To mænd standsede deres bil ved et hus i det midtjyske, mellem Troldhede og Nr. Vium. Den ene ringede på en dør, den anden bankede på en anden dør. En kvinde lukkede op.
Deres bil have tyske nummerplader, men de spurgte på flydende dansk om vej til Skjern. Kvinden forklarede dem beredvilligt vejen.
Det var de dog overhovedet ikke interesserede i. De satte sig bare ud i deres bil igen og kørte væk, fortæller politikommissær Kjeld Nedergaard fra lokalpolitiet i Herning til AOH Herning Folkeblad.
Det med at spørge om vej var tilsyneladende et skalkeskjul. De ville simpelt hen se, om der var nogen hjemme. Hvis det ikke var tilfældet, var vejen klar til at begå indbrud.
Så den slags typer, der spørger om vej uden at være interesserede i svaret, skal man passe på med.
En borger tog de to mænd i kraven
De tyske nummerplader på bilen, et folkevognsrugbrød, var sikkert også et forsøg på at gøre det sværere at spore dem.
Politiet har været på jagt efter bilen i et stykke tid, fordi der har været en del indbrud i området, hvor den er blevet set på gerningsstedet eller i nærheden af gerningsstedet.
Efter de to mænds forsøg på at spørge om vej til Skjern, blev politiet kontaktet af flere vidner. Til sidst tog en borger sagen i egen hånd. Han spottede bilen og kørte efter den. Så tog han de to mænd i kraven og holdt dem fast, indtil politiet nåede frem med flere patruljevogne og anholdt dem.
I bilen fandt betjentene nogle træpiller, som politiet mener er stjålet. Man har også modtaget anmeldelser om indbrud i området ved Egeris og Fjelstervang, og man kæder dem sammen med de to mænd.
Det drejer sig om en 21-årig mand fra Herning og en 21-årig mand fra Snejbjerg.
Altid i dagtimerne
Under afhøringen forklarede de to mænd, at de havde været på besøg hos nogle venner, men det stemte ikke rigtig med vidneforklaringer.
Politikommissær Kjeld Nedergaard siger, at de to formodede indbrudstyve altid har været aktive i dagtimerne, hvor folk typisk er på arbejde.
Men der var altså en kvinde hjemme i huset mellem Troldhede og Nr. Vium. Derfor måtte de to høre på hendes forklaring om vejen til Skjern. Men de hørte overhovedet ikke efter.
Den slags skal man passe på med.
http://aoh.dk/artikel/herningensere-standset-i-eftersgt-tysk-bil-med-tyvekoster-i