Tysk avis afslører, hvordan Merkel åbnede Tysklands grænser for asylstrømmen – den historie kan Henrik Sass og S lære af

Den tyske avis Die Welt har bragt en spændende afsløring af, hvad der egentlig skete i efteråret 2015, da Angela Merkel åbnede den tyske grænse for en enorm asylstrøm.

 

Beslutningen fik vidtrækkende konsekvenser for det tyske samfund og for det øvrige Europa, herunder Danmark.

 

Der er grund til at studere avisens beretning om det dramatiske forløb i toppen af tysk politik.

 

Europa vil med stor sandsynlighed modtage nye store bølger af migranter i fremtiden. Derfor er det afgørende, at politikere og befolkninger undgår at gentage de fatale fejltagelser, som blev begået af Merkel  og hendes nærmeste omgivelser.

 

I efteråret 2015 skulle Merkel have lukket grænsen af til Tyskland for at forhindre den massive indstrømning. Men det ville hun ikke.

 

En række af hendes eksperter kom med forslag til, hvordan det kunne gøres rent juridisk. Men hun afviste disse forslag. Det var vigtigere for hende at give omverdenen et indtryk af et politisk korrekt, asylvenligt Tyskland.

 

Hun undlod at beskytte den tyske befolkning, der kom til at bære byrden.

 

Asylstrøm og konventioner

Erfaringerne fra efteråret 2015 spøger også i en del af den danske debat. Ansvarlige politikere og meningsdannere kredser om, hvordan vi sammen med andre europæiske lande kan sikre vores grænser, så vi ikke får en ny asylkatastrofe.

 

Men der er en tendens til, at denne afgørende debat kører skævt.

 

Mange politikere og debattører stirrer sig blinde på konventionerne.

Læs også
Henrik Sass Larsen gav sit parti en ganske særlig position blandt de socialdemokratiske partier i Europa

 

Der er klart behov for en kritisk diskussion af konventionerne og Menneskerettighedsdomstolen, der begrænser den politiske handlefrihed – specielt i store krisesituationer som den i efteråret 2015.

 

Men sikringen af vores grænser drejer sig ikke først og fremmest om forholdet til konventionerne. Det vigtigste er at gøre os fri af EU-regler, der gør det umuligt at bremse en massiv asylstrøm.

 

Sass

Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass Larsen er en af de politikere, der beskæftiger sig seriøst med disse emner.

 

Men selv Sass bliver hængende i en debat om konventionerne, der bestemt er vigtig, men langt fra tilstrækkelig.

 

For nylig vakte han opstandelse, da han i et TV-program sagde:

 

Læs også
Begyndelsen til enden for Angela Merkel

”Vi har fået rodet os ind i alle mulige internationale domstole og konventioner – nu er det vores opgave at rode os ud igen, så vi får herredømmet tilbage.”

 

Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen rykkede hurtigt ud med en forsikring om, at ”Danmark i vores øjne ikke skal udtræde af nogen konventioner”.

 

Det fik Sass til at understrege, at han ikke havde talt for en ensidig dansk udmeldelse af konventionerne og Menneskerettighedsdomstolen.

 

Her standser denne diskussion så, og der er foreløbig ingen udsigt til, at den får praktiske konsekvenser.

 

EU’s regler er afgørende

Men det er vigtigt at holde sig en afgørende ting for øje:

 

Konventionerne forhindrer os ikke i at lukke den danske grænse af for en asylstrøm. Det er ikke konventionerne, der kræver, at vi skal lukke folk ind i landet, bare fordi de siger ”asyl”.

Læs også
Lussing til Angela Merkel – hendes parti tager opgør med hendes udlændingepolitik

 

Vi kan afvise dem ved grænsen uden at bryde nogen konvention. Det er jo det, lande som Australien og Japan gør. Og det var det, som Merkels eksperter forsøgte at få hende med på, da det væltede ind i landet i 2015.

 

Det er EU’s regler, der betyder, at folk, der siger ”asyl”, skal lukkes ind. Det er et resultat af den såkaldte Dublin-konvention, der lægger rammerne for asylbehandlingen i EU.

 

Hvis migranter siger, at de vil søge asyl, skal Danmark lukke dem ind. For man skal vurdere, i hvilket EU-land deres sag skal behandles.

 

Desværre viser erfaringen fra hele Europa, at når migranter først er kommet ind i et land, så er de ekstremt svære at få ud igen – hvis det er et attraktivt land.

 

Det var det, der gik helt galt i Tyskland, så man modtog knap en million asylansøgere i 2015. Alene i november det år var det over 200.000.

 

Denne enorme tilstrømning har fuldstændig forandret Tyskland.

Læs også
Nu rejser den tyske forbundsdag en debat om FN’s omstridte migrationspagt – Folketinget bør gøre det samme

 

Stoppes ved grænsen

I de turbulente efterårsmåneder i 2015 forsøgte fortvivlede eksperter at overbevise Merkel om, at der var en vej ud. Man kunne godt afvise migranterne ved grænsen. Det var en rent politisk beslutning, om man ville åbne.

 

Ifølge Die Welts beretning argumenterede eksperterne for, at man kunne suspendere Dublin-reglerne for asylbehandling ved at argumentere med hensynet til den offentlige orden og beskyttelse af den indre sikkerhed.

 

Men det ville Merkel ikke. Hun ville værne om Tysklands renommé i politisk korrekte kredse.

 

Når det drejer sig om at bremse asylstrømmen bør den danske debat først og fremmest dreje sig om EU’s Dublin-regler.

 

Når presset vokser, er det helt uholdbart, at folk bare kan komme ind i landet ved at sige ”asyl”. Det er ekstra absurd, fordi Dublin-reglerne i øvrigt på mange måder er ude af drift.

 

Læs også
De tyske vælgere siger eftertrykkeligt nej til Angela Merkels planer om at blive siddende på magten

Asylstrømme stoppes ikke ved at træde ud af konventioner. Det kan man gøre af andre grunde. Asylstrømme stoppes ved, at vi har helt styr på, hvem vi lukker ind over vores grænse.

 

https://www.welt.de/politik/deutschland/plus183623780/Fluechtlingskrise-2015-Zurueckweisungen-an-Grenze-waren-juristisch-moeglich.html

 

https://www.welt.de/politik/deutschland/article183668348/Migrationskrise-2015-CDU-Politiker-gegen-Untersuchungsausschuss.html

 

https://www.dr.dk/nyheder/politik/henrik-sass-vi-skal-rode-os-ud-af-internationale-konventioner-og-domstole

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…