Af Lone Nørgaard
** 2 stjerner ud af 6
LOGAN LUCKY er instrueret af Steven Soderbergh (født 1963). Han har en stor karriere bag sig med film som ”Sex, løgn og video”(1989) – hans debutfilm, der gik hen og vandt Den Gyldne Palme for bedste film i Cannes – den fremragende Oscarvinder ”Traffic” (2000) og ”Erin Brockovich”.
For fire år siden annoncerede Soderbergh, at han havde instrueret sin sidste spillefilm til fordel for tv. Men med action-komedien ”Logan Lucky” er han vendt tilbage i selskab med stjerner som Channing Tatum (”Magic Mike”, ”Hil Cæsar!”) og Daniel Craig alias James Bond.
Handling
Jimmy Logan (Channing Tatum), bosiddende i West Virginia, er skilt og på røven, da han bliver fyret fra sit arbejde. Derfor allierer han sig med sin søster, frisør Mellie (Riley Keough), og sin enarmede bror, bartender Clyde (Adam Driver), om et storstilet pengerøveri under årets største NASCAR motorløb, The Coca-Cola 600.
Kuppet kræver en sprængstofekspert, men heldigvis kender Jimmy mesteren over dem alle, Joe Bang (Daniel Craig). Der er bare den lille hage ved pengeskabs-specialisten, at han sidder i fængsel. Så på en eller anden led skal han skaffes uden for murene.
Kan Jimmy kringle også det problem? Titlen ”Logan Lucky” mere end antyder svaret.
Skuffende film
Soderbergh er en af de større instruktører. Så meget mere skuffende er denne film, som sætter sig imellem alt for mange stole. Åbningen og de efterfølgende scener lægger op til en historie om små mennesker i arbejderklassen og skæve eksistenser på samfundets bund, der kæmper for at holde sig oven vande.
Så skiftes der pludseligt spor over til komediegenren, der imidlertid med jævne mellemrum kammer over og bliver til rendyrket farce. Flere af personerne er karikerede i en grad, så de faktisk ikke er morsomme, men bare fremstår ret tåbelige.
”Logan Lucky” hænger ganske enkelt ikke sammen, og selv om der helt bestemt er underholdende optrin undervejs, kan selv ikke Tatum eller Craig holde interessen fanget, selv om de gør deres bedste.
Stort set skønne, spildte kræfter – Soderberghs talent taget i betragtning.
Længde: 119 minutter
- Medvirkende: Channing Tatum, Adam Driver, Daniel Craig, Riley Keough m.fl.
- Manus: Rebecca Blunt
- Instruktør: Steven Soderbergh
- Censur: 11 år
- Premieredato: Torsdag d. 7. september