To ud af tre tyskere (66 procent) vil have Schengen-samarbejdet med de åbne grænser afskaffet. I stedet kræver de genindførelse af national grænsekontrol.
Dermed retter de et voldsomt slag mod forbundskansler Angela Merkels asylpolitik.
Merkel bekæmper de kræfter i EU, som har indført skrap national grænsekontrol og lofter over antallet af asylansøgere – herunder Østrig og landene i Østeuropa og på Balkan. Hun vil holde fast i Schengen, og hun vil ikke lægge nationale lofter over antallet af asylansøgere.
Men det store flertal af tyskerne er altså i dag enige med hendes kritikere i EU.
Det fremgår af en meningsmåling, som det anerkendte franske institut Ifop har gennemført i marts måned. Undersøgelsen omfatter Tyskland, Frankrig og Italien.
”Følelsen af, at tingene er kommet ud af kontrol”
Kravet om national grænsekontrol er endnu stærkere i Frankrig, hvor 72 procent af befolkningen støtter tanken. I Italien er det også et flertal, nemlig 60 procent.
Der er vel at mærke tale om de tre store historiske kernelande bag grundlæggelsen af EU (tidligere EF).
Det viser, hvor meget asylkrisen og terroren i Paris og Bruxelles har bragt befolkningerne i skred.
Sådan opfatter Ifop-forsker Jérôme Fourquet det også. Til Süddeutsche Zeitung siger han om asylkrisen og terroren: ”Begge udviklinger skaber følelsen af, at tingene er kommet ud af kontrol.”
Fourquet føjer til, at folk jo også kan se, at EU kører videre, selv om der er en voksende overvågning ved stort set alle grænser – nogle steder altså i en meget skrap udgave. Befolkningerne er ellers blevet tudet ørerne fulde med, at det ville være enden på EU.
Der er jo stadig et meget frit samkvem mellem EU-landene.
Målet er fuldt
Næsten halvdelen af tyskerne – 47 procent – mener også, at man har taget imod så mange udlændinge, at det simpelt hen ikke er muligt at tage flere indvandrere ind.
I Frankrig og Italien er denne holdning endnu stærkere. I begge lande mener næsten to tredjedele, at målet er fuldt.
Målingen viser i øvrigt også, at det er en udbredt holdning i alle tre lande, at terrorister kommer ind i Europa forklædt som asylansøgere.
Merkel taber kampen
Meget tyder på, at Angela Merkel endegyldigt taber kampen om at vinde de tyske vælgere for sin asylpolitiske linje.
Denne måling kommer efter, at Merkels CDU fik en kraftig lussing ved valgene i tre tyske delstater i marts. Og den kommer samtidig med, at en stribe EU-lande som sagt kører en helt anden linje end hendes.
Lukningen af Balkan-ruten er sket imod hendes vilje, og den har vist sig at være en meget effektiv bremse på asylstrømmen op gennem Europa. Næste fase går ud på at lukke af for en ny asylrute fra Italien over Brenner-passet og ind i Østrig. Det vil Østrig gøre med indsættelse af soldater ved grænsen.
Imens kæmper Merkel for at få sin aftale med Tyrkiet til at fungere. Mandag fik man sendt nogle asylansøgere fra Grækenland til Tyrkiet. Men efter bare én dag er der kommet kludder i processen.
Stort set alle i de græske lejre søger nu asyl i Grækenland for at trække det hele i langdrag. Nogle er flygtet fra lejrene, og flere kan følge efter.
Kritik fra hendes egen transportminister
Samtidig rejser Merkels egen transportminister Alexander Dobrindt, der er fra hendes søsterparti CSU, krav om at Tyskland skal sende grænsepoliti til at bistå med bevogtningen af grænsen mellem Italien og Østrig.
De tyske asyltal er faldet meget, fordi andre lande har lukket Balkan-ruten. Nu mener transportministeren, at Tyskland ikke kan blive ved med at lade andre lande tage slæbet med en national grænsekontrol, som Tyskland også har stor gavn af.
Det er Merkel dog slet ikke indstillet på. Det ville være et regulært sammenbrud for hele hendes asylpolitiske linje. Og et sådant sammenbrud vil hun kæmpe til det sidste for at undgå.
Men Merkel bliver mere og mere presset. Andre EU-lande vælger simpelt hen at handle på egen hånd. Og tyskerne tager et opgør med hendes kurs.
Det viser den opsigtsvækkende meningsmåling fra Ifop med al ønskelig tydelighed.
(Süddeutsche Zeitung)