Natten til onsdag bemærkede en patruljevogn fra Nordsjællands Politi tre mænd i en BMW på Frederikssundsvej ved Stenløse.
Betjentene vinkede bilen ind til siden for at gennemføre et rutinetjek. Men det havde de tre mænd i bilen absolut ikke tænkt sig.
De kørte af sted i voldsom fart. Betjentene satte efter dem, men måtte opgive af hensyn til deres egen og andres sikkerhed, da BMW’ens hastighed nåede 200 km/t. Ydermere kørte den over for rødt i Ølstykke.
Patruljevognen fortsatte i lavere fart mod Frederikssund for at se, om man kunne få kontakt med BMW’en igen.
Og det fik man. Ved Strandvangen i Frederikssund var bilen nemlig kørt galt.
Gemte sig i buskadset
Chaufføren havde ikke nået at dreje i rundkørslen, men var drønet direkte ind i midterhellen. De tre unge i bilen på henholdsvis 21 og 18 år var så flygtet fra stedet og havde gemt sig i buske og grøfter i nærheden.
Men de var så hårdt medtaget, at situationen udviklede sig til noget af en ydmygelse for dem: De måtte bønfalde politiet om hjælp! Det hører ellers ikke til dagens orden i de kredse.
Da politiet var gået i gang med at undersøge bilen, gik der kun et par minutter, før de tre unge kom kravlende frem fra deres skjul og bad betjentene om at tilkalde ambulancer.
Henrik Duus fra Nordsjællands Politi oplyser: ”De to af dem er indlagt til observation efter at være blevet kørt til traumebehandling, mens den tredje – den 18-årige – formentlig har brækket brystbenet ved ulykken.”
Ikke de bedste børn
Politiets undersøgelse af bilen afslørede, at der ikke var tale om nogen helt almindelig bil:
Nummerpladerne var stjålne. Man fandt indbrudsværktøj i bagagerummet. Her fandt man også nogle PH-lamper, som politiet formoder er stjålne. Det førte til sigtelser, som alle de tre unge har erkendt.
Så ikke overraskende kunne man konstatere, at det ikke ligefrem var de bedste børn, der kørte over for rødt med 200 km/t.
Men tilsyneladende var de tre typer ret spagfærdige og høflige over for betjentene, da de havde brug for at få tilkaldt ambulancer.