Folketingspolitikere besøger græsk flygtningekaos

Arkivfoto fra Lesbos
I praksis står Grækenland og Italien med hele ansvaret for flygtninge i EU, lyder det fra Enhedslisten.

 

I denne uge drager en række danske folketingsmedlemmer til Grækenland og Italien for at danne sig et førstehåndsindtryk af flygtningesituationen, der har været et omdrejningspunkt i dansk og europæisk politik siden 2015.

 

Formanden for Folketingets udlændingeudvalg, Martin Henriksen, står i spidsen for delegationen.

 

Han mener som udgangspunkt ikke, at det er Danmarks ansvar, hvordan forholdene for asylansøgerne i de græske lejre er.

 

– Vi synes i DF, at der er grænser for, hvad Danmark kan tage ansvar for. De enkelte lande må løfte deres ansvar, siger han.

 

– Formålet med turen er dybest set at blive lidt klogere på, hvordan virkeligheden fungerer.

 

Enhedslistens udlændingeordfører, Nikolaj Villumsen, håber blandt andet at få svar på, i hvor høj grad asylansøgere rent faktisk sendes retur til Tyrkiet, sådan som det var hensigten i den aftale, EU og Tyrkiet indgik i marts 2016.

 

Aftalen er i dansk politik blevet fremhævet som et eksempel på, at det godt kan lade sig gøre at indgå forpligtende aftaler med lande uden for EU, der bremser flygtningestrømmen.

 

Men Villumsen tvivler på, om der egentlig er særligt mange asylansøgere, der sendes ud.

 

– Både Grækenland og Italien er enormt udfordrede af de mange flygtninge, som kommer til og befinder sig under kummerlige forhold i lejrene, siger han.

 

– Vi har et ansvar for, hvordan flygtninge behandles i Europa. EU’s aftaler gør, at det reelt er Grækenland og Italien, der står med hovedparten af ansvaret for flygtningemodtagelsen i Europa. Det er helt urealistisk, mener han.

 

/ritzau/

Del på Facebook