Panikken begynder at brede sig på ja-siden forud for den britiske folkeafstemning om medlemskabet af EU

I kredsen omkring den britiske premierminister David Cameron er man ved at blive grebet af dyb foruroligelse over udviklingen i meningsmålingerne op til folkeafstemningen om EU den 23. juni.

 

Det skriver den normalt velinformerede konservative avis The Telegraph, der selv går ind for at forlade EU (Brexit). Ifølge avisen bliver der sågar talt om ”panik” blandt Camerons folk.

 

Dystre meningsmålinger

For kort tid siden tydede meningsmålingerne ellers på, at ja-siden var ved at få et afgørende overtag. Men inden for det seneste par uger er billedet vendt. De fleste målinger peger nu i retning af et nej-flertal.

 

Flertallet er dog som regel beskedent. Og nu om dage er der så stor usikkerhed forbundet med meningsmålinger, at man skal vogte sig for at drage skarpe konklusioner. Det gælder ikke mindst i Storbritannien, hvor meningsmålingerne gik helt fejl i forbindelse med valget til Underhuset sidste år.

 

Men det satte skub i ja-sidens panik, da en måling i fredags viste, at nej-siden førte med 55 procent af stemmerne mod 45 procent til ja-siden (ORB/The Independent).

 

Samtidig skriver The Telegraph, at interne meningsmålinger, som regeringstoppen har ladet foretage, viser et kraftigt sving til fordel for Brexit-tilhængerne, altså nej-siden.

 

Indvandring vender stemningen

Denne udvikling har givet det største fald i aktiekurserne, som man har set under kampagnen op til folkeafstemningen. Efter fredagens måling i The Independent faldt pundets værdi også brat.

 

Når stemningen blandt vælgerne er vendt, hænger det nok i høj grad sammen med, at det er lykkedes for nej-siden at gøre den meget store indvandring fra østeuropæiske EU-lande til kampagnens store tema.

 

Mange briter ser denne indvandring som en alvorlig belastning for det britiske samfund. Cameron har tidligere lovet at bringe den ned, men den eksploderede tværtimod sidste år.

 

Læs også
Britisk parlament siger nej til brexit uden aftale og May pålægges at forhandle med EU igen

Dronningens fødselsdag

Men andre forhold giver Brexit-tilhængerne vind i sejlene i disse dage.

 

Fejringen af Dronning Elizabeth’s 90 års fødselsdag giver nationalfølelsen et ekstra løft. Det samme gør EM i fodbold.

 

Samtidig har sir James Dyson, der er en kendt, self-made rigmand, meldt sig som Brexit-tilhænger. Han afviser ja-sidens advarsler om, hvor galt det vil gå for de britiske virksomheder uden for EU.

 

Ja-siden lider også under, at socialdemokraterne i Labour gør en meget svag figur i kampagnen. Der er yderst ringe respekt omkring partiets stærkt venstreorienterede leder Jeremy Corbyn.

 

Endelig er der kommet beskyldninger om, at David Cameron har benyttet uddelingen af ordner i anledning af dronningens fødselsdag til at belønne personer, der har givet støtte til ja-siden.

 

”Sæt Boris ud af spillet”

Læs også
Befolkningen i Danmark og andre EU-lande sender en klar besked til politikerne om, hvad der er deres vigtigste opgave

Presset på ja-siden har nu fået den til at sætte gang i meget personlige angreb på nej-sidens mest kendte skikkelse, den farverige tidligere London-borgmester Boris Johnson.

 

Mottoet for ja-sidens kampagne hedder nu: ”Sæt Boris ud af spillet”.

 

Dette forbitrede og stadig mere personlige opgør foregår vel at mærke mellem forskellige dele af Toryerne, det konservative parti. Der er skabt en meget giftig stemning også mellem David Cameron og Boris Johnson. Så uanset afstemningens udfald bliver der enorme skader at reparere i partiet.

 

Når ja-siden i den grad retter kanonen mod Boris Johnson er det, fordi vælgerne aner ham for mere troværdig end David Cameron, og hvis man ikke får pillet ved denne troværdighed, kan det sikre nej-siden sejren. Men disse personangreb rummer en klar fare for at give bagslag.

 

”Ikke den mand, man vil have til at køre sig hjem”

Den foreløbige kulmination i angrebet på Boris Johnson kom under en TV-debat i torsdags, hvor energiminister Amber Rudd virkelig fandt grovfilen frem. Hun sagde blandt andet om Johnson, at ”han er ikke den mand, man gerne vil have til at køre sig hjem, når aftenen er slut”.

 

The Telegraph henviser til fortrolige kilder, der siger, at dette angreb blev tilrettelagt af ledende skikkelser i Downing Street og i Finansministeriet.

Læs også
Indlæg fra læserne 5. februar: Brexit spøgelset der fordampede # Danmarks-indsamling

 

På et møde fredag følte David Cameron tilsyneladende heller ingen trang til at beklage angrebet på Johnson fra Amber Rudd og andre medlemmer af hans regering. Han nøjedes med at sige:

 

”Jeg har deltaget i disse debatter, de er en meget livlig affære, og sådan er det.”

 

Voldsomme rystelser

Der er lagt op til et vildt drama til og med, at folkeafstemningens resultat foreligger den 23. juni.

 

Og uanset hvad resultatet bliver, vil dette opgør sende voldsomme rystelser gennem både britisk og europæisk politik.

 

 

http://www.telegraph.co.uk/news/2016/06/10/eu-referendum-panicked-remain-camp-plans-to-take-out-boris-as-po/

Læs også
Brexit, Iran, migration – tunge sager på bordet ved EU-topmøde i dag
Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…