En gruppe unge somaliere er gået sammen om at danne foreningen ”De Blå Stjerner”. Det erklærede formål med foreningen er at nedbryde danskernes fordomme om somalierne.
”Vi går med slør og ser anderledes ud, men vi er hverken samfundsnassere, pirater eller medlemmer af terrororganisationer – vi er bedre end vores rygte,” siger en af de unge stjerner til Tv2 Østjylland.
TV2oj giver de to unge kvinder masser af medløb i indslaget. Ingen kritiske spørgsmål.
Men i et andet indslag kommer journalisten til at afsløre, at det, “De Blå Stjerne” kalder fordomme på i hvert fald ét punkt er den skinbarlige virkelighed.
Det drejer sig om, hvor mange somaliere, der ikke arbejder, men lever af andre folks penge.
Hvis man er samfundsnasser, så må det blandt andet betyde, at man lever af sociale ydelser, betalt af skatteyderne, selv om man egentlig godt kan arbejde.
Og det er netop det, en stor del af somalierne har gjort, siden de i midten af 1990’erne for alvor begyndte at komme til Danmark.
Virkeligheden er, at somaliere har meget lav grad af beskæftigelse
I 2003 var det 20 procent af Somalierne, der havde et arbejde. (DR)
I 2004 havde hver tiende somaliske kvinde et arbejde. For mændene gjaldt det 2 ud af 10. (Politiken)
I 2013 var indvandrere fra Somalia den gruppe, der havde den laveste beskæftigelsesfrekvens. 26 procent af somalierne var i arbejde. (Danmarks Statistik)
Somalierne er en af de grupper af indvandrere, som gennemsnitlig har haft den laveste beskæftigelsesgrad. Særlig grelt har det været for de somaliske kvinder.
Yngre mennesker som for det meste er friske, raske og velbegavede. Hvorfor arbejder de ikke?
Men det bliver der ikke spurgt til, når Safaa og Amina taler om danskernes fordomme om dem som samfundsnassere.
Der bliver heller ikke spurgt, hvem, der har brugt udtrykket samfundsnassere om somaliere.
Men i et andet indslag kommer sandheden alligevel for dagen. I hvert fald på ét punkt.
Det er i et efterfølgende interview med Said A. Hussein, som er generalsekretær i Somali Diaspora Organisation. Han skal kommentere “De Blå Stjerner”.
Her begynder journalisten med et oplæg til Hussein, hvor hun siger, at det er under 4 ud af 10 somaliere, som har et arbejde. Hun spørger, om det egentlig er så mærkeligt, at mange danskere har fordomme?
Said A. Hussein går så straks i gang med at bortforklare. Og de kendsgerninger, der ikke kan bortforklares, dem får danskerne skylden for:
Han siger, ”at det også ville tage tid for danskerne, hvis de pludselig skulle flygte til Kina pga. borgerkrig i Danmark. Så ville der jo også gå et stykke tid, før alle danskere fik et arbejde i Kina. Og det ville jo ikke hjælpe processen, hvis der var en masse kinesiske partier, der hånede og gjorde nar af den danske gruppe”, siger han. (Tv2oj)
Danskerne må ikke have en negativ mening om somalierne, der dyrker en livsstil på overførselsindkomst. Op mod 3 ud af 4 bliver forsørget, de fleste uden nogen sinde selv at have bidraget til samfundet.
Vi skal derimod høre på Said A. Hussain der for åben skærm reelt siger, at danskerne også har skyld i, at somalierne ikke arbejder.
Mange somaliere har et problem med en overdreven offerfølelse. Mohammed Gelle, koordinator for Somalisk Netværk i Danmark, skrev for nogle år siden.
”Det er en meget udbredt holdning, at det er det danske samfunds skyld. Somalierne føler sig ikke velkomne, men i stedet for at acceptere offerrollen, skal de ud og møde samfundet,” siger han.
Første generation er dumpet
Mohammed Gelle er i øvrigt ikke særligt optimist i forhold til sine landsmænd i Danmark. I 2010 udtalte han til Berlingske:
”Vi har tabt første generation. Jeg føler afmagt. Jeg føler, at slaget er tabt for den nuværende generation af 18-20 årige og fremefter. Det er dem, der har den højeste kriminalitet og går i den forkerte retning,” sagde han.
Gelle mener desuden, at en del af årsagen til at det ser sort ud for somalierne er, at et religiøst ekstremistisk netværk med selvlærte imamer, ældreråd og foreningsformænd, har haft alt for stor indflydelse på børnenes opdragelse. (Berlingske)
Gelle har ret i sin antagelse om de religiøse kræfters magt blandt somalierne. Deres ofte hadefulde holdning til ikke-muslimer er ikke til at tage fejl af.
Somalierne er ikke vantro danskere
Det fik danskerne hørt i foråret, hvor Tv2 dokumentaren “Moskeerne bag sløret” filmede en kvindelig koran-overlærer i den somaliske AT-Taqwa Moske i Aarhus. Se mere om moskeen her.
Den somaliske forening driver fritidsklasser i koranundervisning og islamisk/somalisk identitet. Alle hold er opdelt i pige-og drengehold.
Tv2´s muldvarp fortæller en kvindelig koran-overlærer, at hun er udsat for vold i ægteskab og at manden vil tage sig en kone mere. Hun spørger om hun skal gå til myndighederne. Læreren svarer:
”Det går ikke, for vi er muslimer. Vi er ikke danskere. Vi er ikke vantro… husk at i vores religion kan en mand have fire koner…”.
Man kan se hele klippet med den usympatiske lærer her.
Læs mere om den somaliske moske-forening på Klamsagervej i Aarhus her.
Islamisk tøj, sharia-svømning og flere moskeer
De unge somaliere i foreningen De Blå Stjerner er rollemodeller for andre unge. Det er godt, at de blå stjerner tager uddannelse alvorligt. Men ellers er der faktisk ikke så meget at klappe af.
De unge gør meget ud af at fremstå med en islamisk identitet. De viser med deres påklædning og holdninger, at det ville være helt utænkeligt, at danne familie med en ikke-muslimsk partner og de svømmer naturligvis kun hvis mændene er låst ude, andre arbejder for at der opføres nye moskeer.
De ønsker, at det danske samfund skal tage hensyn til islamiske værdier i stort og småt. Mange har lært om det siden de var små, hvor de begyndte i koran-skolen.
Det er hylende forkert, at give efter for islamiske krav af enhver slags. Hvis muslimer vil leve et anti-vestligt liv med had til den oprindelige ikke-muslimske befolkning, dyrke flerkoneri og sharia-svømning, så bør de rejse ud og bosætte sig i et muslimsk land.
Man kan godt være muslim i Danmark, hvis man smider den politiske islamiske agenda væk. Politisk islam hører ikke hjemme i Europa, og man behøver ikke at være tolerant overfor firkantede imam-agenter.
I det hele taget bør europæerne gøre meget for at introducere hertil kommende muslimer til både kristne, humanistiske og videnskabelige værdier. Opfordre dem til at udvikle deres menneskelige potentialer og vende islam ryggen, eller i det mindste demonstrerer, at de er kritiske overfor sharia, politisk islam.
Safaa, Amina og De Blå Stjerner kunne passende gå forrest.