SIDSTE NYT: Indvandrere havde central rolle i optøjer i Stuttgart – indenrigsminister taler om “borgerkrigsagtige tilstande”

Natten til søndag gik voldsmænd fuldstændig amok i den tyske storby Stuttgart. Butiksruder blev smadret, butikkerne blev plyndret, brosten blev kastet mod politietluften, og adskillige politifolk blev kvæstet.

 

Politiets talsmand sagde tidligt søndag morgen: ”Der blev virkelig begået hærværk.” Og han slog fast: ”Situationen er fuldstændig ude af kontrol.” Omkring 500 personer drog hærgende gennem bymidten.

 

Indenrigsminister Strobl i delstaten Baden-Würtembberg, hvor Stuttgart er hovedstad, taler om “borgerkrigsagtige tilstande”.

 

Hans-Jürgen Kirstein, der er formand for politiforbundet Gewerkschaft der Polizei i Baden-Württemberg, siger: “Det ser ud til, at det frem for alt var unge med indvandrerbaggrund, der var helt fremme i forbindelse med ødelæggelserne.”

 

På en video, der er lagt på nettet, kan man høre råbet: “Allahu akbar” – “Allah er størst”.

 

Stuttgart og Minneapolis

De voldelige udskejelser gik især ud over butikker i Stuttgarts indre by. Volden var flere steder kombineret med plyndringer. Også biler blev ødelagt.

 

Smadringerne og plyndringerne i Stuttgart gav mindelser om Minneapolis, hvor horder af tyveknægte og voldsmænd brugte politidrabet på den sorte George Floyd som et påskud for at hærge butikker, hvis ejere intet havde at gøre med drabet på Floyd.

 

De unge voldsmænd i Stuttgart har vel hentet inspiration i Minneapolis.

 

Status fra politiet er i hvert fald, at 40 butikker blev beskadiget, mens ni blev plyndret.

 

“Allahu akbar” og angreb på politiet

I det hele taget var det ubehagelige scener, der udspillede sig i Stuttgart. Man måtte tilkalde politiforstærkninger fra hele delstaten Baden-Württemberg for at håndtere de voldelige grupper..

 

Politiet beder borgerne om at hjælpe med opklaringen ved at sende fotos og videoer af udskejelserne og gerningsmændene.

 

Politiformand Hans-Jürgen Kirstein peger altså på, at unge indvandrere har spillet en central rolle i optøjerne. De videoer, som vi bringer her, synes umiddelbart at bekræfte dette indtryk. På nettet figurerer altså også en video, hvor der råbes “Allahu akbar”.

 

Blandt de slogans og skældsord, som demonstranter råber på videoer eller har skrevet på mure, var: “Fuck the System”, “Horesønner” (en velkendt arabisk fornærmelse) og “Kill All Cops”.

 

Den slags slagord kan meget vel være blevet opmuntret af den ekstremt fjendtlige stemning mod politifolk og lov og orden, som medier har pustet til i forlængelse af begivenhederne i Minneapolis og “Black Lives Matter”. Det gælder i øvrigt også medier i Danmark.

 

På nettet kan man desuden se fotos og videoer med unge mænd, nogle maskerede, der sparker ruder ind til butikker, smider brosten og plyndrer. Der er også uhyggelige videooptagelser af angreb på politifolk.

 

En af dem viser en politimand, der bøjer sig over en skikkelse, som ligger på jorden – tilsyneladende for at hjælpe. Så kommer en demonstrant løbende og springer med strakte ben ind i ryggen på betjenten (BILD). Der findes også optagelser af ballademagere, der forsøger at befri folk, som politiet har anholdt.

 

I sidste weekend var der ligeledes sammenstød mellem unge voldsmænd og politiet. Men i denne weekend eskalerede volden.

 

En narkokontrol fik det hele til at eksplodere

Det var åbenbart en ret ubetydelig politiaktion, der fik det hele til at eksplodere:

 

Politiet gennemførte en personkontrol i forbindelse med narkokriminalitet. Det fik tilsyneladende diverse smågrupper, som tilfældigt befandt sig på gaden, til at rotte sig sammen i fælles had til politiet. Fra indvandrere til venstreekstremister.

 

Så kom det hele ”fuldstændig ud af kontrol”, som politiets talsmand udtrykte det.

 

Balladen i Stuttgart har intet med racisme at gøre

Der synes at være en politisk korrekt angst for at tale åbent om dette. Også på det punkt er der mindelser om volden og plyndringerne i Minneapolis.

 

Volden og plyndringerne i Minneapolis blev i vidt omfang nedtonet eller lodret fortiet – det gjaldt også i de politisk korrekte danske medier.  Det skulle der ikke tales for meget om.

 

I Minneapolis blev alt overskygget af det forfærdende politidrab på George Floyd. De kredse, der ønskede at fortie hærværk, plyndringer og angreb på politifolk, kunne dække sig ind bag dette drab.

 

Men i Stuttgart er det svært at påstå, at balladen er udløst af politiovergreb endsige racisme.

 

Politiet gjorde efter alt at dømme sit ganske almindelige arbejde. Men voldsmændene forsøgte at tage magten i gaderne.

 

I det ekstremt politisk korrekte Tyskland nævner myndighederne dog overhovedet ikke indvandreres rolle i balladen. men takket være formanden for politiets fagforening er det altså alligevel kommet frem.

 

Dybt skræmmende

Stuttgart står nu som symbolet på en voksende trussel mod de fri samfund: Truslen om, at statsmagten ikke længere kan sikre ro, orden og almindelig anstændighed.

 

Aggressive, ekstreme og mere eller mindre kriminelle typer, der er fuldstændig blottet for samfundssind, forsøger at svække statsmagten, så de kan udfolde deres kriminelle eller politisk ekstremistiske tilbøjeligheder. En stor del af dem synes at have rødder i indvandreres parallelsamfund.

 

Begivenhederne i Stuttgart er dybt skræmmende. De er et angreb på vores samfundsform.

 

Opdateret klokken kl. 17 og kl. 21 …

https://www.youtube.com/watch?v=Ckq6tQz9BSI

 

https://www.youtube.com/watch?v=NVeHYtQNPMU

https://www.bild.de/regional/stuttgart/stuttgart-aktuell/randale-in-stuttgart-polizisten-bei-strassenschlachten-attackiert-71401026.bild.html

https://www.tagesschau.de/multimedia/video/video-718617.html

https://www.focus.de/regional/lokale-meldungen/polizeipraesidium-stuttgart-angriffe-auf-polizeibeamte-und-ladengeschaefte-in-der-innenstadt_id_12123870.html

https://www.sueddeutsche.de/politik/stuttgart-randale-1.4942646

a

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…