For Luther var det helt afgørende at holde det åndelige og det verdslige adskilt

Kirken og præsternes rolle er i vælten for tiden, hvor vores kirkeminister Ida Auken arbejder aktivt for, at Folketinget på Borgen får tilknyttet en præst, så politikerne kan få et velment Guds ord med på vejen inden de kaster sig ud i lovgivning for dette gennemsekulariserede samfund. Og det lyder måske meget tilforladeligt, men det er paradoksalt nok netop ud fra en evangelisk luthersk betragtning helt på månen. For der skal iflg Luther være vandtætte skotter mellem netop det samfundsmæssige og det religiøse.

Luther forklarede i 1523 i bogen ”Den verdslige øvrighed”, hvordan verden er delt op i 2 regimenter eller magtsfærer. Denne hans to-regimentelæren findes også udfoldet i den lutherske kirkes officielle bekendelsesskrift, ”Den Augsburgske Trosbekendelse” fra 1530, hvor det præciseres, at verden er delt op i to skarpt adskilte magtsfærer: det åndelige og det verdslige regimente.

1. Det åndelige regimente vedrører forholdet mellem Gud og den enkelte, dvs det personlige Gudsforhold, som ingen, hverken paver eller biskopper, kan blande sig i. Her er det Gud, der styrer. Mennesket har her ingen fri vilje og kan kun forlade sig på Gud og hans vilje til at skænke den enkelte troen, dvs Guds nåde.
2. Det verdslige regimente vedrører os i vores indbyrdes forhold. Og her kan man ikke påberåbe sig Gud. Om min kone laver gode eller dårlige frikadeller, kan jeg ikke klandre Gud for. Det er hendes ansvar, for her har mennesket fri vilje.
   Det betyder også, at den verdslige øvrighed ikke kan påberåbe sig guddommeligt skænket autoritet. Gud er simpelthen udenfor den verdslige sfære, så der kan vi ikke henvise til andet vores egen opfattelse af, hvad der i denne eller hin sammenhæng forekommer pragmatisk hensigtsmæssigt. Så vi kan ikke motivere vores lovgivning med henvisning til Gud.

For Luther er det aldeles afgørende, at man ikke blander de to regimenter sammen. Snot for sig og skæg for sig. Det enkelte menneske i dets forhold til Gud er en del af virkeligheden. De enkelte mennesker i deres indbyrdes forhold til hinanden er en anden virkelighed.

Nu er det jo ikke at åbenbare nogen stor hemmelighed, når man siger, at vore magthavere aldrig har respekteret Luthers to-regimenteopdelings klare adskillelse af de to virkeligheder. Man vil gerne have Gud på sin side og det krydrer altid det hele lidt op, hvis man kan påberåbe sig Bibelcitater mm.

Alligevel synes jeg, at det er flovt, at Ida Auken, der er teolog og landets kirkeminister, kan bringe et sådant uluthersk væsen på scene. En forklaring kan være, at hun nærer drømme om, at hun og kirken får mere magt, så kirkeministeriet kan blive en magtfuld spiller på linie med finansministeriet eller statsministeriet. Der er ikke meget power i at være kirkeminister, så det må man da kunne lave om på.

Og det skal hun da være så velkommen til at forsøge sig med, men det ville have klædt hende og de mange gejstlige, der støtter hende, hvis man havde bekendt kulør og vedgået, at man derved brød med en kærneopfattelse i evangelisk-luthersk teologi, som man jo ellers er sat i verden for at forsvare.

Hvorfor kommer hun ikke med en eneste henvisning til, at hun godt er klar over, at hun med sit forslag sætter sig ud over Luthers to-regimentelære. Selvfølgelig kender hun som teolog til Luthers to-regimentelære, men hun vil bare ikke kendes ved den, for den gør kirkeministeriet og kirkeministeren så magtesløse. Men det er der vel ikke noget flovt i. Også Jesus var magtesløs, men klarede den ad anden vej. Det skulle Ida og hendes følge af uvederhæftige teologer også tage og prøve.

Og så endelig! Hvorfor glæder hun sig ikke over og er stolt ved, at Luther med sin to-regimentelære løste det politiske fra det guddommelige, så vi kunne nå frem til folkestyre og demokrati.

Svend Lindhardt