Garden er en af det østrigske militærs eliteenheder. På dens fane optræder Jomfru Maria, men stadig flere af dens soldater er muslimer.
Det skriver Østrigs største avis Kronen Zeitung i sin netudgave (krone.at).
Avisen citerer en kilde i Forsvarsministeriet for en oplysning om, at hver fjerde soldat i enheden nu er muslim. Andelen er vokset kraftigt i de seneste år – mere end en fordobling siden 2011. Fra cirka 160 til cirka 400 i en enhed, der i alt tæller 1600 mand.
Den østrigske avis har fået en henvendelse fra en mor til en soldat i garden. Hun skriver blandt andet: ”Muslimerne danner grupper, som knap nok taler med de kristne østrigere.”
Moderen nævner, at sønnen har oplevet et tilfælde, hvor politiet kom for at tale med en muslim med langt skæg.
Situationen gør hende urolig. Som hun skriver: ”De lærer trods alt alle, hvordan man skal bruge våben. Skal det være sådan, at så mange muslimer aftjener deres værnepligt i en eliteenhed?”
Forklaring
Kronen Zeitungs militære kilde fortæller, at hovedårsagen til de mange muslimer i garden er, at denne enhed nu kun rekrutterer fra Wien og omegn.
Og som han føjer til: I Wien ”lever der ganske enkelt stadig flere muslimer”.
Østrig har haft en meget stor tilstrømning i de senere år, ikke mindst fra den muslimske verden. Den har mange konsekvenser. Én af dem er altså et hastigt voksende antal muslimer i militæret, specielt i dets eliteenhed i Wien.