Udsigt til ny rekord for rosévin

I den rekordvarme sommer sidste år oplevede flere importører af rosévin, – både herhjemme og i vores nabolande – at leverandørerne meldte om udsolgte lagre. Alligevel blev der sat absolut rekord i forbruget af de lyserøde vine, og trenden, som startede i 2016-17 i Danmark, ventes at fortsætte opad med uformindsket styrke i de kommende måneder her i 2019.

 

Derfor er vinhandlerne godt i gang med at fylde lagrene op, og et af de toneangivende firmaer, Theis Vine i Charlottenlund, har sikret sig yderligere forsyninger ved at indgå et nyt samarbejde med ikke mindre end 3 roséproducenter fra Provence Rosé Group.

 

De hedder Ultimate Provence, Château de Bertrands og Château Saint Roux og er et godt supplement til firmaets i forvejen pæne sortiment af roséer.

 

Sommertid

Officielt er det nu sommertid, og have- og altanmøbler venter på at blive stillet frem, for nu er udsigten til de varme sommerdage og lange, lune aftener ikke fjern. Og netop høje varmegrader kalder på lette vine, og dette behov dækkes fint af rosévin.

 

Teknik

Rent teknisk produceres rosévin af rødvinsdruer, og farven på vinen bestemmes af, hvor længe mosten ligger sammen med skallerne. Jo kortere kontakt desto lysere farve og mere friskhed. Men manglen på garvesyre fra skaller og kerner kan give en marmeladeagtig sødme og en bitterhed, som ikke er ønskelig. Derfor skal man holde sig fra lavprisroséer.

 

Der fremstilles rosévin i stort set alle vinproducerende lande, og selvom resultaterne absolut må erklæres ”godkendt”, så betragtes rosé fra vindistriktet Provence i Frankrig af vinbranchen og af vinanmelderne som den førende.  Og her som i alle livets forhold gælder, at man får det, som man betaler for. Kvalitet er ikke til fals. Druesorterne, som her holder for i produktionen, spænder fra Grenache, Cinsault over Carignan til Syrah og Mourvèdre.

 

I andre områder anvender vinbønderne de rødvinsdruer, man lige har ved hånden. I Spanien f.eks. Tempranillo, og i Bordeaux exempelvis Cabernet Sauvignon og Merlot. I lande med en lempeligere vinlovgivning end i EU forekommer blanding af rød- og hvidvin til rosévin.

 

Stjernedrys

De tre nye vinhuse, som har fået ly i Theis Vines stald høster alle 6 stjerner på vores bedømmelsesskala, som går fra 1 til 6. Priserne ligger også i den øvre grænse. Således koster 2018 Ultimate Provence 199,95 kr. for 1 flaske, mens der skal betales 179,95 kr. pr. flaske ved køb af 12 flasker. Château des Bertrands’ 2018-produkt koster 179,95 kr. for en enkelt flaske, men prisen går ned til 159,95 kr., hvis man køber en kasse med 12. ”2018 Pigeonnier” fra Château Saint Roux er prissat til 169,95 kr. for en enkelt flaske, mens et samlet køb på 12 giver en pris på 149,95 kr. pr. styk. Tilsvarende gives der 20 kr. rabat fra 139,95 kr. til 119,95 kr., hvis der købes 12 flasker af samme slots ”2018 Friponne”.

 

Et pristrin lavere

Læs også
Supervine fra Mosel

Hos en anden af markedslederne, Philipson Wine i Kokkedal, ruster man sig også til vinforbrugernes run i det kommende halvår på rosévin. Firmaet råder over omkring 70 forskellige rosévine fra hele verden, men har op til sæsonen valgt at fokusere på et prisniveau, som ligger et stykke under det ovenstående hos Theis Vine.

 

De udvalgte huse er Domaine Lafage fra Roussillon, der er repræsenteret ved 2018 Miraflors Rosé og 2018 Côte Rosé, Producteurs Plaimont fra Saint-Mont i de franske Pyrenæer, der er repræsenteret ved 2018 Nature Secrète, og en 2018-roséudgave fra Domaine L’Eouvière fra Cercle Les Vignerons de Saint-Louis á Brignoles i departement Var i Provence.

 

Priserne på disse roséer er i ovennævnte rækkefølge og ved køb af 12 flasker: 89,95 kr., 69,95 kr., 59,95 kr. og 55 kr.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…