Seksuelle tekster får muslimske elever til at udvandre fra VUC-undervisningen.
Lærere på VUC-uddannelser udelader undervisningsmateriale, der kan støde, fordi de oplever at enkelte muslimske elever klager.
Nogle lærere på VUC-uddannelser udelader undervisningsmateriale, der kan støde eller skabe konflikt, fordi de oplever, at enkelte muslimske elever obstruerer, klager over eller udvandrer fra undervisningen, hvis de præsenteres for nøgenhed, sex eller islamkritik.
Det fortæller en række lærere og elever fra seks forskellige voksenuddannelsescentre (VUC’er) til Radio24syv.
En novelle af Naja Marie Aidt, filmen En Kongelig Affære og Den Danske Grundlov er blot tre eksempler på undervisningsmateriale, der har fået visse muslimske elever til at klage eller udvandre fra undervisningen på VUC-institutioner i hovedstadsområdet.
Dennis Elgaard Jensen, kursistrepræsentant på VUC Hvidovre, har cirka 10 gange i løbet af sine to år på skolen oplevet, at muslimske elever har udvandret fra undervisningen:
– Det kan være digte med seksuelle undertoner, det kan være kortfilm med nøgenscener eller det kan være kritiske tekster om islam, der får dem til at udvandre, siger han til Radio24syv.
Søren Sølvhøj Skovbo, der indtil for nylig var underviser på HF & VUC København Syd, har også oplevet, at kursister blev vrede over at skulle analysere ’Bulbjerg’ fra Naja Marie Aidts bog Bavian, fordi der er udtalt seksuelt indhold i den, siger han.
– Eleverne sparkede til møbler i undervisning om grundloven
En lærer, der ønsker at være anonym, siger til Radio24syv, at der næsten altid er en lille gruppe på hvert hold, der giver udfordringer, og som fylder meget, selvom de kun er ganske få:
– I samfundsfag har jeg oplevet, at nogle elever sparkede til møblerne i klasseværelset, da jeg underviste i grundloven og demokrati. De ville ikke høre tale om, at grundlovssikrede rettigheder som ligestilling og ytringsfrihed står over religiøse foreskrifter. Jeg understregede ellers, at de selvfølgelig må tro det de vil, men at deres tro ikke stod over loven her i Danmark, forklarer hun.
Flere undervisere fortæller til Radio24syv, at de eller deres kollegaer derfor fravælger visse bøger, tekster og film med nøgenhed, seksuelt indhold eller islamkritik for ikke at støde elever og for at undgå konflikter.
Ellen Trane Nørby kritiserer
Elever i danske uddannelsesinstitutioner skal kunne tåle at se og høre undervisningsmateriale om ligestilling, religion og seksualitet. Det er en naturlig del af at tage en uddannelse i Danmark.
– Det er helt uacceptabel opførsel. Hvis man ikke har lært i grundskolen, hvilke værdier der gælder, så er det på høje tid, man lærer det, siger ministeren.
Men det er misforstået tolerance, hvis lærerne ændrer planer for undervisningen af hensyn til religiøse elever, lyder det fra Ellen Trane Nørby, som er minister for børn, undervisning og ligestilling.
Hvad konsekvenserne bør være for de elever, der for eksempel udvandrer fra undervisningen, er op til den enkelte leder, siger ministeren.
– Der er et stærkt ledelsesrum, og det skal lederne også bruge.
– Og så er det vigtigt, at vi som politikere bakker fuldstændigt op om lærerne og rektorerne og deres ret til at selvfølgelig at insistere på, at man gennemfører undervisning i Danmark om for eksempel seksualitet og ligestilling, siger hun.
Ellen Trane Nørby siger, at hun ikke har noget indtryk af, hvor stort omfanget er.
– Men elevorganisationer siger, at de er bekymrede og oplever lærere, der ændrer deres planer af misforstået hensyn til unge med muslimsk baggrund, som åbenbart ikke kan tåle at se filmen “En Kongelige Affære” eller læse Naja Marie Aidts noveller, siger hun.
Ifølge Radio24syv er der eksempler fra seks centre på klager over bestemt materiale eller elever, der udvandrer fra undervisningen.
/ritzau/