Lørdag aften blev et ungt par på 19 år udsat for et usædvanlig brutalt overfald på en tankstation i Birkerød.
Helt umotiveret angreb en mand dem med en økse og sårede dem alvorligt.
Den unge kvinde fik åbent kraniebrud og flere sår på kroppen, mens den unge mand fik sår i hovedet og på kroppen.
De reddede formentlig kun livet, fordi de gjorde heftig modstand og derefter flygtede ind i tankens butik, hvor en medarbejder udløste overfaldsalarmen.
Gerningsmanden undslap i første omgang, men han blev jagtet intenst af politiet. Der blev bragt en efterlysning af en 29-årig mistænkt ved navn Mohamed Abdelkader Salem Al-Tamimi.
Mandag aften blev den efterlyste anholdt af et større politiopbud fra den særlige aktionsstyrke AKS, da han befandt sig på en pornoklub i Istedgade i København.
Ved et grundlovsforhør samme aften blev han varetægtsfængslet i fire uger.
I mellemtiden havde han ifølge sigtelsen nået at begå et knivrøveri mandag mod Danske Bank i Ringsted.
Bekendtskab med militant islamisme
Tirsdag oplyste Politiets Efterretningstjeneste, at den formodede øksemand havde stiftet bekendtskab med militant islamisme. Det vidste PET blandt andet fra ”andre danske myndigheder” – formentlig Kriminalforsorgen.
Man havde også fået at vide, at manden muligvis var psykisk ustabil.
Foreløbig kender man ikke gerningsmandens motiv. Han kom heller ikke med noget budskab i forbindelse med økseangrebet – som for eksempel at råbe ”Allahu akbar!”
Så vi ved ikke, om det var en islamisk terrorhandling. Men det kan være tilfældet.
Den ny terror
Terroren har skiftet karakter. Der kommer flere og flere angreb, hvor enkeltpersoner pludselig slagter folk på gaden, og hvor der i første omgang er tvivl om motivet.
Islamisk Stat har i de senere år opfordret islamister til at begå den slags angreb.
De kræver ikke de store ressourcer. De er svære at forhindre. Og de pludselige myrderier på tilfældige mennesker er egnede til at sprede rædsel.
I forbindelse med flere af disse terrorangreb er gerningsmanden blevet omtalt som ”psykisk ustabil”.
I nogle tilfælde er det måske et politisk korrekt forsøg på at nedtone, at der er tale om islamisk terror.
Men sandt er det, at der hos nogle af disse terrorister (’ensomme ulve’) kan være en flydende overgang mellem islamistiske ideer og mentale problemer.
Det er mennesker på kanten af samfundet. Og netop det har gjort det let at rekruttere dem til islamisk terror eller inspirere dem til at lave den på egen hånd.
Kom ud af fængslet som et helt andet menneske
Foreløbig vides intet med sikkerhed. Men frygten for en sammenhæng med terror har formentlig bidraget til det massive politiopbud i jagten på Mohamed Abdelkader Salem Al-Tamimi og i bevogtningen af Retten i Lyngby, hvor grundlovsforhøret foregik.
For kort tid siden blev Al-Tamimi løsladt efter en dom på tre års fængsel for to knivrøverier begået i 2012. Hans far siger, at han kom ud af fængslet som et helt andet menneske.
”Han var vred og frustreret,” siger faderen ifølge TV2. Al-Tamimi var blevet flyttet mellem flere fængsler, hvilket bruges til at imødegå islamistisk påvirkning.
I første omgang flygtede han fra sin dom sammen med en bekendt fra Tjetjenien (Tjetjenien er et område, der betragtes som vigtigt i forbindelse med terror). Men han vendte tilbage og tog straffen.
Ensomme, politisk uformulerede og psykisk ustabile mordere
Det er for tidligt at konkludere på, om det blodige økseangreb i Birkerød har noget med islamisk terror at gøre.
Men det er en mulighed, selv om gerningsmanden ikke råbte islamistiske slagord.
Ensomme, politisk uformulerede og psykisk ustabile mordere er blevet en del af den moderne islamiske terrors mønster.