Der var livlig biltrafik hen over Sjælland søndag eftermiddag og aften. Mange skulle hjem efter nogle fridage omkring Kristi Himmelfartsdag.
Desværre kom der også gang i bilsammenstødene på E20 (Vestmotorvejen). Tre i rap på den korte strækning mellem frakørslerne Borup og Ringsted Øst.
Omkring kl. 17 kunne to biler ikke finde ud af det med hinanden i det østgående spor med retning mod København. Det fortæller Ekstra Bladet.
Begge biler væltede om på siden og blokerede trafikken. Det førte til en kø så stor, at Vejdirektoratet og politiet besluttede at spærre motorvejen helt af i retning mod København.
Desværre skulle en del bilister, der kørte vestpå fra København, følge med i dette lille drama. Der opstod en kiggekø … og så bang! Næste sammenstød i den modsatte retning.
Denne gang røg tre biler ind i hinanden.
Så nu fik man en kæmpekø i både østgående og vestgående retning på E20.
Skiltevogne og redningspersonale blev tilkaldt. Heldigvis synes ingen at være kommet alvorligt til skade.
Så kunne man køre igen – troede man
Lidt før kl. 19 var man færdig med at rydde vejen i begge retninger. Endelig kunne der køres igen.
Det blev der så … et kort stykke tid. Så kom det tredje sammenstød på den samme korte strækning – faktisk mindre end en kilometer fra de to første uheld. Igen i østgående retning.
Ved det første uheld var to biler involveret. Ved det andet uheld var tre biler involveret. Og ved dette nye uheld var fire biler involveret.
Politiet har sikkert siddet og ventet på, at der skulle ske endnu et uheld med fem biler involveret på denne strækning. Det udeblev dog.
Heldigvis kom der heller ikke nogen alvorligt til skade ved det tredje sammenstød.
Men der var altså mange bilister, der fik en ufrivillig forlængelse af deres miniferie.