I god selskab med en af de helt centrale personer i den danske fællessangstradition. Jens Rosendals sange er nogle af de mest sungne på efterskoler, højskoler, i Foreningsdanmark og i kulturlivet. Ny bog fortæller levende om et menneske og hans digtning.
At opdage, at man er anderledes
Man mærker tydeligt, at der ligger kærlighed bag denne bog om højskolemanden og digteren Jens Rosendal, som er født i 1932, men som lever i bedste velgående. Han vil også leve efter sin død om forhåbentlig lang tid – nemlig i de mange sange, som han igennem næsten 50 år han har bidraget med til glæde og eftertanke for det folkelige Danmark.
Vi får fortællingen om lille Jens, som vokser op i et indremissionsk landbohjem i Nordjylland. Et hjem med mange strenge regler, men også med sang og sammentømret fællesskab. På ét punkt adskiller drengen sig fra miljøet: han opdager tidligt, at han er seksuelt tiltrukket af sit eget køn. Han er til fyre, som han selv siger. Men han bliver gift og får tre børn, inden hans homoseksualitet får ham til at bryde ud. Det har selvfølgelig nogle omkostninger. Han forelsker sig i en meget yngre højskoleelev, som er hans højt elskede, indtil døden brat adskiller dem efter tyve år.
Forelskelsessangen – ”dén med næven”
”Du kom med alt det der var dit” er én af de mest sungne sange herhjemme. Den er skrevet som en forelskelsessang til den unge Ulrik. Det er den med ”næven”, som afslører, at den er skrevet mand til mand. Og den med øllet, som (også) forargede i visse kredse. Tænk engang – i 1981. Men hans digtning spænder vidt. Jesus og Vadehavet står også Rosendals hjerte nær.
Homoseksualiteten fylder meget i bogen. Efter nogles smag måske også for meget. Men vi lever stadigvæk i en tid, hvor dét at være bøsse – de lesbiske har det måske nemmere – er noget odiøst. Som når der f.eks. bliver sunget antihomosange på danske fodboldstadions. For Rosendal og ikke mindst for hans yngre partner, der er katolik og gerne vil være præst, er det i hvert fald ikke problemfrit at være (bekendende) bøsse. Afsnittet om Ulriks afsked med den katolske kirke, som er fuld af mere eller mindre undertrykt (homo)seksualitet, er tankevækkende. Dét problem er fortsat en betændt byld. Ikke mindst p.gr.a. de talløse børnemisbrugssager.
Salmebog og kongehus – men først og fremmest den folkelige fællessang
Bogens største force er, at vi får præsenteret og kommenteret en række af Jens Rosendals sange. To af sangene er blevet optaget i Den danske Salmebog. Så kan det næsten ikke blive finere. Hans digtning har også vundet indpas i Kongehuset. Men det er naturligvis som folkelig digter, at den sympatiske gamle mand har vundet sin hædersplads.
Man savner at kunne høre musikken til ordene. En medfølgende cd havde gjort underværker. Derfor er der kun én ting at gøre: at synge sangene sammen med nogle andre. Som hans unge musikalske samarbejdspartner, Rasmus Skov Borring, skriver i efterordet: Som Jens tit har sagt til mig: ”Rasmus, jeg har skrevet en tekst, og du har komponeret en melodi, men det er først en fællessang, når folk synger med”. Og tak til fotograf Gabs for de fine billeder.
Bogen kommer vidt omkring og er fint sat sammen af forskellige lag. Læs den – og syng med!
Anne Knudsen og Steen Valgreen-Voigt, Du kom med alt det der var dig.
Gyldendal 2019, 176 sider (fotos af Mogens Gabs), 250 kroner.