Venstre bliver nødt til at indse, at stor indvandring fra den muslimske verden fører til angreb på de liberale værdier

En almindelig dag ved et busstoppested på Nørrebro i København (Foto: Privat)

Alt tyder på, at Jakob Ellemann-Jensen bliver ny formand for Venstre. Til posten som næstformand synes pilen at pege på Inger Støjberg.

 

En del af pointen ved at vælge en ledelse bestående af de to skulle være, at den kunne sikre balancen i partiet.

 

Jakob Ellemann har sine rødder i København og Aarhus. Inger Støjberg har sine rødder i det folkelige Jylland, som var drivkraften i oprøret mod Lars Løkke og Kristian Jensen.

 

De to repræsenterer også vidt forskellige udgangspunkter i udlændingepolitikken, der har en afgørende rolle.

 

Ellemann kommer fra den meget politisk korrekte del af Venstre, der især er gået i rette med ”tonen” i udlændingedebatten.

 

Inger Støjberg har været Venstres mest markante strammer i udlændingepolitikken. Hun er kendt for at tale lige ud af posen om ikke-vestlige, især muslimske indvandrere, der ikke vil det danske samfund.

 

Men Venstre kommer ikke langt, hvis Ellemann og Støjberg i spidsen for partiet bare bruger kræfterne på lidt taktisk småfileri for at forhindre, at uenighederne i partiet om udlændingepolitikken bryder ud i lys lue.

 

Venstre har brug for en ordentlig afklaring af, hvad forholdet er mellem partiets liberale værdier og indvandringen fra især den muslimske verden.

 

Liberale holdninger og stram udlændingepolitik

Der findes liberale, der mener, at det er særlig liberalt at slå dørene på vid gab for de globale indvandringsstrømme.

 

Men al erfaring viser, at stor tilstrømning fra især den muslimske verden fører til stærke angreb på de liberale værdier.

 

Derfor er en stramt styret udlændingepolitik en ubetinget nødvendighed i forsvaret for et liberalt samfund.

 

Allahs ord er lov

Kernen i liberal politik er begreber som personlig frihed, menneskers ligeværd, demokrati og retsstat.

 

Størstedelen af muslimske indvandrere har fået en ganske anden åndelig og kulturel ballast.

 

I vidt omfang accepterer de, at Allahs ord er lov. Allahs bud, som de fremgår af Koranen og andre hellige skrifter, står over den personlige frihed, demokratiet og retsstaten.

 

Man går helt galt i byen, hvis man slet og ret ser islam som en religion i vores forstand. Det gjorde Venstres nu afgåede formand og statsminister Lars Løkke.

 

Men islam er meget mere end det. Den er et sæt bindende regler for, hvordan samfundet skal indrettes, og hvordan man skal leve sit liv. Den er en lovreligion.

 

Løkke og mange andre – måske også Jakob Ellemann – forestiller sig, at den slags er ved at forsvinde. Muslimske indvandrere i de yngre generationer er ved at smide den fundamentalistiske islam over bord og tage dansk kultur til sig, synes vurderingen at være.

 

Men det passer ikke. Nogle bevæger sig mod danske liberale værdier, men mange gør det på ingen måde. På væsentlige punkter går det snarere den modsatte vej. Lad os tage et konkret eksempel.

 

Unge muslimer bliver mere fundamentalistiske

Københavns Kommune har regelmæssigt offentliggjort et såkaldt integrationsbarometer. Det seneste barometer er fra 2018, og det gør status over integrationen af ikke-vestlige indvandrere i kommunen i perioden 2016-18.

 

I den forrige undersøgelse fra 2016 mente knap hver fjerde københavner på 18-28 år med ikke-vestlig baggrund, at religiøse love skal følges, selv om de vil være i strid med dansk lovgivning.

 

I 2018 var antallet af unge med en sådan fundamentalistisk holdning steget. Nu sagde hver tredje af de unge, at religiøse love skal følges, selv om de vil være i strid med dansk lovgivning. Disse religiøse love drejer sig hovedsagelig om islams love.

 

Forestillingen om, at unge muslimer generelt bliver mere og mere integrerede i danske liberale værdier dementeres af virkeligheden.

 

Danmark bliver mere muslimsk

Et liberalt parti bør betragte dette som en meget alvorlig situation. En stærkt voksende andel af befolkningen har jo ikke-vestlig, især muslimsk baggrund.

 

Tilstrømningen til Danmark er ganske vist dalet kraftigt i de seneste år – blandt andet på grund af stramninger i den danske udlændingepolitik, som Venstre har væsentlig andel i.

 

Men på grund af fødselstallet fortsætter den ikke-vestlige, ikke mindst muslimske andel af befolkningen med at vokse markant. Danmark bliver mere muslimsk.

 

Det vil ændre hele det fundament af kultur og værdier, som det danske samfund er bygget på.

 

Set i lyset af denne dramatiske udvikling, må styringen af ikke-vestlig indvandring være meget stram. Og hjemsendelse af flygtninge bør stå højt på dagsordenen.

 

Et liberalt parti, der hylder de liberale grundværdier, bør være stærkt optaget af dette.

 

Forsvaret for danske liberale værdier

Venstre har folketingsmedlemmer, der er meget opmærksomme på denne udvikling. Udover Inger Støjberg er det for eksempel Marcus Knuth, der kender islam i praksis fra sin tid som officer i Afghanistan. Knuth blev desværre regulært forfulgt af Lars Løkke.

 

Marcus Knuth har varmt anbefalet Jakob Ellemann som ny formand for Venstre. Kunne man håbe på, at han kunne præge Ellemanns holdning til udlændingepolitikken?

 

Der er brug for meget mere, end at Ellemann og Støjberg bare afbalancerer forskellige dele af Venstre. De burde forenes i en fælles kamp mod svækkelse af dansk kultur og danske liberale værdier.

 

https://denkorteavis.dk/2019/mange-unge-indvandrere-i-koebenhavn-saetter-religioese-love-over-demokratiet-men-det-soeger-man-at-skjule/

 

https://denkorteavis.dk/2014/syv-ting-som-de-politisk-korrekte-ikke-vil-vide-om-muslimers-holdninger/

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…