”Strukturel racisme” er blevet det nye modeord. Racismespøgelset hærger overalt, og de fremmede svøber sig i det. Venstrefløjen, som de gode apologeter, de er, bakker dem op og bærer ved til bålet.
Danskerne er langt fra at være racister, og strukturel racisme eksisterer slet ikke. Derimod føler mange afsky og vrede både mod de migranter, som ikke hører til her, og mod politikerne, der har gjort det muligt for kulturelt inkompatible at invadere vores land og oven i købet overlade det til befolkningen at betale for det. Ikke kun i kroner og ører, men også med liv og helbred.
Udvidelse af racismebegrebet
Racismebegrebet er blevet udvidet, så det kan anvendes ved alle lejligheder og på alle ting. Især alle, der kæmper for at bevare deres land, er blevet udskreget som racister.
Udvidelsen af racismebegrebet betyder endvidere, at hijab’en, burkaen og niqab’en nu er en race. Kritik af islam og kritik af kriminelle muslimer er også blevet kritik af en en race. Og det samme er kritik af moskeer og minareter. Intet er dog mere racistisk, end at vi er hvide, synger vores højskole- og fædrelandssange og holder jul. Hele tiden føjes nye begreber til det at være racist.
Mange fremmede, hvad enten de er født her af tidligere tilvandrede eller er nyligt tilvandrede, fremturer med deres racismevrøvl. Så kan de hele tiden føle sig krænkede.
Papirdanskere
Papirdanskere er fremmede, som ikke er eller nogen sinde bliver danske, men som har opfyldt de objektive kriterier for at få meddelt dansk statsborgerskab: De taler dansk (mere eller mindre) og har uddannelse. Nogle af dem arbejder oven i købet.
Utku Güzel er en af de tyrkiske papirdanskere. I blog efter blog på JP retter han sin spredehaglskanon imod danskerne og hælder sin verbale hetz ud over vores syndige hoveder. Han lægger ikke skjul på, at han ikke fordrage os.
I sin sidste blog på JP den 19.2.2021 kunne han da også bekendtgøre for al folket: ”Jo, racismen findes stadigvæk i Danmark”, og han fortsætter: ”At mange fortsat nægter, at racisme eksisterer i Danmark, er dog ikke andet end fornægtelse. Selvfølgelig findes der racisme i Danmark, og den er sågar voksende”.
Nej, vi fornægter ingenting. Integrationskonsulenten i Århus Kommune forveksler kritik med racisme. Kritik af en kultur, der ligger lang fra den danske, og der som en gøgeunge smider danskerne ud af reden, og som bl.a. Güzel er eksponent for, vil sikkert mange i befolkningen mene.
Ifølge Güzel er et af beviserne for den voksende racisme et dansk ægtepars nylige overfald på en muslimsk kvinde på en parkeringsplads. ”Så skete det igen”, skriver han.
Igen? Mener Güzel danskernes overfald på muslimer, så holder han sig ikke orienteret om livets gang i Danmark, hvor danskernes overfald på muslimer er så få og små, at de er i kategorien ”mand bider hund”. Det omvendte hører derimod til dagens uorden.
Jeg tror, mange har medfølelse med den muslimske kvinde. Intet overfald kan forsvares, uanset hvad der udløser det, og uanset hvem der gør hvad mod hvem. Men hvad kalder Güzel muslimers næsten daglige overfald på danskerne? Røverierne, lemlæstelserne, mordene? Disse ofre har han vist aldrig udtrykt nogen form for medfølelse overfor.
Utku Güzels fornægtede had mod danskerne er dog det rene vand ved siden af den næste papirdansker.
Harun Demirtas, der også er tyrkisk/svensk papirdansker (og sygeplejerske), bebuder på sin JP blog den 18.7.2018, at han vil hænge et skilt op på ”sit” hospital, Rigshospitalet, hvor der skal stå: ”Vi behandler ikke racister”.
Han erkender dog, at det ikke kan lade sig gøre, men harcelerer over, at der er danskere, der vover at kritisere racen hijab.
Utallige kommentatorer på hans blog prøver at forklare ham, at ”uniform” betyder ensartet påklædning, at religion hører til i privatlivet, at hijab kan intimidere patienter, der ikke ønsker at blive konfronteret med en ideologi, de frygter, hader og foragter. Demirtas forstår det ikke, så det er spildte Guds ord på Ballelars. For ham er det ikke patienterne, der er i højsædet, men reklamesøjlerne for islam.
Måske skulle han tale med det utal af læger, der ønsker tilhylningen ud af hospitalerne.
Samtidig kunne han tage en snak med sine danske kolleger om, hvad de mener om hans uforskammede og utaknemmelige indlagte muslimske trosfæller.
Og så forlanger Demirtas i øvrigt også, at de danskere, der efter hans opfattelse er racister, skal finde et andet land at bo i. På det tidspunkt var han end ikke blevet dansk statsborger, hvilket han i øvrigt også klandrede myndighederne for tog så lang tid.
Når hans forskellige flygtningehistorier stykkes sammen (som ikke er så nemme at finde hoved eller hale i), har mange udtrykt undren over, hvorfor han overhovedet er i Danmark og er så forhippet på at blive dansk statsborger. Med sit allerede erhvervede svenske statsborgerskab, burde det vel være nok. Der findes ikke et bedre land end Sverige, hvis man som udlænding hader urbefolkningen.
Men én ting er sikkert: Der er stort set intet vedrørende den islamiske ideologi, han ikke vil arbejde for. Og for den unge mand med politiske ambitioner er der sandelig nok at tage fat på. Vi skal hylde de islamiske reklamesøjler på hospitalerne. Det tager for lang tid at blive dansk statsborger. Han føler sin religionsfrihed begrænset. Han vil have dansk skatteyderbetalt imamuddannelse. Han vil have IS-børnene tilbage til Danmark. Han føler sig krænket og er træt af vores system og mener, at når Danmark pisser på ham, er der ingen grund til at integrere sig.
Det må så være en trøst for ham, at det har han heller ikke gjort, og der er ingen udsigter til, at det nogensinde vil ske.
Han skal nok finde på mere at kæmpe for, når han først står på Folketingets talerstol.
Den pakistanske papirdansker, Sikandar Siddique, afsluttede i 2013 sin 2-årige uddannelse som cand.comm. fra RUC. Uddannelsen har noget at gøre med kommunikation, og den giver han adskillige eksempler på, når han leverer tåkrummende pinlige, men dog underholdende taler fra Folketingets talerstol. Han er altid god for et godt grin.
Han gjorde sig for nylig bemærket ved at kritisere, at der er for mange malerier med hvide mænd i Folketinget.
Som kommunalpolitiker i Københavns Kommune var hans visioner få og små, hævdede borgmester Leslie Arentoft, som kaldte ham for politisk hjernedød.
Måske er det derfor, at visionerne nu vælter ud af ham. Den ene mere vanvittig end den anden. Man kan ikke nægte, at han ikke gør noget for sin sag som ”partileder” af bevægelsen De Grønne.
Er der noget, der kan få Siddique op i det røde felt, så er det, når nedslidte arbejdere får mulighed for at gå lidt før på pension. Deres arbejdsliv har været fysisk hårdt for en lav løn. Den høje skat de betalte, havde de næppe forestillet sig en dag ville gå til hundredtusinder af tilvandrede, hvoraf mange aldrig har været på arbejdsmarkedet.
Og så har Siddique den eminente frækhed at udtale, at indvandrerne betaler prisen for ”Arnes” pension. Manden er fuldstændig skamløs og uden for pædagogisk rækkevidde.
Forhåbentlig har politisk kommentator Hans Engell ret i sine forudsigelser: ”Frie Grønne har meget lille chance for succes”.
Bwalya Sørensen, en zambiansk papirdansker, er lykkedes med sit ”strukturel racisme”-vrøvl at gøre sig mildest talt upopulær.
Hun kom til Danmark som flygtning fra Frankrig (!) og synes at være blevet forbløffet over at støde på endnu et hvidt land med hvide indfødte. Når man lider af hudfarve-idiosynkrasi, så ville det nok have været klogere at søge tilbage til Zambia.
Skulle nogen – efter hendes fremfærd at dømme – tro, at fru Sørensen ingen uddannelse har, har hun oplyst at have en uddannelse som datamatiker. Hun blev dog, hævder hun, fyret på grund af sin hudfarve. Hun blev endog kaldt “abe” på sin arbejdsplads. Man tvivler på, at det er sandt – medmindre hun også dengang brugte sin ualmindeligt grove retorik til at tilsvine sine kolleger. Så kan man ikke afvise, at en person på et tidspunkt fik nok og gav hende tilbage med samme mønt.
Jobs efter fyringen? Af flere årsager gætter jeg på førtidspension.
Som initiativtager og talsmand m/k for Black Lives Matter, der i USA er en ekstremt voldelig bevægelse, havde hun i begyndelsen medvind. Den hvide historieløse venstrefløj var begejstret over endnu engang at kunne få lejlighed til at demonstrere deres afsky for deres fædreland og lod sig gladeligt koste ned bagved demonstrationen. ”White folks” skal kende deres plads.
Selv hendes egne ”hudfarvefæller” fik et møgfald og kaldte hende til gengæld “vanvittig”. (Se linkets video).
Fællesskab
De fire ovenfor nævnte papirdanskere har nogle ting til fælles.
De kan ikke udstå danskere. De hader vores kultur, og at vi er hvide.
De er alle aflønnet af skatteyderne. Det er med skatten af denne løn, de ”bidrager” til samfundets udgifter.
Den skatteyderbetalte uddannelse borger ikke for nogen form for taknemmelighed.
