De formodede gerningsmænd bag søndagens blodige angreb i Sri Lanka var hovedsageligt veluddannede og kom fra rige familier.
Det viser den foreløbige efterforskning ifølge Sri Lankas regering.
I alt mistænkes ni personer – otte mænd og en kvinde – for at stå bag angrebet påskemorgen, der kostede 359 mennesker livet.
– De fleste af bombemændene er veluddannede, og de kommer fra økonomisk stærke familier. Mange af dem har været i udlandet for at studere, siger Sri Lankas viceforsvarsminister, Ruwan Wijewardene.
Den militante gruppe Islamisk Stat (IS) har taget skylden for angrebet.
Både den srilankanske regering og USA har også vurderet, at angrebets omfang tyder på, at en gruppe som eksempelvis Islamisk Stat har været involveret.
En video fra Islamisk Stat, der blev offentliggjort tirsdag, viser otte personer stå under et sort IS-flag. Alle undtagen én har deres ansigt tildækket, mens de sværger troskab til gruppens leder, Abu Bakr al-Baghdadi. (se video her)
Den ene, der ikke har ansigtet tildækket, er prædikanten Mohamed Zahran. Han har tidligere været kendt for sine ekstreme militante holdninger.
To af de mistænkte menes at være brødre. De var sønner af en velhavende krydderiforhandler. Han er en stor spiller i Sri Lankas forretningsmiljø.
En af de formodede gerningsmænd har studeret i Storbritannien.
– Vi ved, at en af dem rejste til Storbritannien og senere til Australien for at studere jura. Udenlandske myndigheder, heriblandt britiske, hjælper os med efterforskningen, siger viceforsvarsministeren.
Myndighederne i Sri Lanka har foretaget omkring 60 anholdelser efter angrebene. De ramte tre kirker og fire hoteller.
Der er dog udbredt vrede over, at tydelige og specifikke advarsler om angrebene øjensynligt blev ignoreret.
Sri Lankas politichef udsendte den 11. april et varsel om, at en udenlandsk efterretningstjeneste havde advaret om selvmordsbombeangreb mod “prominente kirker”. Informationerne blev dog ikke sendt videre til premierministeren eller andre topministre.
Det har ifølge to kilder tæt på præsidentkontoret onsdag fået Sri Lankas præsident til at anmode om politichefen og forsvarsministerens afgang.
/ritzau/Reuters
https://www.youtube.com/watch?v=kSOJ_71AiPs
a