IT-brevkasse: Hvilke konsekvenser kan der være ved at dele private billeder på Facebook?

Vi besvarer dine spørgsmål i IT-brevkassen

IT-sikkerhedsekspert Janus R. Nielsen fra IoT-firmaet AnyTech365 besvarer spørgsmål om it-sikkerhed, IoT- og pc-problemer. Har du spørgsmål om, hvordan du sikrer dig selv på trådløse netværk eller sociale medier, hvordan du kommer sikkert gennem shopping online eller noget helt fjerde, så send os en mail med dit spørgsmål til [email protected] eller til [email protected] Når dit spørgsmål er besvaret, kan du læse det her på Den Korte Avis. 

 

Facts om AnyTech365 & Janus R. Nielsen: Som den hurtigst voksende tech-virksomhed i Spanien, ifølge Financial Times, er AnyTech365 en IoT-virksomhed, der udvikler sig med lynets hast. AnyTech365 er et IoT-sikkerheds- og support firma, der tilbyder sine kunder en sikker og velfungerende computer samt hjælp til IoT-problemer.         

 

CEO og IT-iværksætter Janus R. Nielsen har mere end 20års erfaring inden for IT-branchen. Eventyret startede som elev i Jysks afdeling i Göteborg i Sverige. Senere hen blev han nordisk regionschef for blandt andre Corel Corporation og Computer Associates, og i 2003 etablerede han sammen med sin barndomsven sin første selvstædige forretning, MYSecurityCenter.

 

Kære Janus

Alle snakker om, at man skal være forsigtig, når det kommer til at dele billeder på Facebook. Jeg har selv min egen Facebook-profil og lægger da også billeder op af kolonihaven og børnebørnene i ny og næ. 

Jeg vil ikke ligefrem kalde mig selv for en ørn, når det kommer til internettet og de sociale medier, så derfor vil jeg da rigtig gerne høre mere om konsekvenserne ved at dele billeder på sin private Facebook-side? Hvad kan der ske med billederne, udover at andre på Facebook kan se dem?  

Med venlig hilsen Inge. 

 

Kære Inge

Konsekvenserne ved at dele billeder på Facebook og andre sociale medier er at man aldrig kan vide sig sikker på, hvor billederne havner, og hvad de bliver brugt til. Kort sagt kan billeder du deler bruges af hvem som helst til hvad som helst.  

 

Hvis du lægger et billede på Facebook og sletter det igen, så er det slettet fra din side, men hvis andre personer har delt eller gemt dit billede, så forsvinder det aldrig helt igen. Derfor er det utrolig vigtigt at tænke sig om en ekstra gang, inden man deler billeder, og især billeder af andre. 

 

Både billeder af voksne og børn kan havne steder, man ikke har lyst til, at de skal være. Det er især vigtigt at være opmærksom på billeder af børn, da de ikke selv er herre over, hvilke billeder af dem, der bliver offentliggjort. En god idé er altid at have en klar aftale med forældrene om reglerne for at lægge billeder af deres børn på Facebook og andre sociale medier.

 

De fleste har indstillet sin Facebook-profil til, at det kun er ens venner, der kan se den. Nogle har en helt åben og offentlig profil. Andre vælger at profilen skal være åben for venners venner. Men tænker man sig om en ekstra gang, ved man så hvem ens venners venner er? Nej vel, ikke rigtigt. Det kan være en onkels vicevært, en arbejdskollegas fætter eller andre fremmede personer, du slet ikke kender. En god huskeregel er derfor altid at stille sig selv spørgsmålet, om du vil hænge billederne du lægger på Facebook på opslagstavlen i dit lokale supermarked. Her er der ligeså mange fremmede personer, der kan se dine billeder, som hvis du deler dem på Facebook med dine venners venner eller har en offentlig profil. 

 

Det bedste du kan gøre for at beskytte dine billeder på Facebook er at gå ind i dine indstillinger og gennemgå de vigtige ting, som du finder under ”Beskyttelse af personlige oplysninger” og ”Tidslinje og tagging”. Her har du selv mulighed for at vælge, hvem der kan følge med i dit liv på Facebook. Hvis ikke du vil vise hvem som helst dine private billeder, så gå ind og vælg at det kun er dine venner, der kan se dine opslag. Det er også muligt at få en notifikation, som du kan godkende eller ej, når dine venner vil lægge et billede eller opslag på din tidslinje. Det kan f.eks. være at du er i sommerhus med familien, men ikke har lyst til at poste på Facebook, at du er væk fra dit hus. Så kan du vente med at godkende ”tagget” til du er hjemme igen.      

 

Det er en god idé at gennemgå disse indstillinger, så du har styr på, hvem der kan følge med i det du foretager dig på Facebook. Lyder det som en svær opgave med alle de forskellige indstillinger, så få én der har forstand på det til at hjælpe dig. 

 

Selvom du har fået styr på dine privatindstillinger på Facebook, kan man desværre aldrig vide sig helt sikker. It-svindlere kan sende dig links eller lave falske konkurrencer, hvor de forsøger at få dig til at klikke på inficerede links for at få adgang til din profil. Men så længe du har justeret dine Facebook-indstillinger og er opmærksom på falske links, så er du godt på vej til at beskytte dine billeder på Facebook.   

     

Med venlig hilsen 

Janus R. Nielsen, IT-sikkerhedsekspert.

 

Del på Facebook