En septemberdag sidste år lød der høje kvindeskrig fra en lejlighed i Østrigs hovedstad Wien. En beboer gik ind i lejligheden for at se, hvad der foregik. Han mødte et forfærdende syn.
Kvinden i lejligheden lå på gulvet. Hendes samlever blev ved med at hugge en kniv i hende. Indtil der blev stille. Manden er nu idømt livsvarigt fængsel.
I retten lød hans forklaring på det bestialske mord, at hans samleverske havde krænket hans mandighed!
Et asylsystem, der ikke fungerer
Den 40-årige mand er iraker. Han kom illegalt ind i Østrig i 2004. Siden har han været i stand til at forhindre udvisning ved at misbruge asylsystemet på alle tænkelige måder.
Han har flere gange søgt asyl. Hver gang er hans ansøgning blevet afvist. Men ved hver afvisning har han protesteret og appelleret afgørelsen. Dermed har han udnyttet systemet til at trække sin sag endeløst ud og blive hængende i Østrig.
Det siger ikke bare noget om ham, men også om et asylsystem, der ikke fungerer.
Løb efter samleverske med kniv i hånden
Når manden ikke lige var i gang med ansøgninger, protester og appeller, brugte han en stor del af sin tid på kriminalitet.
Til sidst skulle han faktisk i fængsel for at afsone sine forskellige domme. Men han begærede udskydelse af straffen – og så gik han under jorden.
På et tidspunkt flyttede han så ind hos den østrigske kvinde, som han senere slog ihjel. Naboerne hørte hele tiden skænderier mellem de to. Ved et enkelt tilfælde flygtede kvinden ind til naboer, da han kom løbende efter hende med en kniv i hånden.
Kvinden smed ham ud af hendes lejlighed. Men han vendte tilbage.
”Du har ikke noget hår på brystet”
Den 8. september sidste år hørte man så kvindens skrig: ”Hjælp, red mig, han vil slagte mig.” Det berettede statsadvokaten under retssagen. Og det var netop, hvad han gjorde. Derefter gik han roligt sin vej.
Irakerens version er en ganske anden.
Han siger, at hun ikke ville have sex med ham, og at hun bedrog ham. Og frem for alt havde hun krænket ham i hans mandighed, hævdede han.
”Hun sagde, du er ikke nogen rigtig mand, du har ikke noget hår på brystet.”
Det fik ham til at se rødt, fortalte han i retten.
Måske har han dog selv haft en fornemmelse af, at det med manglende hår på brystet ikke ligefrem lød som en gyldig grund til at slå kvinden ihjel.
Så han lagde noget ekstra på historien: Han havde handlet i nødværge, fordi hun umiddelbart før havde forsøgt at skade ham. Men så havde han sagt til hende: ”Det er ikke nogen løsning”. Og han værgede for sig.
Men det troede dommeren absolut ikke på. Fængsel på livstid.
En kvinde betalte for politisk korrekthed med sit liv
Illegal indvandring. Hæmningsløs og kynisk udnyttelse af asylsystemet på talløse måder. Forestillinger om ære og krænkelse, som er fuldstændig ude af trit med et moderne samfund. Stærkt voldelig adfærd – til sidst med døden til følge.
Hvad laver sådan en mand i et europæisk land? Hvorfor er et avanceret samfund ikke i stand til at holde ham ude? Hvorfor får en mellemøstlig voldskultur lov til at udfolde sig så hæmningsløst i et fredeligt og civiliseret samfund?
Det uhyggelige drab i Wien vidner om et samfund, der har ladet den ikke-vestlige indvandring komme ud af kontrol. Politikere og myndigheder har ikke turdet gøre det nødvendige. Den politiske korrekthed har hæmmet handlekraften.
En kvinde betalte for dette med sit liv.
En stribe kvindemord
I dag har Østrig en regering, der holder en langt fastere kurs over indvandringen fra ikke-vestlige, ikke mindst muslimske lande.
Men selv om der på det seneste er rettet betydeligt op, så er der allerede anrettet stor skade. Østrig har modtaget en stor tilstrømning.
I kølvandet på den er der alene inden for det sidste år begået en stribe mord og andre voldelige overfald på østrigske kvinder med ikke-vestlige indvandrere som gerningsmænd. Den Korte Avis har berettet om flere af dem.