Der lød et nødråb i natten: Fjern hunden, og jeg lader mig anholde frivilligt!

Hunden er som bekendt menneskets bedste ven. Der er dog forskel på folk, og for tyve og andre i samme kategori er hunden deres værste fjende.

 

I hvert fald politihunden. I dette tilfælde politihunden Sparta.

 

Det fortæller to politibetjente fra Nordsjælland Politi på Facebook:

 

 

En nat i slutningen af maj blev vi kaldt en tur til Hornbæk, da et vidne havde set to maskerede mænd ankomme på en motorcykel uden nummerplader til en for natten lukket tankstation. Det syntes vidnet, var noget mistænkeligt, og vi var helt enige. Afsted med os til Hornbæk i en vis fart.

 

Da vi ankom til tankstationen, var mændene ikke umiddelbart til at se, men motorcyklen uden nummerplader stod inde mellem benzinstanderne, så de måtte være i nærheden. Vi lagde os derfor på lur og afventede situationen.

 

Stemningen i nattens mulm og mørke var spændt, for vi havde en formodning om, at de to mænd havde til hensigt at begå ulovligheder. Og vores formodning blev styrket ganske betragteligt, da mændene dukkede op, for da vi trådte frem fra vores gemme og præsenterede os som politiet, stak de to mænd omgående af. Mærkværdigt!

 

Det er selvfølgelig ubehageligt at blive overrasket midt om natten, men når vi nu præsenterer os som politiet, så plejer de fleste at ånde lettet op frem for at stikke af. Det gjorde de to i dette tilfælde altså ikke, og vi satte derfor efter dem, men mørket gav dem gode muligheder for at gemme sig.

 

Uheldigvis for de to var der dog i mellemtiden ankommet en hundevogn, hvor politihunden Sparta sad klar, og hans næse fejler ingenting, uanset om det er lyst eller mørkt. Han blev derfor sendt ud for at sondere terrænet, men Spartas demonstration af af sin ellers fremragende lugtesans blev kort.

 

Sparta havde nemlig ikke snuset længe, før en mand fra en nærliggende have højlydt gav til kende, at han frygtede politihunden, og at han gerne ville lade sig anholde uden dramatik. Et ønske vi naturligvis straks efterkom. Vi spurgte ikke, om han havde fulgt med her på Facebook, men han vidste i hvert fald, at politihunde som oftest trækker det længste strå, når der skal løbes om kap. Det var i vores øjne derfor en overoverordentlig klog beslutning at spare både os og ham selv for besværet. Og kort tid efter kunne vi også anholde den anden maskerede mand, og også denne anholdelse foregik uden den store dramatik.

 

Stærkt arbejde af det skarpsynede vidne, for det viste sig efterfølgende, at motorcyklen var stjålet. Nu er vi ved at efterforske, om de to også skal sigtes for andre ulovligheder eller forsøg derpå.

 

//Nordsjællands Politi

 

Del på Facebook