På TV News har de et magasinprogram, der hedder NEWS & Co. Her debatterer udvalgte personer løbende emner om samfundet og menneskelivet.
Den helt overvejende del af deltagerne er politisk korrekte og venstredrejede. Så debatten løber som en lind sødsuppe af rigtige meninger. Alt er under kontrol.
Og så dog ikke helt.
Jævnligt deltager den politiske kommentator Hans Engell nemlig.
Engell har en betydelig viden om dansk politik og samfund – selv tidligere minister. Han kender ovenikøbet sin historie, hvilket er noget af en mangelvare blandt debattører nu om dage. Og så lader han sig ikke koste rundt med af studieværter, der er ude i et politisk ærinde.
Det gav anledning til et vist postyr i NEWS & Co. torsdag eftermiddag.
En af studieværterne, Janni Pedersen, var i gang med et af sine utallige forsøg på at fremme den venstreorienterede, politisk korrekte sag i Danmark. Den Korte Avis har haft fat i hende ved tidligere lejligheder.
Panelet debatterede den ny klimabevidsthed blandt unge. De unges aktiviteter blev sammenlignet med tidligere tiders ungdomsoprør og dertil hørende demonstrationer.
Janni Pedersen henviste til, at der også denne torsdag var en demonstration mod klimaødelæggelser i København.
Man fornemmede, at panelet her skulle bryde ud i glædesjubel.
Men så brød Hans Engell ind. Han sagde, at de protestdemonstrationer mod klimaødelæggelser, som nogle unge gennemfører for tiden, slet ikke kan sammenlignes med fortidens store demonstrationer.
Som Engell vist fik påpeget, kunne man engang (i 1970’erne) se i omegnen af 200.000 demonstranter forsamle sig foran Christiansborg.
De såkaldte klimademonstrationer, som finder sted for tiden, er det rene ingenting ved siden af.
Men denne ædruelige kommentar fra Hans Engell blev taget meget unådigt op af studievært Janni Pedersen. Hun var jo i fuld gang med tale klimaprotesterne OP – som et led i TV2-journalisternes almindelige forsøg på at gøre klimaet til det altoverskyggende emne i valgkampen.
Så mens Engell var i gang med at forklare sig, blev han råt af brutalt afbrudt af Janni Pedersen. Det skulle der ikke tales mere om. Nu skulle seerne i stedet med ind til den klimademonstration, som var i gang i København.
Når man har deltaget i demonstrationer i sin ungdom, kan man meget hurtigt se, om der er mange eller få.
Ved denne demonstration, som blev opreklameret af Janni Pedersen, var der kun få deltagere. At sammenligne den med fortidens store protestdemonstrationer var fuldstændig hen i vejret.
Man forsøgte dog at sløre, hvor få der var, med et godt gammelt kameratrick: Kameravinklen var meget lav i forhold til deltagerne. Man så dem næsten fra et frøperspektiv. Dermed kom forsamlingen ud til at se mere talstærk og kompakt ud, end den var.
Men der kom trods alt nogle billeder, som afslørede, at der var tale om en ret sølle protestdemonstration.
TV-stationerne og andre medier prøver, om de ikke kan banke valget op til et klimavalg.
Med samme formål har det venstreekstreme dagblad Politiken inviteret den 16-årige svenske skolepige Greta Thunberg til Danmark her under valgkampen.
Det er ikke, fordi Greta Thunberg har den store viden om klimaspørgsmål. Der er ellers i allerhøjeste grad brug for mere seriøs viden om dette enorme og afgørende emne.
Men Greta er blevet en global mediestar, og så er hun særdeles effektiv til at give folk skyldfølelse (hun er ikke svensker for ingenting).
Man kan måske kalde hende nutidens svar på middelalderens moralske svovlprædikant, munken Savonarola fra Firenze.
Foreløbig kan man ikke sige, at det er lykkedes at gøre folketingsvalget til et protestvalg mod klimaforringelser.
SF og De Radikale kunne se ud til at hente nogle stemmer på deres klimapolitik. Omvendt går det ikke særlig godt for Alternativet, der mere end noget parti har slået sig op på klimaet.
Men hvem ved, måske kan svenske Greta få en vis indflydelse på udfaldet af det danske valg. Det vil i hvert fald ikke skorte på begejstret assistance fra Janni Pedersen.