Måske er den forestående økonomiske krise vejen frem til at rydde op i usund tidsånd og dekadente unoder

Af Aia Fog, cand. jur., formand for Trykkefrihedsselskabet

Jeg var til sølvbryllup i weekenden. Et brag af en overskudsfest med mænd i smoking og kvinder i lange kjoler, høje hæle og endnu højere hår. Der var ikke sparet på noget, alle var skruet max op til fest og der blev danset både lanciers og disco til langt ud på natten. Alle morede sig stenhårdt, for corona-nedlukningerne har i den grad skærpet appetitten på festligt samvær og, skulle det vise sig, det har bekymringen for fremtiden også.

 

I hvert fald er jeg selv meget mere bekymret for, hvordan det hele skal gå, end jeg gik og troede. Det gik op for mig, da jeg allerede ved forretten fandt mig selv midt i en inkvisitorisk afhøring af min ene bordherre (der til daglig bestrider et absolut økonomisk topjob) om de samfundsmæssige konsekvenser af Ukraine-krigen og corona-epidemien: jeg fik nærmest tunnelsyn og slugte hvert et guldkorn, der faldt fra hans læber – og jeg var bedøvende ligeglad med, om resten af bordet nu også var interesseret i pengepolitik, statens opkøb af obligationer og inflationens himmelflugt i Eurozonen: her var en mand, der i dén grad vidste, hvad han talte om, og jeg skulle vide ALT.

 

Det var han venlig og pædagogisk nok til at fortælle mig inden for rammerne af min fatteevne, og så meget stod klart, da jeg efter hovedretten nærmest tåreblændet tumlede udendørs for at dobbelt-ryge: der er en meget stor risiko for, at vi står overfor en 10-årig krise, som i alvor og gennemslag vil komme til at minde om det, vi var igennem i 1970´rne: energikrise, inflation, arbejdsløshed og renternes himmelflugt med hvad deraf følger af mismods vintre og ditto somre.

 

Jeg kunne ikke bære disse dystopiske perspektiver alene, så jeg greb hårdt fat i en intetanende Kasper Støvring, der feststemt stod og røg sin (tænkte jeg) sidste smøg i ubekymrethed – og øste min nye viden ud over ham.  Til min store overraskelse reagerede han nærmest modsat: var en krise ikke lige, hvad vi havde brug for? Burde vi ikke betragte nogle økonomiske trængselsår som en tiltrængt lutring af en velfærdsstat, der på så mange punkter er kørt af sporet? Ville ikke netop økonomisk smalhals være den medicin, der får os til at koncentrere os om, hvad der betyder noget, hvad der er vigtigt, hvad vi skal værne om og hvor vi skal sætte ind for at bevare ægte velfærd og sammenhængskraft?

 

Og det kan der jo være noget om, for der er intet, der som trusler mod pengepung og velstand kan sætte en stopper for dekadente strømninger i tiden – og dem har vi til overflod haft de senere år, hvor alle har haft ret til både et fedt køkken og et endnu bedre liv befriet for alle de objektive fakta som køn og alder, der ellers har været grunddefinerende for menneskelivet.

 

Hvem gider overhovedet skænke kravene fra woke-bevægelsen, Cancel Culture, BLM eller det samlede LGBTQ++ segment et sekunds overvejelse, når varmeregningen æder hele feriebudgettet, når konen risikerer fyring og når renterne på dit flexlån skyder hæmningsløst i vejret?

 

Ingen. Og jeg spår endda, at kravene om bæredygtig grøn omstilling også vil vige for krav om en varmeregning, der er til at betale – og dermed for fossil energi, endda kernekraft, hvis det ikke kan være anderledes. Ingen vil referere til Greta Thunberg om et år.

 

Og truslen fra islam, der altid har været omvendt proportional med danskernes villighed til at stå fast på egen kultur, vil sandsynligvis aftage i takt med, at stadigt flere økonomisk trængte danskere vil kræve, at herboende muslimer retter ind og holder kæft med deres evindelige krav og klynk for i stedet at blive selvforsørgende, fordi vi ikke vil have flere penge tilbage at forære dem. Et fremtidsscenarie, der ligger lige for og som forstærkes af flygtningestrømmen fra Ukraine, der på alle parametre sætter de tidligere migrantstrømme i relief. Lur mig, om der ikke er mange, som tidligere har haft råd til at have venligbo-tendenser, men som lige nu vakler i troen, når ser de ukrainske kvinders villighed til at indgå aktivt i samfundslivet og få armene ud fra kroppen. Som de tre kvinder, der stod klar med møggreb i en sønderjysk stald en uge efter ankomsten til Danmark. Hvis de gamle venligboere overhovedet kan finde argumenter for fortsat forståelse for muslimske særkrav og lediggang på den baggrund, vil der ikke være nogen tilbage, der gider lytte til dem.

 

Så: måske er der trods alt grund til optimisme. Ikke økonomisk, men kulturelt, folkeligt – på alle de parametre, vi måler vores sammenhængskraft på. Det er en gammel sandhed, at der skal skarp lud til skurvede hoveder, så måske vil en – forhåbentlig afgrænset – økonomisk krise være lige præcis den rette medicin for, at vi på den lange bane kan få rettet den synkende skude op og befriet os for den usunde zeitgeist og de dekadente unoder, vi har lagt os til.

 

Aia Fog, cand. jur. Formand for Trykkefrihedsselskabet

Aia Fog, LL.M. Chairman of the Free Press Society

www.trykkefrihed.dk

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…