Tre medlemmer af indvandrerbanden Black Army kom en torsdag i 2017 ind i fem forskellige tatovørforretninger i Odense.
De fem tatovører fik alle samme besked: Betal 5.000 kroner hver måned fra på mandag.
Derefter kørte bandemedlemmerne væk i deres sølvgrå Mercedes.
Men de fem tatovører var enige om at nægt at betale.
Det fik barske konsekvenser for flere af dem.
En af dem er Lars Pedersen. Han var formand for Professionelle Danske Tatovører.
Han gik til pressen og sagen vakte enorm opmærksomhed. Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel, støttede Lars og de andre tatovører. Og Mette Frederiksen, der var oppositionens leder, kom på besøg.
Men i dag næsten fem år senere har Lars betalt en meget høj pris for sin kamp mod bandens afpresning. Han har mistet alt, og han får i dag førtidspension på en diagnose for PTDS. Det skriver B.T., der har talt med Lars Pedersen.
Han fortæller om, hvordan han blev råbt ad, spyttet ad og truet og hvordan det også gik ud over hans søn, der måtte leve med overfaldsalarm i en periode.
“Fra at have haft en travl forretning med seks ansatte og 40-50 kunder og gæster igennem om dagen i klinikken i Vestergade i hjertet af Odense, har det enorme pres, der dengang blev lagt på ham, haft en ekstrem høj pris med en smadret økonomi, lejlighedsvis social angst, tankemylder, hovedpine, søvnbesvær, svigtende koncentration og i perioder total isolation”, skriver avisen.
Stor opbakning
Tatovørerne håbede, at de ved at fortælle åbent om sagen kunne stoppe Black Armys pengeafpresning.
– Vi håber, at vi kan være foregangsmænd, så de her metoder bliver stoppet. Jeg kender til andre forretningsdrivende, som også har haft besøg af bandemedlemmer, men som ikke tør stå frem, siger Lars Pedersen til EB.dk i 2017.
Deres modige protest gjorde dem landskendte og de fik stor opbakning.
Black Army’s forsøg på pengeafpresning mod de fem tatovører i Odense foretaget af bevæbnede bandemedlemmer fik blandt andre Odense-borgmesteren, Peter Rahbæk Juel, op på barrikaderne. En overgang havde han politibeskyttelse. Det skrev Den Korte Avis om.
Budskabet fra Peter Rahbæk Juel lød dengang, at i Odense står man skulder ved skulder mod bandekriminaliteten.
”Det er fuldstændig uacceptabelt at møde op ved højlys dag og afpresse butikker penge, bare for at de kan være der, og det skal vi jo ikke finde os i,” sagde Rahbæk Juel til TV2 den 11. februar 2017 og fortsatte med henvisning til regeringens daværende arbejde med at udforme en bandepakke:
”Den ser jeg meget gerne blive hastebehandlet, så vi hurtigst muligt kan få flere værktøjer til at få lukket bandeklubhuse og politiet får mulighed for at få lukket ned for det misforståede kriminelle fællesskab, som i dette tilfælde plager Odense.”
Black Army er i dag forbudt. Men Odense er fortsat plager af indvandrerdominerede bander.
Lars Pedersen: Jeg er ikke med mere
Lars Pedersen siger i dag til B.T.:
“Hvis Peter Rahbæk Juel kom til mig i dag og spurgte, om jeg ville stille mig op skulder ved skulder med ham i den her kamp, så ville jeg sige nej. For det har haft så store konsekvenser for mig. Mit liv er blevet et helt andet end det, jeg kendte til. Det ville jeg ikke have overskud til at gå igennem en gang mere. Og jeg vil heller ikke ønske det for andre,” siger Lars Pedersen.
“Den afpresning, der var dengang, gør stadig noget ved mig. Jeg farer for eksempel helt sammen og ‘fryser’ ved høje lyde. Og jeg går automatisk over på det andet fortov, hvis jeg møder nogle personer, der ligner dem, der afpressede dengang.”