Pludselig opdagede en mor, at hendes baby var stjålet – det udløste et større drama, hvor hun forgæves søgte hjælp hos politiet og på asylcenter

Google Maps

 Sidste lørdag lidt over middag var Jeanette Hansen (opdigtet navn) på indkøbstur i Viby Sjælland. Hun var inde i en butik med sit barn på tre, mens hendes seks måneder gamle barn lå og sov i barnevognen lige udenfor.

 

For en sikkerheds skyld havde hun en babyalarm i barnevognen. På et tidspunkt hører hun stemmer gennem alarmen, og hun kigger ud ad vinduet.

 

Til sin rædsel ser hun, at barnevognen er væk! Panikslagen løber hun ud af butikken og ser sig omkring. På stationen kan hun øjne noget, der ligner et barnevognsstyr.

 

Hun løber derover og begynder at råbe, da hun kan se, at det vitterlig er hendes barnevogn, som står der. Den er omgivet af tre mænd, der tydeligvis venter på bus 215 mod Avnstrup.

 

Hun hæfter sig ved en 25-årig mand og siger bagefter til Roskilde Avis, at han ”står bare der og glor mig koldt ind i ansigtet uden at bevæge sig”.

 

Hun får fat i barnevognen med babyen, skynder sig tilbage til butikken og ringer til politiet. De kommer og tager DNA på barnevognen og spørger til, hvad der er sket. Så ringer de til deres chef og lover at komme igen om mandagen for at tale med folk i butikkerne.

 

Politiet reagerer ikke

Tirsdag finder Jeanette Hansen så ud af, at politiet endnu ikke har taget kontakt til butikkerne. Hun opsøger selv butikkerne og finder frem til noget videoovervågning ved stationen. Her kan man tydeligt se en mand – tilsyneladende den 25-årige – stikke af med barnevognen.

 

På videoen går manden hen til barnevognen, binder sit snørebånd, rejser sig og snupper barnevognen.

 

Hun beder om at videoen bliver gemt, så politiet kan se den. Tirsdag aften ringer hun til politiet og fortæller om denne video. Manden på alarmcentralen lover at give beskeden videre til betjenten, der har sagen. Men dagen efter finder hun ud af, at det ikke er sket.

 

Busfirmaet har også en overvågningsvideo, og Jeanette Hansens kæreste sikrer sig, at den ikke bliver slettet, så politiet kan se den. Men tilsyneladende foretager politiet sig heller ikke noget i den forbindelse.

 

Ingen hjælp på asylcenter

Hun spørger hos politiet, om hun får besked, hvis de fanger bortføreren. Men hun får at vide, at det gør hun kun, hvis sagen kommer for retten.

 

Det er hun foruroliget over. Hun er blevet så forskrækket, at hun slet ikke tør stille sit barn fra sig. Hun har måttet konsultere en psykolog.

 

Hun siger, at der ifølge politiet ikke er sket noget, fordi hun fik barn og barnevogn tilbage. Men det synes hun i høj grad, at der er. Hendes barn blev jo bortført, siger hun. Hun spørger sig selv, hvad der ville være sket, hvis hun var kommet bare et minut senere på stationen.

 

Hun har også søgt hjælp på asylcenter Avnstrup, men det er der heller ikke kommet noget ud af. På Avnstrup siger man, at der ikke er nogen af asylansøgerne, der har behov for at stjæle en barnevogn, da de får stillet barnevogne gratis til rådighed.

 

Men det kan hun ikke bruge til ret meget. Hun mener, at det var hendes barn og ikke bare barnevognen, der blev stjålet.

 

Rystet

Politiet mener derimod, at sagen bare drejer sig om tyveri af barnevognen. Det er hun stærkt utilfreds med.

 

”Jeg har altid troet, man kunne stole på dem. Jeg forstår ikke, at vi skal gøre politiets arbejde. Hvis vi ikke havde været opsøgende, var videoerne blevet slettet.” (Roskilde Avis)

 

Det kan være svært at vurdere sagens forløb. Men det er naturligvis meget uheldigt, hvis en borger, der har været udsat for en chokerende oplevelse, får indtryk af, at politiet ikke lytter og ikke holder løfter.

 

Der er vel heller ikke noget at sige til, hvis hun spørger sig, hvordan politiet bare kan konkludere, at manden kun ville stjæle barnevognen og ikke barnet. Man må jo trods alt gå ud fra, at det ikke var til at overse, at der lå en baby i barnevognen.

 

Men dette spørgsmål bliver formentlig aldrig besvaret. Tilbage sidder en rystet mor, som føler sig svigtet.

 

http://roskilde.lokalavisen.dk/stjal-baby-og-barnevogn-/20161116/artikler/711159102/1617

 

 

 

Del på Facebook