I 2015 skrev den britiske forfatter Barry Turner om den tyske flådeofficer Karl Dönitz.
I forbindelse med den danske oversættelse fra i år har jeg nævnt til flere, at jeg var ved at læse om Dönitz. ”Hvem er det”, blev der sagt næsten hver gang.
Karl Dönitz med ansvar for de tyske ubåde og senere ansvarlig for hele Kriegsmarinen under 2. Verdenskrig har åbenbart ikke efterladt sig et varigt minde.
Han nåede også at være Adolf Hitlers efterfølger i ca. tre uger i maj 1945.
Karl Dönitz 1891-1980
Bogen om Dönitz er blevet omtalt som en forherligelse af en krigsforbryder og andre mener, at det er overskuelig gennemgang af den sidste tid i Tyskland inden kapitulationen.
Meget tidlig i sin karrier inden for Marinen fokuserede Dönitz på ubåde. Han var selv chef på en ubåd under 1. Verdenskrig. Han udviklede en idé om, at angreb ubåde i flok, ville deres samlede indsats være betydelig større end hvis de angreb enkeltvis.
I 1939 blev han udnævnt til kontraadmiral, året efter til viceadmiral og i januar 1943 efterfulgte han Erich Raeder som Großadmiral. Raeder, der havde satset mest på overfladefartøjer, var faldet i unåde hos Hitler.
Dönitz var overbevist om, at netop den type kodemaskine, som flåden anvendte var så sikker, at koderne ikke kunne brydes. Først i 1974 blev han endelig overbevist om, at hans særligt udviklede kodemaskine af typen Enigma ikke havde været så sikker.
Det forklarer måske, at flere af hans ubåds-aktioner slog fejl og man troede en overgang, at der var en lækage af informationer fra Marinestaben.
Ubåde
Selv om de allierede på alle måder forsøgte at ødelægge tyskernes produktionsapparat lykkedes det alligevel, at forsætte også med udvikling af nye avancerede ubåde.
Den nye type ubåde, der kun i begrænset antal nåede at komme i aktion, forbløffede de allierede. Ikke bare var ubådene så lydsvage, at man dårlig kunne registre maskinstøj ude, men selv inde i ubåden var der meget lidt støj.
Winston Churchill udtalte senere, at havde Dönitz fået flere ressourcer til udvikling af de nye superubåde, kunne de være blevet en alvorlig trussel for forsyningsskibene.
Men Hitler havde andre planer, selv om han havde stor respekt for Dönitz. Der skulle også satses på jetfly, raketvåben og atombomber.
1944-45
Forfatteren beskriver detaljeret flere af de sidste store slag, hvor bl.a. Værnemagten i kortere periode trængte de fremrykkende vestallierede tilbage. Her hører man ikke meget til Dönitz med beskrivelserne er vigtige for at forstå beslutningerne, der blev taget i de sidste måneder.
Bl.a. aktionerne, hvor de vestallierede forsøgte at krydse Rhinen er omtalt.
Man hører også om, at overfladefartøjers kanoner i flere situationer på Østfronten har ydet effektiv støtte til landoperationer.
Operation Hannibal
Redningsaktionen med kodenavnet Hannibal er detaljeret beskrevet. Det er bl.a. Dönitzs fortjeneste, mener forfatteren, at det lykkedes at evakuere mere end to millioner fra Østfronten til de ”sikre” områder mod vest.
Ofte hører man mest om de enkelte tragiske ulykker, hvor transportskibe med flere tusinde ombord blev sænket. Skibene Vilhelm Gustloff, Von Steuben og Goya skæbne er beskrevet, men forfatteren mener, at tabstal skal sammenholdes med det store antal der blev reddet væk fra russerne.
De sidste uger
Hitler opdagede, at Herman Göring ikke var så tro, som han selv gav udtryk for og Heinrich Himler skuffede, da han forsøgte kontakt til fjenden. Joseph Goebbels og Martin Bormann forblev i Berlin. Den 30. april 1945 udnævnte Hitler, kort før sin død, Karl Dönitz til sin efterfølger.
Først 1. maj blev Dönitz klar over sin rolle, da telegrammer fra Førerbunkeren i Berlin ikke var helt entydige.
I bogen følger man Dönitz, da han flytter til sin sidste kommandopost i Mürwik lige øst for Flensburg. Himmler dukker op og tror, at han skal spille en vigtig i den nye tyske regering.
Turner skriver også om forholdene i Norge og Danmark og interne forhandlinger med de tyske ledere fra de besatte lande. Han skriver også en del om de ca. ¼ mill. tyske flygtninge, der var sendt til Danmark fra februar 1945.
Tilsyneladende tror Karl Dönitz ikke på russerne og han nærer samme mistillid til kommunisterne og deres leder Josef Stalin, som Winston Churchill.
Krigsret
Karl Dönitz blev idømt 10 års fængsel og han afsonede hele perioden. Han blev frikendt for en del anklagepunkter, men ordre på et tidspunkt om, at Krigsmarinens skibe ikke skulle redde nødstedte fra forliste skibe, belastede ham.
Havde det stået til russerne var han blevet skudt med det samme uden krigsret.
Dönitz mistede to sønner under krigen. Begge var i Kriegsmarinen. Hans hustru døde i 1962 og han døde juleaften 1980 af hjerteslag i hjemmet øst for Hamburg. Ved hans begravelse deltog bl.a. britiske officerer.
Barry Turner: ”Karl Dönitz og Det Tredje Riges sidste dag”. Gyldendal. 266 sider.
Marineschule Mürwik øst for Flensburg. Fra primo maj 1945 til 23. maj 1945 havde Dönitz hovedkvarter på kasernen. Der er et stort Marinemuseum inde på kasernen. Det er muligt at se museet, selv om kasernen fortsat er militært område.
Medlemmer af Den midlertidige Tyske Regering blev anholdt den 23. maj 1945. Pressen fik i flere timer mulighed for at fotografere de anholdt. Fra gården bag politihovedkvarteret ses Økonominister (tidligere Rustningsminister) Albert Speer, Rigspræsident Karl Dönitz og General Alfred Jodl.
