|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Juraprofessor Mads Bryde Andersen, der hele tiden har været foregangsmand for en revision af Menneskerettighedskonventionen, blev inviteret i Deadline den 7. maj 2026.
Inviterede til Deadline bliver ofte ristet over en sagte ild, hvis de har de ”forkerte” meninger. Således også denne aften, hvor Bryde Andersen og vært Christian Bennike krydsede klinger om menneskerettighederne.
Menneskerettighederne i Deadline
Mon ikke Bryde Andersen havde regnet med, at der nu var lejlighed til at fremlægge knasterne ved Menneskerettighedsdomstolens (herefter Domstolen) ignorering af de nationale domstoles afgørelser og Domstolens dynamiske/aktivistiske anvendelse af Menneskerettighedskonventionen.
Samtidig ville Bryde Andersen foreslå, at man gik ud af konventionen, fjernede knasterne, så kriminelle kunne udvises, og herefter tilsluttede sig konventionen igen. Se DKA.
Men sådan gik det ikke. Bryde Andersen blev konstant afbrudt af Bennike. Det trick bruges af interviewere, så man ikke får fat i helheden, når en gæsts sætninger brydes op. Spørgsmål, som gæsten ikke får lov til at besvare i sin helhed, bliver afskudt som fra et maskingevær.
Beskyldninger om, at Bryde Andersen ikke gik ind for menneskerettigheder, forsøgte Bryde Andersen at bemærke, at “nej, det har jeg ikke sagt”. Bennike lod, som om han ikke hørte det og kørte bare videre.
Bennikes glæde ved Menneskerettighedsdomstolen overskyggede langt hans journalistiske formåen.
Højrøstede protester
Gennem årene har konventionerne været et emne, som befolkningen til de fleste politikers ærgrelse konstant tager frem. Og som årene er gået, er befolkningen blevet mere og mere højrøstet.
Der er partier, der vil have dem fjernet eller ændret, mens der er andre, der mener, at hvis vi ikke har konventionerne, har vi slet ingen menneskerettigheder.
Det er noget vrøvl. Menneskerettigheder har vi haft, også før diverse konventioner blev ratificeret. Vi har haft Grundloven siden 1849, bl.a. til beskyttelse af befolkningen.
Jeg vil vove den påstand, at inden ratificeringen af diverse konventioner, herunde Statsløsekonventionen og Statsborgerskabskonventionen, havde den danske befolkning langt flere menneskerettigheder.
Menneskerettighedskonventionen blev ratificeret af Danmark i 1953, og i 1992 blev den implementeret i dansk lovgivning, hvilket gør den til en bindende del af dansk ret.
Det har bevirket, at lovgiverne er nødt til at skele til de domme, Domstolen afsiger, inden en lov vedtages. Og hvis de ”læner sig for tæt” op ad konventionerne, vil de nationale domstole alligevel rette sig efter de domme, som Domstolen har afsagt.
Der er en grund til alle de protester, konventionerne har medført. Vi har set, at mens tilvandrede og deres efterkommere fik flere og flere rettigheder, måtte befolkningen bære konsekvenserne.
Grundloven vs. Menneskerettighedsdomstolen
I 1959 blev Menneskerettighedsdomstolen oprettet.
Det er ikke blot de domme, hvor Danmark taber en sag, som fremover skal efterkommes. Også tabte sager i et hvilket som helst af de 46 lande, der har ratificeret Menneskerettighedskonventionen, skal efterkommes.
Forskellen på vores nationale domstole og Domstolen er bl.a., at ved vores egne domstole er der forudsigelighed. Dét man kan forvente af en retsstat.
Grundloven sætter en grænse for dommerens egen virkekraft, siger Bryde Andersen i k-news.dk:
””Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven”, står der i grundloven. Det er ikke dommeren, der skriver loven. Dommeren skal finde ret, ikke opfinde ret. Og det er netop opfinderiet, den aktuelle diskussion drejer sig om. (min kursivering).”
Jacob Mchangama (direktør i tænketanken Justitia) har anklaget Domstolen for af egen drift at bevæge sig ind på nye områder. Endvidere anklager han Domstolens beskyttelse af kriminelle udlændinge for mere eller mindre at være opfundet af Domstolen selv.
”Domstolen er altså ikke kun er juridisk, men også politisk. En fremgangsmåde, der ville være utilstedelig i en retsstat, hvor domstolene forventes ikke selv at konstruere de love, der dømmer efter.”
Domstolens fremgangsmåde betyder, at det er umuligt blot ved at læse konventionerne at forudsige, hvordan en dom, der afsiges af Domstolen, falder ud. Forudsigeligheden er ikke-eksisterende.
Paradigmeskiftet – hvordan gik det så?
Dette højtbesungne, men knapt så effektive skifte, fik ikke helt den betydning, som VLAK-regeringen, der i 2019 introducerede paradigmeskiftet, og befolkningen havde håbet på.
Professor Elo Rytter skriver i et indlæg i JP, at man ved samtidig at fjerne Udlændingelovens § 26, som indtil da havde pålagt myndighederne at tage hensyn til flygtninges tilknytning til Danmark samt ”alder, helbredstilstand og andre personlige forhold”, inden de tog opholdstilladelsen fra dem, talte imod at udvise, hvis en udvisning ville være ”særlig belastende” for udlændingen.
”Her var en af de mest iøjnefaldende – og for nogle kontroversielle – ting ved paradigmeskiftet, at integration fremover ikke skulle betyde alverden.
Det var først og fremmest sikkerheden i hjemlandet, der afgjorde, om man skulle sendes ud. Ikke om man havde passet sin danskundervisning, var i arbejde og deltog i foreningslivet”, skriver Elo Rytter.
Flygtningenævnet var ikke enig i paradigmeskiftet, og langt de fleste af de sager, som somalierne og syrerne indbragte for nævnet, blev omgjort, så de er i overensstemmelse med Domstolen..
Manglende proportionalitet
Den somaliske Mohamed Hassan Abdi kom til Danmark med sin familie som 4-årig. Da han med et synderegister så langt som et ondt år af Højesteret blev udvist for bestandigt, omgjorde Domstolen udvisningen.
Det skete med henvisning til, at resten af hans familie også var i Danmark, at han med en udvisning for bestandigt ikke ville kunne besøge sin familie, og at han ikke tidligere havde fået en advarsel om udvisning.
Domstolen mente derfor ikke, at der var proportionalitet mellem forbrydelsen og straffen, skriver Elo Rytter i JP.
Så Mohamed Hassan Abdi kan fortsætte sin kriminelle løbebane i Danmark.
Det undrer derfor ikke, at en ung fængslet kriminel forleden på TV erklærede, at han var ligeglad med advarslerne (de betingede udvisninger). Dem havde han fået tre af, men han vidste, at han ikke ville blive udvist.
Den nye erklæring
Giver den nye erklæring, som alle 27 EU-lande har tilsluttet sig, mon håb for, at vi fremover kan udvise personer, vi ikke ønsker i vores land?
Vi skal vist ikke sætte vores håb for højt. Erklæringen er nemlig ikke retlig bindende. Vi ville formentlig komme langt videre, hvis politikerne havde mod til at lytte til juraprofessor Mads Bryde Andersen forslag.
Alle de skønne spildte kræfter kunne politikerne have sparet os for, hvis de havde tænkt sig om, inden de ratificerede konventioner, der er til skade for befolkningen.
