Politiassistent Jesper Jul blev formentlig dræbt med en pistol fra en skytteforening: Nu skal reglerne for skytteforeninger skærpes

Foto: John Bodholdt Nielsen

Den 6. december om morgenen blev politiassistent Jesper Buus beskudt på klods hold med en pistol og døde om eftermiddagen den 7. december af sine kvæstelser i hovedet, hvor morderen havde ramt ham.

 

Den 43-årige politiassistent, der stod for at skulle giftes til sommer, blev formentlig dræbt af en pistol, som det var lykkedes den formodede gerningsmand at smugle ud fra Rødovre Skytteklub, hvor han er medlem.

 

Det viser sig nu, at den formodede gerningsmand er tidligere straffet for overtrædelse af både våbenloven og straffeloven, og det får nu konsekvenser for de regler, der gælder for skytteforeninger. Det skriver flere medier.

 

Tidligere straffede har for let adgang til våben

Således vil justitsminister Søren Pape Poulsen (K) ifølge en pressemeddelelse fra Justitsministeriet nu skærpe reglerne for skytteforeninger, efter at det har vist sig, at tidligere straffede personer har for let adgang til våben.

 

”Der er behov for at stramme reglerne for skytteforeningerne, fordi der er for let adgang for tidligere straffede personer til livsfarlige våben. Det vil jeg nu indlede en dialog md skytteforeningerne om,” siger Søren Pape Poulsen ifølge pressemeddelelsen og fortsætter:

 

”Samtidig vil jeg tale med Rigspolitiet og Politiforbundet, om vi kan gøre mere for at styrke sikkerheden for vore betjente.”

 

Krav til medlemmer af skytteforeninger

Ifølge Justitsministeriet skal det blandt andet undersøges, hvilke krav der fremover bør stilles for at blive medlem af en skytteforening, samt hvilke våben medlemmer uden våbentilladelse fremover bør have adgang til.

 

Ligeledes skal det nærmere undersøges, hvordan tilsynet med skydninger i skytteforeninger konkret er indrettet.

Del på Facebook