Asylpresset mod Danmark er nu faldet betragteligt i forhold til tidligere år, og med 4.469 asylansøgere per 31. august i år er antallet for årets første otte måneder i forhold til tidligere år det laveste siden 2011.
Til gengæld er det langt flere end de 3.806 personer, der i hele 2011 søgte asyl i Danmark.
Det lavere antal asylansøgere betyder dog ikke, at presset på asylbehandlingen er lettet i Udlændingestyrelsen, hvor asylsagerne afgøres.
Mellem 230 og 250 er fuldtidsbeskæftigede med asylsager
Tværtimod er der en overført pukkel fra sidste år, hvor i alt 21.316 personer søgte asyl i Danmark. Alene i perioden september – december sidste år søgte således 14.297 personer asyl i Danmark.
En meget stor del af disse asylansøgninger nåede ikke at blive færdigbehandlet ved årsskiftet, men er overført til behandling i år.
Det har betydet, at Udlændingestyrelsen per 31. august i år behandlede ikke færre end 11.070 asylansøgninger, og det kræver sagsbehandlere.
Således oplyser Udlændingestyrelsen til Den Korte Avis, at styrelsen i øjeblikket har ikke færre end mellem 230 og 250 medarbejdere, der er fuldtidsbeskæftigede med asylbehandling.
Nu vil Dansk Folkeparti have at vide, hvad det koster
Hos Dansk Folkeparti er udlændingeordfører Martin Henriksen forbløffet over det store antal medarbejdere, som i Udlændingestyrelsen udelukkende er beskæftigede med asylbehandling.
Han vil nu have et overblik over asylpolitikkens mere eller mindre skjulte omkostninger, og oplyser til Den Korte Avis, at han nu vil bede integrationsminister Inger Støjberg (V) redegøre for blandt lønomkostningerne ved asylbehandling.
“Det er alt for mange mennesker og bare forestil dig, hvad vi kunne spare, hvis vi straksbehandlede ved grænsen og kunne afvise asylansøgere med den begrundelse, at de kommer fra Tyskland, som er et sikkert land,” siger Martin Henriksen til Den Korte Avis og understreger:
“Det ville ikke tage mange mandetimer, så det er den vej, vi ønsker at gå. Men vi kan da glæde os over, at der nu kommer færre asylansøgere til landet, hvilket jo alt andet lige må nedbringe omkostningerne.”
Pengene kan bruges meget bedre end til asylbehandling
Med henvisning til Dansk Folkepartis forslag om at afvise asylansøgere ved grænsen og dermed spare store summer på asylbehandling, nævner Martin Henriksen nogle områder, hvor der efter hans opfattelse er brug for ekstra midler:
“Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad vi kunne få for pengene i eksempelvis ældreplejen eller i forhold til udsatte børn og unge. Pengene går jo fra et sted, og det er ikke rart at tænke på, at de går til den slags.”
Ud over en redegørelse for de nuværende omkostninger ved asylbehandlingen oplyser Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, til Den Korte Avis, at han også vil bede integrationsminister Inger Støjberg redegøre for de årlige omkostninger til asylbehandling i perioden 2011 – 2015.