Stewart Fenton på 38 år sad og tiggede midt i den engelske by Weston-super-Mare. Han havde et skilt, hvoraf det fremgik, at han var veteran fra Irak-krigen. Han havde været faldskærmssoldat og gjort tjeneste i The Royal Horse Artillery.
På et andet skilt stod der, at han ikke havde nogen familie eller støtte.
Han kunne berette, at han havde gjort tjeneste i militæret i 12 år. Han gav levende beskrivelser af de rædsler, han havde oplevet under Irak-krigen.
Desuden fortalte han, at da han vendte hjem, fandt han sin kone i sengen med en anden mand. Det havde slået ham så meget ud af kurs, at han nu var hjemløs og måtte tigge sig frem.
Havde gjort sit hjemmearbejde
Hans personlige historie gjorde stort indtryk. I løbet af det halve år, hvor han sad og tiggede, tjente han mindst 50.000 kr. på det.
Det hele var dog løgn. Fenton havde aldrig haft noget med militæret at gøre, og han havde absolut ikke været i Irak. Historien om konen, der havde svigtet ham, var også det pure opspind.
Men han havde gjort sit hjemmearbejde godt. Derfor var han i stand til at give detaljerede og overbevisende skildringer af, hvad han havde oplevet under Irak-krigen.
Det virkede så troværdigt, at han fik selv en ægte veteran fra Irak-krigen til at tro på sin historie – den tidligere sergent Nicholas Hayman. Hayman blev så grebet af hans skæbne, at han gik til den lokale presse med opfordringer til, at flere hjalp Fenton.
I virkeligheden er Stewart Fenton gift og har et tvillingepar på 16 måneder. Han er ikke hjemløs, familien lever i et hus.
Det ramlede for Fenton, da en politimand fik mistanke og begyndte at anfægte hans historie. Der blev lavet en undersøgelse, der slog fast, at det hele var fri fantasi.
”Han skulle skamme sig”
Hans støtte, sergent Nicholas Hayman, vidnede imod ham. Han sagde: ”Den eneste grund, jeg kan se til, at han gjorde det, var pengene.”
Hayman medgav, at Fenton virkelig havde sat sig godt ind i de ting, som han byggede sine røverhistorier på. Men hans dom over den falske tigger var hård:
”Han har bragt hærens gode rygte i miskredit, og han har ødelagt offentlighedens sympati for krigsveteraner. Han skulle skamme sig.”
Der var dog det rigtige i Stewart Fentons selvmedlidende historie, at han faktisk befandt sig i en temmelig sølle tilstand – med både alkohol- og narkomisbrug. Derfor blev dommen også ret mild. Han fik 16 ugers betinget fængsel og et udgangsforbud mellem kl. 11 og kl. 19 i 16 uger.
Det var billigt sluppet for en handling, der var dybt usolidarisk i forhold til de mennesker, som har kæmpet for deres land.
Kilde: Daily Mail