Et muslimsk forældrepar nægtede at lade deres to døtre på 9 og 11 år deltage i skolens svømmeundervisningen, fordi der også deltog drenge.
Men det har de ikke ret til. Det afgjorde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg tirsdag.
Forældrene som bor i Basel i Schweiz påberåbte sig religionsfriheden.
Det ville skolemyndighederne ikke acceptere. De insisterede på, at pigerne skulle deltage i svømningen. De henviste til, at dette var en del af den almindelige undervisning, og at pigernes deltagelse var nødvendig for deres integration i samfundet.
Myndighederne gav derfor de muslimske forældre bøder for at holde pigerne væk.
Domstolens afgørelse
Menneskerettighedsdomstolen giver de schweiziske myndigheder ret. Dommernes afgørelse var enstemmig.
Ganske vist er det efter domstolens mening en indskrænkning af religionsfriheden at kræve, at pigerne skal deltage i den fælles svømmeundervisning.
Men hensynet til, at pigerne bliver socialt integrerede med de andre elever og modtager alle dele af skolens undervisning, vejer tungere.
Der tages dog fortsat hensyn til muslimske særkrav
Domstolens afgørelse forhindrer dog ikke, at der stadig på anden vis tages hensyn til muslimske særkrav.
Skolemyndighederne i Basel havde givet de muslimske forældre den indrømmelse, at pigerne kunne svømme i en burkini, altså den muslimske heldragt.
Myndighederne havde også forpligtet sig til at sikre, at de to pigers omklædning kunne foregå adskilt fra drengene.
Disse hensyn til muslimske særkrav ændrer Menneskerettighedsdomstolens afgørelse ikke ved. Forældre har stadig ret til islamiske tildækning af deres døtre i skolen – selv når det gælder piger på bare 9 og 11 år.
Der er således ingen grund til jubel i forhold til pigers og kvinders frihed.
Men nu er det i hvert fald blevet juridisk godkendt, at hensynet til fuld deltagelse i skolens undervisning er vigtigere end hensynet til muslimsk kønsadskillelse.
Dommen i Strasbourg falder, efter at Tysklands forfatningsdomstol i Karlsruhe i december også afgjorde, at ultrakonservative muslimske piger skal deltage i svømmeundervisningen for begge køn. Det oplyser Ritzau.
Menneskerettighedsdomstolens afgørelse har givet genlyd i en stor del af de europæiske medier.
https://www.welt.de/politik/ausland/article161026462/Muslimische-Eltern-scheitern-in-Strassburg.html