Den italienske regering har givet tilladelse til, at det danske fragtskib ”Alexander Mærsk” kunne gå i havn på Sicilien, så migranterne om bord kunne komme i land.
Den beslutning fortjener anerkendelse. ”Alexander Maersk” blev udelukkende part i den ulykkelige sag, fordi den italienske kystvagt direkte bad skibet om at samle migranterne op.
Det ville være uholdbart, hvis man derefter lod det uskyldige danske handelsskib hænge på problemet.
Italien må til gengæld forvente, at de andre EU-lande går med i en effektiv indsats for at bremse den massive asylstrøm til de italienske kyster. Italien kan ikke klare det alene.
Opgør med Merkel
EU-landene begynder omsider at se den barske virkelighed i øjnene, når det gælder asylstrømmen.
Det uformelle EU-topmøde i søndags lagde en ny linje, der bryder med Angela Merkels katastrofale kurs.
Merkel har stået for, at Europa skulle lade et meget stort antal migranter strømme ind – og så måtte EU-landene fordele dem mellem sig.
Søndagens topmøde var et klart opgør med denne tankegang. Det ordinære topmøde torsdag-fredag i denne uge vil sikkert fortsætte dette opgør.
Merkels autoritet er stærkt svækket. Nu tager andre kræfter teten.
Det gælder ikke mindst Østrigs forbundskansler Sebastian Kurz, der har gode relationer til Italien, Merkels kritikere fra CSU i Tyskland, Østeuropa – og Danmark.
Andre EU-lande er med på, at kursen skal strammes gevaldigt.
De skal slet ikke ind i EU-landene
EU begynder nu at skele til den såkaldte australske model, der tidligt fik støtte fra Dansk Folkeparti i Danmark.
Denne model har ellers været afvist af mange europæiske regeringer, herunder den danske. Men problemerne har nu vokset sig så store, at den kommer på bordet i EU.
Australien har i årevis afvist migranter, der kom sejlende til landet og ville gå i land for at søge asyl. De bliver i stedet sendt til nogle østater, hvor deres asylsag bliver behandlet.
Kun hvis de bliver godkendt til asyl, får de lov at komme ind i Australien.
Flere og flere EU-lande kredser nu om det samme. De har fundet ud af, at hvis asylansøgere først bliver lukket ind i landet, er det ekstremt svært at få dem til at rejse igen, selv om de bliver afvist.
Derfor er man nu i EU meget optaget af, at migranterne fra Afrika slet ikke skal frem til EU-landene. Man vil i stedet samle dem i modtagecentre uden for EU.
Det kan være i Nordafrika eller Østeuropa. Pointen er, at det er i et område, hvor det ikke er attraktivt for migranterne at blive hængende.
I disse centre skal deres asylsag så behandles. Hvis de får afslag, skal de ikke kunne komme ind i EU-landene. De må rejse hjem igen, og hvis de ikke gør det, må de blive i centrene, hvor de ikke har lyst til at slå sig ned.
Kendsgerningen er, at langt de fleste migranter, der kommer fra Afrika, er økonomiske flygtninge og ikke forfulgte eller krigsramte.
Tre store udfordringer
Der er efterhånden ret stor opbakning til den australske model blandt EU-landene, hvor grundtanken er, at asylansøgere afvises og sendes til et modtagecenter for at søge asyl. Den Korte Avis har de seneste uger skrevet om forslag fra østrigske Sebastian Kurtz, tyske Horst Seehofer, danske Lars Løkke, italienske Salvini og EU’s Donald Tusk Her 25.6 Her 20.6 Her 18.6 Her 7.6 Her 6.6
Men det står også klart, at det er noget af en udfordring at føre den ud i livet.
For det første sejler der et hav af migrantbåde ud fra mange steder på den nordafrikanske kyst. Det er svært at holde styr på den trafik – også fordi velgørende organisationer blander sig.
For det andet har man indtil videre ikke nogen opsamlingssteder, hvor man kan sende dem hen.
For det tredje står man over for kyniske mennesmuglere, der uden skrupler sætter migranternes liv på spil.
Mennesmuglerne går direkte efter, at migranterne hurtigt kommer i havsnød i elendige både. Dette er et meget stærkt pressionsmiddel.
Når kystvagtskibe eller andre skibe ser mennesker, der er ved at drukne, bliver disse mennesker selvfølgelig samlet op.
Hvad det angår er situationen i Middelhavet langt sværere at håndtere end situationen ud for Australien.
Australien fortæller bådene, at de må vende om. Det kan ofte være svært i Middelhavet – for bådene er synkefærdige.
Soldater og politifolk
Derfor er der blandt EU-landene en voksende erkendelse af, at man må forsøge at bremse menneskesmuglerne, før deres både sejler fra land.
Det kræver et samarbejde med Libyen og andre nordafrikanske lande, der må tilføres ressourcer til at kunne håndtere indsatsen.
Og det kræver også, at EU-landene bidrager til at stoppe migrantstrømmen, allerede inden den når ud til kysten. Der skal gøres en større indsats i forhold til transitlandene og sikringen af deres grænser.
Sebastian Kurz taler ligefrem om, at EU-landene må være parate til at støtte med soldater og politifolk.
Det er en meget krævende og kompliceret indsats. Den forudsætter også et omfattende og til tider vanskeligt samarbejde med afrikanske lande om alt fra patruljering til asylcentre.
Men EU-landene bliver i stigende grad overbevist om, at man er nødt til at gå den vej.
Opdateret 26.6 kl 14 …
