Nu bliver Angela Merkel også mødt med stadig hårdere kritik i udlandet – hendes traditionelle allierede kalder hendes asylpolitik for ’uansvarlig’

Statsminister Lars Løkke Rasmussen skal i aften spise middag med forbundskansler Angela Merkel på Schloss Meseberg nord for Berlin.

 

I middagen deltager også statsministrene fra Holland, Sverige og Finland.

 

Dette er et led i de mange samtaler, som Merkel i øjeblikket fører med EU-ledere som optakt til topmødet i Bratislava den 16. september.

 

Disse samtaler har først og fremmest det formål at diskutere, hvordan EU skal komme videre efter det britiske nej.

 

Men Merkel har allerede fået en stærk oplevelse af, at en række EU-lande ønsker at diskutere andet end Brexit med hende.

 

Fredeligt møde med Løkke

Der er en stadig mere åben og hård kritik af hendes asylpolitik. Den politik, som skabte en massiv tilstrømning til Europa sidste år, og som hun stadig forsvarer – selv om hendes ministre reelt gennemfører en række stramninger.

 

Faktisk har Merkel i disse dage været udsat for så voldsom beskydning, at hun formentlig betragter mødet med Lars Løkke og hans nordeuropæiske kolleger som en kærkommen, fredfyldt pause.

 

I dette forum vil der ikke blive fyret nogen bredsider af mod hendes asylpolitik. Heller ikke fra Lars Løkke. Den danske regering har temmelig konsekvent undladt at foretage sig noget i asylpolitikken, der kunne give en konflikt med Tyskland.

 

Det er mere end man kan sige om andre EU-lande.

 

Merkel, ikke mindst hendes asylpolitik, får vrede kommentarer fra flere østeuropæiske lande og fra Tysklands traditionelle allierede, Østrig.

 

Merkel mere upopulær end Putin

I går var Merkel i Prag, og det var ikke ligefrem varme vibrationer, hun mødte fra tjekkerne.

 

Siden hendes asylpolitik med den såkaldte ”velkommen-kultur” slog hul på Europa, er hendes popularitet i den tjekkiske befolkning blevet halveret.

 

Die Welt henviser til en nylig meningsmåling, der kun gav hende en opbakning på 18 procent. Dermed er hun mere upopulær end Vladimir Putin!

 

Det siger en hel del i et land, hvor sovjetiske tropper knuste Prag-foråret i 1968, og hvor der stadig er et betydeligt had til Rusland. Tjekkiet har traditionelt været den mest vestvendte del af Østeuropa.

 

Den tjekkiske ministerpræsident Bohuslav Sobotka er ikke helt så hård i sin sprogbrug som visse andre østeuropæiske ledere. Til gengæld lægger præsident Milos Zeman, der er socialdemokrat ligesom Sobotka, ikke fingrene imellem. Han kalder slet og ret Merkels asylpolitik for ”vanvid”.

 

Selv Sobotka har ladet forstå, at Merkel helst ikke skal omtale ham positivt, da det ville være et ”dødskys”.

 

Nej til EU-kvoter og islamisk påvirkning

I dag fredag holder Merkel også et samlet møde med de fire østeuropæiske lande, der går under navnet ”Visegrád-landene”: Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn.

 

De fire lande er fuldstændig afvisende over for Merkels planer om en kvote-fordeling af flygtninge mellem EU-landene. De vil ikke have dem.

 

De ved, at deres befolkninger er meget stærke modstandere af, at islam og muslimske landes kultur skal have nogen indflydelse på deres lands udvikling.

 

Samtidig viser deres erfaring, at når de tager imod nogle flygtninge, så skynder disse sig videre til Tyskland og andre velstående lande. Der er i vidt omfang tale om økonomiske flygtninge.

 

Østrig: Merkel er ”uansvarlig”

Men Merkel har ikke bare hænderne fulde med østeuropæerne. Nu får hendes asylpolitik også en kraftig salve fra nabolandet Østrig.

 

”Den klarer vi,” sagde Merkel nok så flot, da hun sidste år åbnede dørene for den massive asylstrøm, hvilket i høj grad også ramte Østrig.

 

Nu kalder Østrigs socialdemokratiske forsvarsminister Hans Peter Doskozil direkte Merkels politik for ”uansvarlig”.

 

Doskozil siger til Kronen Zeitung, at Merkel hele vejen igennem har opmuntret flygtningene til at komme til Europa. Han advarer på det skarpeste mod, at man igen oplever de samme tilstande som i 2015.

 

”Der skal lukkes af”

Den østrigske forsvarsminister påpeger, at Østrig har modtaget 100.000 migranter siden årets begyndelse. Den største gruppe kommer nu ikke længere fra Mellemøsten, men fra Nigeria og Eritrea. Disse migranter strømmer ind via Italien.

 

Doskozil har denne bidske kommentar: ”Når man midt i Milano er nødt til at opstille telte til flygtninge, så kan ingen da påstå, at vi har rimeligt styr på tilstrømningen.”

 

Samtidig slår Doskozils regeringskollega, den konservative udenrigsminister Sebastian Kurz, fast, at grænsekontrollen på den såkaldte Balkan-rute skal være permanent. ”Denne rute skal forblive lukket – den illegale indvandring kan kun blive stoppet på den måde, så længe EU’s ydre grænser ikke er beskyttede.”

 

Løkke vil ikke tale grænsekontrol

På Schloss Meseburg vil Angela Merkel næppe høre den slags fra Lars Løkke og hans kolleger. Den danske regering er ikke meget for at diskutere grænsekontrol, endsige kritisere Merkel på det punkt.

 

Men for det hårdt pressede Østrig og for Østeuropa er det hjerteblod.

Del på Facebook