Uvidende, frelste kunstnere blander sig i dyrevelfærds-debatten – mens Jens Hansen kæmper for at få det til at løbe rundt

Peter Kiær, landmand, planteavler og svineproducent – samt bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug

 

Jeg har stor respekt for mennesker, som er dygtige til deres fag. F.eks. kunstnere som Lukas Graham, der er ekstremt populær i store dele af verden, og alle elsker hans dejlige sange.

 

Men at kunstnere bruger deres heltestatus til at fremføre deres ufaglige synspunkter over for en hel befolkning og dermed ødelægger det for et erhverv, der er afhængig af forbrugernes tillid, er ikke i orden.

 

Kunstneren har ikke fortand på svineproduktion – og hvordan skulle han også have det? Han er som dreng vokset op i Christiania i København, langt væk fra marker og dyr. Er blevet flasket op med økologi som det eneste rigtige og har sikkert aldrig besøgt et stort produktionslandbrug!

 

Det er ikke unormalt, at kunstnere fremfører ufaglige synspunkter i en misforstået tro på at ville ændre verden til det bedre. Problemet er, at det er ødelæggende for den gode dialog, som vi er mange, der kæmper for i landbruget. Lukas Graham er med til at stigmatisere landmænd, og det er en ulige kamp, når man har 800.000 følgere på de sociale medier, mens Jens Hansen kæmper sin kamp ude på landbruget bare for at få det hele til at hænge sammen.

 

Spredning af forkerte budskaber om griseproduktion fra uvidende kunstnere som Lukas Graham er derfor farligt – og medierne burde være mere påpasselige med at fremføre ufaglige synspunkter fra kunstnere.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…