Den britiske premierminister Theresa May gjorde det i går klart, at Storbritannien (UK) melder sig helt ud af EU. Man vil også stå uden for EU’s indre marked.
May havde reelt ikke noget valg.
Da briterne stemte nej il EU, var det i høj grad et nej til arbejdskraftens frie bevægelighed i EU. Befolkningens flertal ville bremse den store indvandring fra østeuropæiske EU-lande.
May ville givetvis gerne have en aftale med EU, hvor Storbritannien forblev en del af det indre marked, når det gælder handel, service og kapitalbevægelser.
Men hvis hun havde accepteret den frie indvandring af arbejdskraft, ville hun være blevet mødt med voldsom folkelig vrede.
Fra EU lød beskeden: Hvis I vil være med i det indre marked, må i også acceptere arbejdskraftens frie bevægelighed.
Theresa Mays svar kom i går: Så trækker vi os helt ud af det indre marked og dermed helt ud af EU. Man genindfører fuld kontrol med de nationale grænser, hvor EU-borgere skal have visum for at komme ind.
Samtidig trækker Storbritannien sig ud af EU-Domstolen, som i virkeligheden har haft større indflydelse på arbejdskraftens frie bevægelighed end politikerne.
Frygten for en snebold
Fra EU-politikere lyder det: Vi kunne ikke give briterne lov til at sige nej til arbejdskraftens frie bevægelighed og så beholde de andre dele af det indre marked. For de fire friheder – varer, service, kapital og arbejdskraft – hænger uløseligt sammen i EU.
Også statsminister Lars Løkke Rasmussen har brugt dette argument.
Men der er jo ikke noget i vejen for at have strammere regler for indvandringen af arbejdskraft end for de andre områder.
Når EU er så afvisende over for at give Storbritannien lov til dette, skyldes det frygten for, at man sætter en proces i gang, som man ikke kan styre.
En britisk særordning kunne få kravet om stærkere kontrol med indvandringen af arbejdskraft til at vokse i andre EU-lande. Det kunne glide sammen med kravene om en strammere asylpolitik.
Det ønsker Merkel og andre ikke. Så man siger nej til Storbritannien. Dermed er May havnet i en situation, hvor hun må sige helt nej til det indre marked.
Hvad nu, hvis Storbritannien får succes?
Dermed står Storbritannien i en mere usikker situation. Men mange i EU synes at overse, at det også skaber en mere sprængfarlig situation for EU selv.
Hvad nu, hvis den britiske økonomi får succes uden for EU?
Umiddelbart har landet klaret sig bedre efter Brexit, end mange dystre spådomme lod forstå. Sidste år havde Storbritannien den højeste vækst blandt de udviklede lande (IMF). Og nu opjusteres forventningerne til dette års vækst. Aktiekurserne stiger, pundet er steget efter Mays tale.
Det er vanskeligt at vurdere de langsigtede konsekvenser for britisk økonomi. Man ved ikke, hvilke aftaler landet får med EU og med andre dele af verden.
Men man kan på ingen måde udelukke, at britisk økonomi evner at omstille sig til de nye tider. Regeringen synes parat til at give erhvervslivet gunstigere vilkår for at tiltrække investeringer.
Det folkelige oprør i EU
Hvis Storbritannien får økonomisk succes med sin enegang, kan EU komme i alvorlige problemer.
Et folkeligt oprør er i gang i EU. Frem for alt lyder kravet om bedre kontrol med de nationale grænser.
Hvis Storbritannien trives med sin enegang og sin kontrol med egne grænser, kan det give dette folkelige oprør kraftigt vind i sejlene.
Der vil i så fald komme stærkere krav i nogle lande om, at man skal have en folkeafstemning om selve medlemskabet af EU. I Danmark rejser Dansk Folkeparti dette krav.
Erfaringen tyder på, at sådanne folkeafstemninger rummer en reel risiko for et nej til EU.
Der er hårdt brug for at begrænse EU’s magt. Men ingen har glæde af en opløsning af EU.
Store kredse i EU synes ikke at have fattet, hvor store problemer håndteringen af Brexit kan give for EU selv.
