For ikke særlig længe siden fik danskerne at vide fra politikere, erhvervsfolk og meningsdannere, at grænsekontrol var forkert.
En sådan kontrol var unødvendig og faktisk direkte skadelig lød det.
Dette budskab høres fortsat i betydeligt omfang. Men der er opstået en modgående bevægelse, som vokser. Den gør sig gældende over det meste af den vestlige verden:
Nationalstaten og grænsekontrollen er ved at få et meget stærkt comeback.
Dårlige argumenter
Danskerne fik førhen at vide, at det var både meningsløst og forkert at lade adgangen til Danmark kontrollere af betjente på grænsen.
De åbne grænser med den fri passage inden for Schengen-området var vejen frem.
Man forklarede befolkningen, at det skadede samkvem og samhandel med grænsekontrol. Og man forklarede, at det faktisk var mere effektivt at nøjes med politikontrol i baglandet og ikke på grænsen.
Det pudsige var bare, at når der opstod særligt krævende situationer – for eksempel i forbindelse med store internationale møder – så genindførte man midlertidigt grænsekontrollen. Hvorfor det, når man sagde, at det ikke virkede?
Påstanden om, at grænsekontrollen skader samhandlen var og er også forkert.
Man kan selvfølgelig have fri handel mellem landene, samtidig med at man ved grænsen tjekker, at der ikke kommer personer og gods ind i landet, som ikke må være der.
Ideologi
Kendsgerningen er, at angrebene på grænsekontrollen ikke handler om snusfornuftige overvejelser. De handler om ideologi.
Den politisk korrekte elite ønskede at afvikle store dele af nationalstaten til fordel for et grænseløst fællesskab i EU (og andre steder). Derfor skulle grænsekontrollen væk.
Nu oplever vi en kraftig modbevægelse over for dette. I land efter land indføres og styrkes grænsekontrollen. I land efter land taler man nu igen om at værne nationalstaten og dens selvbestemmelse.
USA’s nye præsident Donald Trump har på dramatisk vis kastet sig ud i en sådan modbevægelse. Han vil bygge en mur mod Mexico og gennemføre en meget tæt kontrol med indrejse fra en række muslimske lande.
Men også i Europa er tendensen tydelig, om end mindre vidtgående.
Grænsekontrol i Europa
Danmark og fire andre EU-lande har netop fået tilladelse af EU-Kommissionen til at forlænge vores midlertidige grænsekontrol.
Francois Fillon, der kan blive ny fransk præsident, bebuder permanent grænsekontrol. Fillon taler også om at indføre kvoter for indrejse fra forskellige oprindelseslande. (Fillon er nu røget ind i en møgsag omkring ansættelse af konen – det får vise sig, hvor meget den skader ham).
Flere østeuropæiske lande har reelt permanent grænsekontrol. I vesteuropæiske lande kræver en række partier det samme. I Danmark kommer kravet især fra Dansk Folkeparti. Det synes at have stor folkelig opbakning.
Alt tyder på, at dette pres for grænsekontrol vil blive forstærket i den kommende tid. Der er to grunde til det.
Det nationale fællesskab og migrantstrømmen
For det første reagerer store dele af befolkningerne mod den undergravelse af nationalstaten, som var i gang. Det nationale fællesskab, nationalfølelsen og den nationale selvbestemmelse betyder meget for de fleste – hånd i hånd med europæisk samarbejde.
Og et nationalt fællesskab kan kun opretholdes, hvis man sikrer nationale grænser. Her har Trump ret: ”En nation uden grænser er ikke en nation.”
For det andet er grænsekontrollens comeback blevet voldsomt forstærket af den massive tilstrømning af migranter og terrortruslen.
De fleste ved, at en tilstrømning i det omfang fra ikke-vestlige, specielt muslimske lande fuldstændig vil forandre deres land og skabe enorme problemer.
Stramme regler for, hvem der kan komme ind, og effektiv kontrol ved grænsen skal forhindre dette.
Et af de næste skridt i Danmark bør være, at migranter stoppes ved grænsen og bliver undersøgt dér. Der er intet i konventionerne, der forhindrer dette, og lande som Australien og Japan gør det.
Tiderne skifter.
