Journalist afslørede hvor let det er at snyde sig ind i Europa – og så blev han tilmed modtaget af en islamist
Den tyske kontrol med pas og asylansøgere er hullet som en si.
Og ikke nok med det. Tilsyneladende har man desuden ansat islamister i selve asylsystemet til at udstede opholdstilladelser.
En journalist ville vise, hvor nemt det var at komme ind i Tyskland på falske papirer. Det skriver det store ansete tyske dagblad Die Welt om.
Journalisten, der var israeler, udgav sig for at være fra Syrien. Han havde et falsk syrisk pas og søgte asyl i Tyskland som syrisk statsborger.
Det gik glat med at komme ind på de falske papirer og få ophold til tyskland.
Den ansatte ved de tyske asylmyndigheder, der sikrede ham opholdstilladelse og socialhjælp.
Han overrakte ham papirerne med ordene:
”Med Allahs hjælp begynder du her et nyt islamisk liv.”
Bring bare familien hertil over havet nu
Ligeledes ville den falske syrer, som i virkelighedens verden er den 47-årige israelske journalist Zwi Jecheskeli, have at vide, hvordan det lå med at få kone og børn hentet til Tyskland.
Den asylansatte palæstinenser forklarede ham, at det ville tage tre år, men hvis det var for lang tid at vente, ”så tag dem blot over havet nu.”
Sådan lød opfordringen fra den ansatte ved de tyske asylmyndigheder, som i øvrigt også tilbød praktisk hjælp med planlægningen af den illegale rejse.
Merkels ”Wir schaffen das,” – Det klarer vi – er åbenbart også holdningen her.
Skulle infiltrere det muslimske broderskab
Den israelske journalist havde selv anskaffet sig det falske pas på det illegale marked i Istanbul.
Men selve formålet med opholdet var i samarbejde med den israelske efterretningstjeneste Mossad at infiltrere Det Muslimske Broderskab i Tyskland.
Opgaven var at finde ud af, om medlemmer af Det Muslimske Broderskab helt legalt kan komme ind i Tyskland og dermed også sprede sig til det øvrige EU.
Det lykkedes den israelske journalist at komme ind i broderskabet og resultatet er blevet en serie i fem afsnit, som vises på den israelske TV-station, Channel 10.
”Jeg ønskede at vise de farer, som Europa er udsat for af radikal islam. Jeg er ikke bundet af nogen form for politisk korrekthed og kan derfor åbent fortælle sandheden,” siger Zwi Jecheskeli til Die Welt.
Jecheskeli taler flydende arabisk og er kendt som en af Israels mest fremtrædende eksperter hvad angår den arabiske verden.
Har gode muligheder for at radikalisere muslimer i Danmark
Også i Danmark er der al mulig grund til at holde skarpt øje med Det Muslimske Broderskab, fremgår det af rapport om Broderskabet, som Center for Analyse af Politisk Islam (CAPI) udarbejdede for Folketinget i juli 2016.
Efter at den tyrkiske præsident Recep Taiyyip Erdogan (AKP) har indgået partnerskab med Det Muslimske Broderskab, er det blevet almindeligt at se Broderskabets håndtegn (fire oprakte fingre) ved pro-Erdogan demonstrationer i både Danmark og i det øvrige EU.
Således vurderer CAPI i sin rapport til Folketinget, at broderskabet gennem sine tyrkiske forbindelser, sit stærke internationale brand og sine enorme økonomiske ressourcer har gode muligheder for at radikalisere danske muslimer.
Det Muslimske Broderskab: Hitler var sendt af Allah
Det Muslimske Broderskab blev stiftet i Ægypten i 1928 under mottoet ”Allah er vores mål, Koranen vores grundlov, Profeten er vores leder, jihad er vores vej, død for Allahs sag er vores ønske.”
Organisations chefideolog, Sayyid Qutb (oktober 1906 – august 1966), mente, at Hitler var sendt af Allah, og særligt hans bog Milestones betragtes af mange som åndelig manual for jihadister.
Der er tale om verdens største islamistiske organisation med aktiviteter i omkring 70 lande.
Indtil det såkaldt arabiske forår i 2011 var Det Muslimske Broderskab forbudt i blandt andet Ægypten, men blev i 2011 legaliseret og vandt næsten halvdelen af pladserne i det ægyptiske parlament ved valget i januar 2012.
Her stillede det op under navnet Friheds- og Retfærdighedspartiet.
Vandt præsidentvalget og røg i spjældet
Samme år vandt Broderskabets præsidentkandidat, Homamed Mursi, præsidentvalget den 25. juni 2012. Men det varede kort.
Den 3. juli 2013 blev han afsat af militæret, hvorefter Det Muslimske Broderskab atter blev erklæret for en ulovlig terrororganisation og dets ledere inklusive Mursi fængslet.
Udover Ægypten er Det Muslimske Broderskab også forbudt i Saudi-Arabien og i De Forenede Arabiske Emirater.
Ligeledes overvejer den amerikanske præsident Donald Trump ifølge Ritzau / Reuter i øjeblikket at føje Broderskabet til USA’s liste over terrororganisationer.
Du kan læse mere her (betalingsmur):
https://www.rt.com/news/419070-undercover-israeli-journalist-germany/
Og her kan du læse rapporten om Det Muslimske Broderskab:
http://www.ft.dk/samling/20151/almdel/uui/bilag/223/1655971.pdf