslag, mens eurasiatisterne fokuserer på Eurasien som territorium. Det er ikke etnicitet, der er det afgørende, men territorium, (k) Eurasianisterne og de slavofile er enige om (1) at være anti-vestlige og (2) at opløfte den ortodokse kristendom til den eneste sande kristendom, (l) Eurasianisterne og de slavofile er ligeledes enige om, at Rusland er åndelig og Vesten materialistisk, (m) Eurasianisterne og de slavofile er også enige om, at autoritarianisme er genuint russisk, og at demokrati er fremmed for Rusland[41]. Derfor skal Rusland have en stærk ikke-demokratisk stat, kaldet ”demotisk”[42].
Eurasianismen blev fulgt af en såkaldt neo-eurasianisme, der dukkede op i 1980’ernes Sovjetunionen og voksede sig stærk til at blive en betydelig tankeretning efter Sovjetunionens sammenbrud i juledagene 1991, men den har ikke fædrenes avancerede teoretiske niveau, siger Marlène Laruelle[43]. Hun nævner blandt de mest betydningsfulde neo’er Lev Gumilëv, Aleksandr Panarin og Alexandr Dugin. Neo’erne deler ikke de klassiske eurasianisters højstemte opfattelse af Østen, heller ikke deres sympati for de centralasiatiske og mongolske kulturer, men vurderer Tyrkiet og Iran højt i overensstemmelse med den turanske sprogteori. Derimod ser neo’erne ud til at have sympati for den asiatiske Stillehavsregion på grund af dens økonomiske dynamik. Der indgår hos neo’erne i modsætning til klassikerne ofte okkultisme (Dugin), mysticisme[44] og religiøs utopisme, som hos Gumilëv, der søger efter Johannes den Ældres (Johannes Presbyter) imaginære oldtidskongedømme[45], som man mener er omtalt i Johannes-Evangeliet, Johannes-Brevene og Apostlenes Gerninger[46].
Marlène Laruelle er i tvivl, om man overhovedet kan betragte neo-eurasianismen som en enhed i modsætning til den klassiske eurasianisme, medmindre man reducerer neo-eurasianismen til at være en stejl afgrænsning af Rusland fra Europa og i sammenhæng hermed en påstand om, at paternalisme, hierarki og autoritarianisme altid er bedre end lighed og i øvrigt er udtryk for det sande Rusland. Ser man på en globus med både de klassiske eurasianismes og neo-eurasianismes briller, er der i begge tilfælde et jerntæppe ud mod Vesteuropa, politisk, kulturelt, religiøst og økonomisk, mens terrænet er helt åbent mod Asien og Stillehavet og ned mod Kina og videre ned over Mellemøsten og Afrika.
Det rejser spørgsmålet: Hvor meget fylder Eurasien egentlig på globussen iflg. eurasianismen og neo-eurasianismen? Her er et kvalificeret gæt iflg. Marlène Laruelle, at Rusland som minimum udfylder det rum, som tidligere var reserveret af Sovjetunionen, alternativt af Putins Eurasiatiske Toldunion[47]. Invasionen af Ukraine torsdag 24. februar sandsynliggør, at det snarere er det første alternativ: Sovjetunionen, der er tale om. Måske endda – og det siger jeg for egen regning – Det Russiske Imperium, som gik under med den russiske revolution i 1917.
Skulle Sovjetunionen genopstår i forklædning, lever de 3 baltiske lande livet farligt! Skal Det Russiske Imperium fra før 1917 genopstå i forklædning, lever Finland også et farligt liv. Finland havde været svensk siden 1200-tallet[48], da det i forbindelse med den svensk-russiske krig 1808-1809, der var en udløber af Napoleonskrigene, blev et storfyrstendømme med den russiske zar som storfyrste over Finland[49]. Finland var derfor aldrig en del af Rusland. Derimod kom Finland i personalunion med Rusland via zaren som storfyrste af Finland. Zaren tildelte imidlertid landet autonomi, hvorfor Finland aldrig blev en russisk provins. Det er også interessant i denne forbindelse, at Stalin lagde sig fast ved Peter den Stores grænse fra freden i Nystad 1721 efter Den Store Nordiske Krig (1700 – 1721) både ved martsfreden i 1940 og igen ved Parisfreden i 1946 efter de finske vinterkrige[50]. Fra sovjetisk side gjorde man i 1939 udtrykkeligt opmærksom på, at det ikke var Finland i sig selv, man frygtede. Man frygtede derimod, at finsk territorium kunne blive opmarchområde for en fjendtlig stormagt. Det trækker i retning af, at den nuværende finske stærkt væbnede neutralitet er ganske fornuftig. Det gør også den svenske alliancefrihed. Her må man imidlertid regne med, at afsmeltningen i Arktis tilføjer området en ny usikkerhedsfaktor.
Også Polen lever i så fald livet farligt. Dels blev Polen opdelt i stykker, der blev fordelt på Preussen, Østrig og Rusland 3 gange for helt at forsvinde i 1795, for så at genopstå som det såkaldte Kongres-Polen, oprettet ved Wiener-freden efter Napoleonskrigene i 1815 nu med den russiske zar som konge. Dermed var Polen en tid i personalunion med Rusland ligesom Finland. Kongres-Polen forsvandt efter opstanden i 1863-1864, hvor Polen blev en del af Rusland[51], indtil Polen blev genoprettet ved fredsslutningerne i Versailles.
TRADITIONSKRISEN
Traditionskrisen kan jeg ikke se nogen løsning på. Det betyder intern ustabilitet fremover. Jeg har således svært ved at se, at Kina som verdenshegemon kan tillade en genrejsning af zardømmet, da maoismen som sagt selv er en udløber af Lenins oktober/novemberrevolution i 1917 og mordet på zarfamilien natten mellem 16 og 17. juli 1918 i Jekaterinburg i Ural[52]. Jeg har lige så svært ved at forestille mig, at leninismen accepteres som en russisk tradition, men jeg kan tage fejl. Men måske, hvis Kina bliver et kejserrige igen samtidig med at Rusland bliver et zardømme? Det vil i så fald heller ikke gå stille af.
KONKLUSION
Den russiske ledelse er i gang med, hvad jeg tror, den opfatter som en fremtidssikring af Rusland ved at tilpasse Rusland så konfliktløst som muligt til sin store dynamiske geopolitiske nabo, den kommende verdensmagt Kina i form af en finlandisering af Rusland i forhold til Kina på den eurasiatiske landmasse og en socialimperialistisk konkurrence og rivalisering med Kina i den øvrige del af verden. Fjendskabet til USA og byttet undervejs er den lim, der binder dem sammen. Eurasianismen neo eller pur leverer det intellektuelle grundlag, der skal legitimere projektet i Rusland. Det betyder et aktuelt og langsigtet brud med Vesten, der peger på en helt ny og meget usikker og konfliktfyldt fremtid for Europa, en fremtid hvor Europa permanent vil være i defensiven.
- april 2022
Henning Duus
Cand. mag. i samfundsfag og idehistorie og næsten bachelor i religionsvidenskab
Pensioneret lektor i statskundskab ved Hærens Officersskole
[1] ) Pierre Renouvin & Jean-Baptiste Duroselle : Introduction à l’histoire des relations Internationales. Préface de Hubert Védrine. Agora, 2007(1964) (530 ss.), La première partie.
[2] ) https://library.au.dk/fagsider/statskundskab/erling-bjoels-kompendier-i-international-politik/
[3] ) Heinz Durchhardt: Gleichgewicht der Kräfte, Convenance, Europäisches Konzert – Friedenskongresse und Friedenschlüsse vom Zeitalter Ludwigs XIV. bis zum Wiener Kongress. Wissenschaftliche Buchgesellsachaft Darmstadt, 1976 (232 ss.), ss. 41 – 196 og særligt Ludwig Dehio: GLEICHGEWICHT ODER HEGEMONI – Betrachtungen über ein Grundproblem der neueren Staatengeschichte. Scherpe, u.å. (1948) (262 ss.).
[4] ) Börje Ljunggren: Den kinesiske drömmen – Xi, makten och utmaningerna. Hjalmarson & Högberg, 2017 (621 ss.), s. 230ff.
[5] ) Karl A. Wittfogel: Oriental Despotism. A Comparative Study of Total Power. With a New Foreword by the Author. Vintage Books, 1981 (1957) (557 ss.) og Perry Anderson: Lineages of the Absolutist State. Verso, 1979 (1974) (573 ss.), p. 462ff., Francis Fukuyama: THE ORIGINS OF POLITICAL ORDER – From Prehuman Times to the French Revolution. Profile Books, 2011 (587 ss.), ss. 290 – 302.
[6] ) Charles J. Halpern: RUSSIA AND THE GOLDEN HORDE – The Mongol Impact on Russian History. I. B. Tauris & Co., 1985 (180 ss.).
[7] ) Oscar Halecki: BORDERLANDS OF WESTERN CIVILIZATION – A History of East Central Europe. The Ronald Press Company, 1952 (503 ss.).
[8] ) Se Xis tale til Belt and Road Forum 15. 5. 2017 https://www.fmprc.gov.cn/mfa_eng/wjdt_665385/zyjh_665391/201705/t20170527_678618.html , Peter Frankopan: THE SILK ROADS – A NEW HISTORY OF THE WORLD. Bloomsbury 2016 (2015), ss. 508 – 521 og Christopher Beckwith: EMPIRES OF THE SILK ROAD – A History of Central Eurasia from the Bronze Age to the Present. Princeton University Press, 2011 (477 ss.), ss. 302 – 319.
[9] ) http://english.www.gov.cn/archive/white_paper/2018/01/26/content_281476026660336.html
[10] ) Se kortene i Peter Frankopan og Christopher Beckwith.
[11] ) Börje Ljunggren: Den kinesiske drömmen – Xi, makten och utmaningerna. Hjalmarson & Högberg, 2017 (621 ss.), s. 446ff.
[12] ) Jon Henley:”A Brief Primer on Vladimir Putin’s Eurasian Dream” i The Guardian, 18. 2. 2014 http://www.theguardian.com/world/shortcuts/2014/feb/18/brief-primer-vladimir-putin-eurasian-union-trade
[13] ) Börje Ljunggren, s. 448.
[14] ) Tatiana Kastouéva-Jean: ”La souverainité nationale dans la vision russe – Implications pour la politique intérieur, les relations avec les États voisins et l’Occident’’ i Revue défense nationale. No 848, mars 2022, ss. 26 – 31, her s. 28ff.
[15] ) Arealtallene er hentet fra Fischer Weltalmanach 1981, s. 459, og Fischer Weltalmanach 2019, s. 382.
[16] ) Henry Kissinger: ON CHINA. Penguin Books, 2012 (604 ss.), ss. 22 – 32.
[17] ) Börje Ljunggren: Den kinesiska drömmen – Xi, makten och utmaningarna. Hjalmarson & Högberg, 2017 (621 ss.), s. 564f..
[18] ) Robert L. Rothstein: ALLIANCES AND SMAL POWERS. Columbia University Press, 1968 (331 ss.) og Stephen M. Walt: “Alliance Formation and the Balance of World Power” i International Security. Vol. 9, No. 4, 1985, ss. 3 – 43.
[19] ) Stephen M. Walt: THE ORIGINS OF ALLIANCES. Cornell University Press, 1985 (336), ss. 262 – 285.
[20] ) Karen Dawisha: PUTIN’s KLEPTOCRACY – WHO OWNS RUSIA? Simon & Schuster, 2014 (447 ss.).
[21] ) Hans Mouritzen: Finlandization: Towards a General Theory of Adaptive Politics. Avebury, 1988 (463 ss.) og Stephen M. Walt: “Alliances in a Unipolar World” i World Politics. Vol. 61, No.1, 2009, ss. 86 – 120.
[22] ) Hans-Ulrich Wehler:”Industrial Growth and Early German Imperialism” i Roger Owen & Bob Sutcliffe (eds. ): Studies in the Theory of Imperialism. Longman, 1972, ss. 71 – 92 og Hans-Ulrich. Wehler: Das Deutsche Kaiserreich 1871–1918. Vandenhoeck & Ruprecht, 1973
[23] ) Joseph S. Nye, Soft power: the means to success in world politics. Perseus Group Books, 2005 (208 ss.)
[24] ) Niels Erik Rosenfeldt: Stalin – Diktaturets anatomi. Høst & Søn, 2006, ss. 127ff.
[25] ) William Zimmerman: RULING RUSSIA – Authoritarianism From The Revolution to Putin. Princeton University Press, 2014 (329 ss.).
[26] ) Arnaud Kalika : Le « grand retour » de la Russie en Afrique ? IFRI, Mars, 2019 (30 ss.)
[27] ) Marlène Laruelle: La politique artique de la Russie – Une stratégie de puissance et ses limites. IFRI, Mars 2020 (32 ss.).
[28] ) Gavin Menzies: 1421 – THE YEAR CHINA DISCOVERED THE WORLD. Transworld Publishers, 2004 (628 ss.), Ch. 1: The Emperor’s Grand Plan. Og alle kortene.
[29] ) https://www.fmprc.gov.cn/mfa_eng/wjdt_665385/zyjh_665391/201705/t20170527_678618.html
[30] ) Kristian Gerner: RYSSLAND – En Europæisk Civilisationshistorie. Historiske Media, 2011 (348 ss.), ss. 43- 45.
[31] ) Ekkehard Vökl: ”Das russische Pazifik-Imperium –Aufbauversuche und Rückzug” i SAECULUM -Jahrbuch für Universalgeschichte, Bd. 16, 1965, ss. 357 – 388.
[32] ) Allan Temko: Russians in California” i Oliver Jensen (ed.): AMERICA AND RUSSIA – A CENTYRY AND A HALF OF DRAMATIC ENCOUNTERS. Simon & Schuster 1962 (317 s.), ss. 40 – 62.
[33] ) Kristian Gerner, ss. 43 – 45.
[34] ) Se den fremragende, men oversete bog af Johny Leisner: Europas historie i det 19. århundrede. Bd. 1. Jørgen Paludans Forlag, 1967 (420 ss.), ss. 30 – 36
[35] ) René Albrecht-Carrié: A Diplomatic History of Europe Since The Congress of Vienna. Methuen, 1970 (1958) (736 ss.), s. 30.
[36] ) https://2009-2017.state.gov/secretary/remarks/2013/11/217680.htm
[37] ) Bo Lidegaard: Uden mandat – En biografi om Henrik Kauffmann. Gyldendal, 2020 (560 ss.), s. 106. Et tidsdokument er Dexter Perkins:”BRINGING THE MONROE DOCTRINE UP TO DATE” i Foreign Affairs. Vol. 20, No. 2, 1942, ss. 253 – 265.
[38] ) https://www.theguardian.com/world/2019/aug/18/trump-considering-buying-greenland
[39] ) Otto-Ernst Schüddekopf: Nationalbolschewismus in Deutschland 1918 – 1933. ein Ullstein Buch, 1972 (576 ss.), passim. S. 7 om ”Linke Leute von rechts”.
[40] ) Jeg trækker her på Nicholas V. Riasanovsky:”The Emergence Of Eurasianism” in California Slavic Studies. Vol. IV, 1967, pp. 39 – 72, Charles J. Halperin:”George Vernadsky, Eurasianism, the Mongols, and Russia” in Slavic Review. Vol. 41, No. 3, 1982, pp. 477 – 493, Nicholas V. Riasanovsky: ”Prince N. S. Trubetskoy’s ”Europe and Mankind”” in Jahrbuch für die Geschichte Osteuropas. NF, 1964, pp. 207 – 220 & Otto Böss: DIE LEHRE DER EUASIER – Ein Beitrag zur russichen Ideengeschichte des 20. Jahrhunderts. Otto Harrasowitz, 1961 (131 ss.).
[41] ) Aleksander Solsjenitsyn: Hvordan skal vi indrette Rusland? – Overvejelser efter bedste evne. Spektrum, 1991 (1990) (102ss.). Solsjenitsyn er slavofil.
[42] ) Otto Böss, s. 82.
[43] ) Marlène Laruelle: Russian Eurasianism, , s. 205.
[44] ) Mark Bassin: THE GUMILEV MYSTQUE – Biopolitics, Euasianism, and the Construction of Community in Modern Russia. Cornell University Press, 2016 (380 ss.).
[45] ) L. N. Gumilëv: Seaches for an Imaginary Kingdom -The Legend of the Kingdom of Prester John. CUP, 1987 (644ss.). Bogen er af forfatteren dedikeret til “the fraternal Mongol people”.
[46] ) Bent Noack, Bertil Wiberg, Hejne Simonsen, Niels Hyldahl, Børge Diderichsen, Søren Giversen og Børge Salomonsen: Det Nye Testamente i Bibelens kulturhistorie. Bd. 3. Politikens Forlag, 1980 (644ss.). Søg i registeret efter ‘Johannes, presbyteren’.
[47] ) http://www.theguardian.com/world/shortcuts/2014/feb/18/brief-primer-vladimir-putin-eurasian-union-trade
[48] ) Dick Harrison: SVERIGES MEDELTID. Historiska Media, 2020 (456 ss.), s. 141 ff..
[49] ) Eino Jutikkala & Kauko Pirinen: A History of FINLAND. New and revised ed. Dorset Press, 1988 (357ss.), ss. 159 – 162.
[50] ) Erling Bjøl: Småstatspolitik. INTERNATIONAL POLITIK. Bd. IV. Institut for Statskundskab, 1968 (49 ss.), s. 32. https://library.au.dk/fagsider/statskundskab/erling-bjoels-kompendier-i-international-politik/
[51] ) Oscar Halecki, s. 325 ff..
[52] ) Hélène Carrère d’Encausse: Le Malheur russe – Essai sur le meurtre politique. Fayard Le Livre de Poche, 1988 (606 ss.), s. 414.
