Mellem jul og nytår blev en 17-årig indvandrer fra Nakskov dømt for et groft gaderøveri i Maribo. Han havde begået det sammen med to medgerningsmænd på 17 og 19 år.
Den unge mands straf lød på et år og seks måneders fængsel samt en betinget udvisning. Det oplyser folketidende.dk.
Men han var åbenbart ret ligeglad med straffen. Han fortsatte ufortrødent sin ’karriere’ med endnu et groft gaderøveri – denne gang begået sammen med en 16-årig dreng fra Nakskov.
Så nu står han tiltalt igen bare en måned efter den første dom.
Ung mand måtte aflevere 20.000 kr.
Ved det første røveri (Maribo) tvang den 17-årige indvandrer og hans medgerningsmænd tre unge til at betale en dummebøde for at sælge narko på det forkerte territorium.
Dengang var det allerede hans tredje dom i 2017, hvilket afspejlede sig i straffen. Og nu lægger han altså hårdt ud i 2018.
I denne omgang er han tiltalt for sammen med sin 16-årige kumpan at have begået røveri mod en ung mand, som de stødte ind i på banegården i Nakskov.
De hev ham med hen til Jyske Bank i Nygade og tvang ham til at hæve 20.000 kr., som de tog.
Nakskov hårdt ramt
Nakskov har i det hele taget været hårdt ramt af den type kriminalitet.
Både den 17-årige og hans 16-årige kammerat, der deltog i røveriet i Nakskov, har ifølge folketidende.dk relationer til banden Satudarah.
De er i øvrigt tidligere dømt for at begå vold sammen. Dette voldelige angreb var rettet mod en 15-årig dreng, som skulle vidne – for at få ham til at holde mund.
Et spændende bekendtskab
Denne 17-årige indvandrer er et spændende bekendtskab for det danske samfund. En meget flittig og kreativ ung mand, må man sige.
Knap har han begået én voldsforbrydelse, før han går i gang med den næste opgave. Han er nærmest ustoppelig.
Det skal nu vise sig, om han denne gang bliver sparket ud af landet – til glæde for befolkningen på Lolland. Eller om han endnu engang slipper med en betinget udvisning.
Generelt ser det ud til, at de danske domstole er blevet lidt mere tilbøjelige til at give ubetingede udvisninger.
Den 17-årige indvandrer på Lolland må virkelig siges at have gjort sig fortjent til en enkeltbillet ud af landet, når han har udstået sin behørige straf.
http://folketidende.dk/112/17-aarig-nok-engang-tiltalt-for-gaderoeveri/artikel/457540