Så er grillvinen parat

Det er svært at spå om sommerens vejr, men uanset hvad, så står spådommen om tændte griller og velduft i hele nabolaget til troende. Lige så sikkert er det, at vinhylderne hos Den Korte Avis’ vinpanel rundt omkring i landet byder på kuplignende tilbud, så alle kan vederkvæge ganen med mange gode dråber til særdeles fornuftige priser. Læs videre nedenfor og bliv inspireret!

 

Rosévin

 

Maîtres Vignerons de Saint-Tropez, 2018 Note Bleue Rosé, Côtes de Provence AOP, Gassin, Var, Frankrig – Normalpris 114,95 kr. – Tilbudspris 69,95 kr. pr. styk ved køb af 12 flasker.

 

Maîtres Vignerons er en sammenslutning af 9 domæner på Saint-Tropez halvøen, hvor skuespillerinden Brigitte Bardot også har sit domicil. Vinen er fortrinsvis lavet på druer fra unge vinstokke, og i glasset får vi den lækre most fra 80% Cinsault- og 20% Grenache-druer. Farven er som Østersølaksens, mens duften er domineret af jordbær og hindbær. Smagen er let, sprød og læskende.

 

Importør: Philipson Wine, Kokkedal

 

Weingut Karl May, 2018 Sommer Rosé, Rheinhessen, Osthofen, Tyskland – Normalpris 99,95 kr. – Tilbudspris 69,95 kr pr. styk ved køb af 6 flasker.

 

Rosévin er ikke det, man møder mest af hos vinproducenterne i vores sydlige naboland, men når germanerne først tager fat, så får man som her noget godt i glasset. Druesorterne Spätburgunder og Dornfelder giver hhv. frugt og mørk farve til vinen, der fremstår let, men karakterfuld. Vinhuset producerer også Rieslingvine, og i fjor blev deres Goldberg udpeget til verdens bedste tyske vin i Decanter Magasin.

 

Forhandler: Mega Vin, Odder

 

Domaine Uby, 2018 Byo Rosé, Côtes de Gascogne, Cazaubon, Frankrig – Normalpris 99 kr. – Tilbudspris 74,25 kr. pr. styk ved køb af 3 flasker.

Læs også
Supervine fra Mosel

 

Denne lækre rosévin fra musketeren d’Artagnans hjemstavn er fremstillet på to druetyper: Cabernet Franc og Merlot, som vokser på marker, hvor der kun må anvendes et minimum af pesticider. Årsagen hertil er, at der her lever og yngler nogle truede europæiske knoldskildpadder, og dem skal vi passe på. Selve vinen smager af jordbær og hindbær med et fint syrligt modspil til sødmen.

 

Importør: Propperiet, Brædstrup.

 

Alesia Group, 2018 Rodelia Rosato, Veneto, Jesola, Italien – Normalpris 69,95 kr. – Tilbudspris 59,95 kr. På tlf. 8691 1844 oplyses nærmeste forhandler.

 

Rodelia er en smuk pink rosévin med en duft og smag af jordbær, vandmelon, fersken og rosenblade. Den er fin som aperitif, men holder også flot som ledsager til de fleste lette sommerretter og -salater.

 

Importør: Amalie Vinimport, Hinnerup

 

Læs også
Lækre sommerlige vine til Pinse

Rødvin

 

Cantina Valpolicella Negrar, 2015 Il Passero IGT, Rosso Veronese IGT, Veneto, Italien – Normalpris 149,95 kr. – Tilbud: 275 kr. for 3 flasker hos Meny.

 

Vinen er stukket sammen af druesorterne Corvina, Rondinella og Molinara – de samme som firmaet anvender til sine Amaroner og Ripassoer. Der er kræset for at opnå den bedst mulige kvalitet, og en bred vifte af modne røde og sorte bær smelter sammen med en flot balance af afrundede tanniner til en elegant helhed. Kan anbefales til grill-bøffer.

 

Importør: GOBIvin, Valby

 

Bodegas El Escocés Volante, 2016 La Multa, Calatayud DO, Aragon, Spanien – Normalpris 109 kr. – Tilbudspris 69 kr. pr. styk ved køb af 6 flasker.

 

Læs også
Hvide forårsvine på menuen

Calatayud ligger i det nordøstlige Spanien med Zaragossa som hovedby. Vinhusets navn betyder ”den flyvende skotte”, da ejeren er skotten Norrel Robertson. Foruden at lave sine egne vine rådgiver han andre vinproducenter over hele den Iberiske halvø. Hans vine er intense og afspejler det terroir, de er omgivet af. Her er det en ekstrakt fra 100 gamle Garnacha-vinstokke – en sag for kendere.

 

Importør: D’Wine, Aalborg

 

Domaine de Bila-Haut, 2017 Bila-Haut, Roussillon Village ACRVC, Frankrig – Kampagnepris 84 kr.

 

Bila-Haut er den kendte Rhône-vinmand Michel Chapoutiers projekt i Roussillon i Sydfrankrig ved foden af Pyrenæerne. Siden år 2000 har han arbejdet biodynamisk med sine marker på bjergsiderne, og i dag leverer han supervin i stærkt koncentrerede mængder. I den aktuelle vin indgår druetyper som Syrah, Grenache og Carignan, og i glasset fås en sjælden intens smag af brombær parret med mineralske oplevelser.

 

Importør: Sigurd Müller Vinhandel, Aalborg

 

Læs også
Guigals nye superslot: Château de Nalys

Vins Descombes, 2018 Génération 1905, Auvergne-Rhône-Alpes VdF, Rhône-dalen, Frankrig – Normalpris 99 kr. – Tilbudspris 89 kr. pr. styk ved køb af 6 flasker.

 

Descombes-familien startede sin rejse i vinens franske verden i 1905 og ledes nu af 5. generation, som i dag står i spidsen for tre vinslotte og en række jordbesiddelser i Øst- og Sydfrankrig. Den aktuelle vin er fremstillet på 100% Grenache druer og er en fortrinlig frugtbombe med noter af lakrids, som bare bliver ved og ved i eftersmagen.

 

Importør: Vinslottet, Greve

 

Quinta Espaco Rural, 2018 Origens Tinto, Regional Alentejano IG, Portugal – Kampagnepris 65 kr. – På tlf. 86419600 oplyses nærmeste forhandler.

 

Endnu et bevis på, at de portugisiske vinbønder har opskriften på god vin til en overkommelig pris. Denne rødvin er sat sammen af druesorterne Aragonez (50%), Touriga Nacional (30%) og Alicante Bouschet (20), der er dyrket i provinsen Alentejo. Farven er rubinrød, duften mættet af ribs og solbær og smagen lang og fuld af moden frugt. Prøv den sammen med grillet fugl.

 

Importør: Amka, Randers

Læs også
Vine til lune forårsaftener

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…